Rotter og Skilsmisse: Boguddrag

For nogle år siden, da min kone og jeg lige var flyttet fra hinanden, lå jeg en nat alene og halvsov med lyset tændt i mit store hvide soveværelse. Klokken var fire om morgenen. Det var uklart for mig, om jeg sov eller var vågen, men i en pinsom tilstand et sted midt imellem hørte jeg pludselig en lyd, jeg ikke siden har kunnet få ud af mit hoved. Den var aggressiv og insisterende, en høj kradsende lyd fra det hjørne af rummet, der var tættest på mit ansigt. Først var jeg usikker på, om det var noget, jeg drømte, men så kom det igen. Det lød som et kæmpe dyr, der fægtede for at komme igennem væggen få meter fra mit hoved. Hidsigt og intimiderende i hurtige små ryk, der kom og gik. Jeg fór op, og så – som om lyden blev forstyrret af, at jeg satte mig op i sengen – stoppede det lige så pludseligt, som det var kommet, og inde i væggen kunne jeg nu høre noget kæmpe sig vej op gennem hulmuren og trippe tværs hen over soveværelsesloftet.

Der var helt stille i rummet. Jeg var nu lysvågen og sad ret op og ned i sengen og rystede. Mit hjerte bankede mod mine trommehinder, og jeg følte trang til at kaste op og græde på én gang, for intuitivt vidste jeg, hvad der havde ramt mig. Det var ikke en mus, der lavede den slags kradselyde, det var heller ikke en fugl eller en syg byræv, der var ude efter føde. Det dér var lyden af rædsel. Det var lyden af rotter.

Rotter og Skilsmisse er en bog om rotter. Om at få rotter, om menneskets forhold til rotter, vores kamp mod rotter og om rotters forhold til os. Og så er det en bog om at blive skilt. Om at leve og kæmpe med alt det, der løber i væggene, bor på loftet og under gulvet. Det er fem år siden, jeg blev ramt af begge dele, og jeg kæmper stadig.

Udover døden selv og enkelte sære aversioner er der næppe noget, jeg frygter så inderligt som rotter, og jeg ved, at forbavsende mange har det som jeg. Efter mange år som småmanisk rotte-historiefortæller ved større forsamlinger ved jeg, at der stort set ikke findes voksne mennesker, som ikke afskyr det dyr. Det er noget med rottens måde at trænge sig ind på mennesker på. Noget ved dens størrelse og hurtighed. Noget ved det, den roder i, noget med de sygdomme, den bærer, noget ved dens skarpe kløer og tænder og noget ved dens fuldkomne arrogance over for mennesket. Den ligner os endda i sin adfærd. Den bidrager ikke med noget nævneværdigt i økosystemet, opfører sig komplet anarkistisk og snyltende, og går med glæde til voldelige yderligheder for at sikre sin egen arts overlevelse på bekostning af alt andet. Personligt tror jeg, det er her, vi skal finde dybderne af vores had til dyret: I os selv. Hadet er et had mod noget andet.

Rotten er dybt kompliceret, nærmest en mytologisk figur, og som man kan følge gennem verdenslitteraturen, kunsten og den sparsomme rottelitteratur, der findes, har mennesket altid levet i dette underlige forhold med dyret. Som den britiske zoolog James Rodwell beskriver det i sit hovedværk fra 1858 The Rat; Its History & Destructive Character, kan rotten ses “som en agent for menneskelig opløsning og forfald” ikke bare fysisk i dens hærgen og tiltrækning af det ødelagte eller beskidte, men i selve vores tankegang og i vores sprog. Som jeg ser det, er rotter et slags djævelsk spejlbillede af selve civilisationen. Hvor vi er, er de. I skyggen af vores kultur. De kommer frem, når mørket falder på og lever af vores affald, urenheder og overforbrug. I kloakkerne under jorden, ved skraldespandene, i undergrunden, i hulmuren, på loftet og under gulvet. De udgør mere end 25 procent af klodens pattedyr og har indtaget alle kontinenter, men til trods for deres store succes anerkender vi dem dårligt nok som et dyr. De er ikke et stykke natur, de er et stykke civilisation. Hvis du ser en hjort eller en grævling, vil du kunne sige: “Nej se, der er et stykke natur!”, men hvis du ser en rotte, ser du noget, civilisationen har kastet op – formentlig i gang med at fortære afføring, skrald eller ådsler. Rotten er det værste i os selv. Rotten er en dæmon.

Den første gang, jeg rigtigt så en rotte, var hjemme på det nedlagte landbrug, hvor jeg er vokset op. Jeg har været omkring 15-16 år gammel og var kommet hjem først på morgenen efter et halbal i nabobyen, da den stod og rodede i et bed ved husmuren. Eller sad. Jeg havde set masser af mus, og når man er vokset op landet, som jeg er, har man set alle mulige dyr i sin barndom. Kaniner, ræve, harer, katte, køer, geder, grise, ja, jeg har sågar gentagne gange set grævlinger, ugler og også en enkelt hermelin, så mit forhold til dyr burde ikke være specielt fremmedgjort. Jeg er heller ingen romantiker på det område. Jeg har kløet dyr bag ørerne, set dem dø, set dem blive født og selv skudt dem med gevær, kun for at blive fanget af blikket fra deres tomme pupiller.

Men der var noget særligt ved rotten, jeg mødte denne tidlige morgen. Det var, som om den havde en anden bevidsthed, selv om jeg godt ved, at årsagen til den iagttagelse formentlig skal findes inde i mig. Da jeg åbner lågen ind til gårdspladsen, hører den mig og kigger op. Jeg husker, at jeg var overrasket over, hvor stor den var, og jeg husker, hvor direkte den kiggede på mig. Den havde ikke det der spejlblanke forvirrede udtryk, som andre dyr har, den havde et blik. Et rigtigt blik. Den så mig. Den forholdt sig til mig. Det varede kun nogle sekunder, så vendte den sig om og sprang over gårdspladsen mod den tomme staklade. Og når jeg siger sprang, så var det, fordi det så sådan ud. Som en slags rottegalop. Jeg havde måske forventet, at en rotte ville være mere kluntet, som en hamster eller pile af sted som en mus, men den sprang i flotte stærke buer, så man kunne se hele dens udstrakte krop.

Nøgternt set er der fysisk ikke meget at frygte eller at foragte ved en rotte. Det er en almindelig gnaver, og renser man sin hjerne for projektioner og alt, hvad man ved og har lært om rotter, kan den nærmest se lidt sød ud. Store runde sorte øjne, lange knurhår og en blød pels. Fortænderne er store og gullige med en emalje, der bogstavligt talt er hårdere end stål og aluminium. Rotter er fuldt udvoksede efter en otte-ti måneder, hvor de kan veje op til et halvt kilo, og de største af dem kan blive op til 25-30 centimeter fra næsen til haleroden, mens halen er lidt kortere. Halen er til gengæld let at foragte, nøgternt set: Nøgen, tyk, ormet og underligt uproportioneret lang. På hver pote har rotten fire skarpe kløer, der gør den i stand til at bevæge sig på næsten lodrette flader, som vi kender det fra egernet – et dyr, de fleste mennesker har det noget bedre med. Men o.k., et egern har ikke en lang nøgen hale og er bedre til at ligne et lille fint menneske på den måde, den bruger sine forben. Der findes en hel del rottearter, men den, man typisk taler om – og den art, jeg fik – er den såkaldte brune rotte eller Rattus Norvegicus, der i engelsktalende lande bliver kaldt Norwegian Rat, selv om den slet ikke fandtes i Norge, da den blev døbt af britiske zoologer tilbage i 1728. Den havde været kendt i Mongoliet og Rusland i århundreder, før den kom til Europa i 1716, og faktisk er rotternes første destination i Vesten Kø- benhavn. Den brune rottes Ground Zero var Christianshavn få hundrede meter fra mit eget hjem, hvor jeg sidder og skriver disse linjer, så måske burde vi have kaldt den Rattus Danicus. Den blev fragtet hertil af russiske sømænd, og i Københavns nyanlagte, lukkede kloaksystem fandt den perfekte forhold.

Den brune rotte spredte sig hurtigt til resten af Europa, hvor den fortrængte husrotten (Rattus rattus), der ellers havde fået lidt af et navn op igennem middelalderen som pestbringer og generel pestilens. Men den brune rotte er lidt større end husrotten, lidt stærkere og mere adræt med en kortere hale, mindre ører og en længere krop. Den er mindre sky, mere territorial og bedre til at overleve vintrene end den sorte rotte. Den er kort sagt bedre til at tilpasse sig, hvilket formentlig betyder en hel del mere for dens dårlige rygte end den nøgne hale: Dens ufattelige evne til at begå sig, grænseoverskride og formere sig. Det viser sig, at Københavns Kommunes ‘rottetelefon’ er døgnbemandet. Rotter er gudskelov et problem, de tager meget seriøst på kommunen, men alligevel blev jeg enig med vagtstuen om, at jeg ville ringe tilbage, når solen var stået op. Der var trods alt ikke nogen under angreb, og hvad end jeg havde hørt kradse, gnave og springe hen over mit loft, måtte hvile sig nu, for der var ikke en lyd at høre.

En halv time efter solopgang stod en lav lidt kraftig fyr foran mit hus med en luftpistol i hænderne og en lille vaks hund, der halsende løb i cirkler omkring ham. Han var tydeligvis ikke selv entusiastisk omkring projektet, men hans lille dansk-svenske gårdhund var fyr og flamme. Den logrede og gøede og fór rundt fra kælder til kvist, da han gav ordre til det, mens han selv blev ude på vejen. Lidt uengageret spurgte han, om jeg havde set nogen huller. Det havde jeg ikke. Om jeg havde set dyret. Det havde jeg ikke. Om den havde spist noget. Heller ikke.

“Du kan jo godt have drømt det,” sagde han til sidst. “Det var ikke en drøm,” hviskede jeg fornærmet. Nærmest for mig selv. “Nej, o.k., men ring, hvis du hører mere,” sagde han og gik igen efter skuffende få minutter. Den nat var det ikke kun lyset i soveværelset, der var tændt, men overalt i huset brændte lyset. Natradioen brølede, CNN sendte nyheder, og hele kvarteret var orienteret om mine lydhallucinationer, eller hvad det nu var. Og så … klokken 02:45 præcist. Jeg sov ganske let, men der var ingen tvivl – det var et stort dyr, følte jeg. Det lød som en hund, der nærmest hoppede og kradsede sig vej hen over loftet. Hvad ville det? Hvor var det? Og så var det væk igen. Igen greb jeg rottetelefonen, men selv om jeg kunne rapportere næsten live fra lydangrebet, mente vagtstuen også denne gang, at det kunne vente til solopgang. Da solen stod op, stod en ny rottefænger foran mig. Jeg havde specifikt bedt om at få den bedste, de havde, og her var han så; Rotte-Charles, som han kaldte sig selv. Han var et hoved højere end mig, veltrænet, et sted midt i 40’erne, havde skæg rundt om munden og et par pilot-solbriller i guld. ‘Rottefri by 2016’ stod der hen over det fremskudte bryst på hans tætsiddende T-shirt. “Er du bange for rotter?” spurgte Rotte-Charles, inden han præsenterede sig selv. “Ja,” svarede jeg spagt. “Så er det derfor, de er her. De kan mærke den slags.”

Jeg ved, det lyder helt skørt, og normalt vil jeg ikke hævde, at der skulle være “mere mellem himmel og jord”, men næsten hver gang jeg har fortalt min rottehistorie, er den blevet overgået af andre, der har været udsat for endnu mere tvistede møder. Jeg har talt med mennesker, der har fået rotter, dagen efter de var blevet fyret. En anden var netop blevet forladt af sin kone, da en rotte hoppede ned i skødet på ham fra parrets fælles reol. Jeg har sågar mødt et par, der var kommet hjem fra en tragisk dødfødsel for at opdage, at de havde fået rotter, og en anden, der gik og ryddede op i sin afdøde fars lejlighed, da en rottefænger ud af det blå ringede på døren med en anmeldelse om rotter. Det er, som om dyret byder sig til for projektioner. Jeg ved det ikke, men den rotte, jeg havde hørt i væggen, havde fundet mig i mit livs lavpunkt og i min allermest ustabile psykiske forfatning nogensinde. Efter seks års ægteskab, et barn på tre og en næsten nyfødt var min kone og jeg flyttet fra hinanden. Vi var endnu ikke skilt, men det stod klarere og klarere, at denne adskillelse ikke kun var for en periode, og det gjorde mig rædselsslagen og uligevægtig. Jeg havde ellers gjort, hvad jeg kunne for at skjule det: Jeg var overdrevet velsoigneret, købte nyt tøj, begyndte at gå med slips for første gang i mit liv, grinte højt af alt, hvad jeg selv og andre sagde og blev let hysterisk imødekommende og jovial over for fremmede. Alligevel lyste det klart og tydeligt ud af mig: Jeg var i krise. At stå der til festen velstillet, velklædt, uaf hængig og fri. Se cool og afbalanceret ud, mens man tænder en cigaret kun for opdage en plastisk stank brede sig, fordi man har tændt den i den forkerte ende. Det var sådan mit liv så ud. Det var dér, Rotte-Charles mødte mig.