Held og Løkke: Det er økonomien, dit fjols

Glem de personlige perfiditeter og problemer. Politiske prognoser er nemlig ikke raketvidenskab eller alt sammen alene kaffegrums-analyse: Når det går godt i økonomien og beskæftigelsen stiger, bliver siddende regeringsledere typisk genvalgt, mens modkandidaten omvendt får chancen af vælgerflertallet under lavkonjunkturer og faldende lønninger. Derfor er der lige nu store smil gennem alle magtens korridorer på Slotsholmen her til morgen, i hvert fald i ministerkontorerne.

Danmarks Statistik udsendte kl. 9:00 et tweet med et glædessprudlende budskab: ”Højeste antal lønmodtagere nogensinde. I januar var der 2.728.800 lønmodtagere, hvilket er 7.200 flere end i december 2017”. Siden lavpunktet i 2013 – i kølvandet på finanskrisen i 2008 og i årene derefter – er det kun gået én vej med samfundsøkonomien, opad med beskæftigelsen, godt hjulpet på vej af højkonjunktur i særligt Tyskland, som har trukket eksporten med her fra Danmark.

I pressemeddelelsen hedder det videre: ”Antallet af lønmodtagere har ikke været højere i brancherne landbrug, skovbrug og fiskeri, handel og transport mv., ejendomshandel og udlejning samt i erhvervsservice siden statistikkens start i 2008”. Helt korrekt er det altså det højeste antal beskæftigede, som Danmarks Statistik nogensinde har målt – siden 2008. Men dét er også fuldt tilfredsstillende, da beskæftigelsen netop toppede lige før finanskrakket.

Alle nøgletal er positive

Siden 1993 er der kommet over 400.000 flere borgere i Danmark i lønnet arbejde. I en epoke med øget global konkurrence, udflytning af produktion og automatisering er det i sig selv opsigtsvækkende, at beskæftigelsen ikke blot har kunnet holde sig på tidligere tiders niveauer, men nu også har overtrumfet den hidtidige jobrekord i 2008. Læg dertil at den danske statsgæld stort er betalt tilbage, og forleden kom det frem, at staten fik et uventet stort overskud i 2017. Den såkaldte DAU-saldo for sidste år viser et overskud på 30,9 milliarder.

Alle nøgletal bevæger sig i den rigtige retning. Og som allerede Bill Clintons rådgiver James Carville formulerede den politiske naturlov i 1992: ”It’s the Economy, stupid”. Alt andet lige vil der virkeligt ville skulle ske mærkelige ting i dansk politik og/eller opstå nye troværdighedsnedbrydende skandaler, hvis Lars Løkke Rasmussen som siddende statsminister ikke skal nyde godt af fremgangen i økonomien.

Han ved udmærket selv, at ingen økonomer eller fageksperter vil tilskrive grunddynamikken i opsvinget til hans regeringsførelse. Alligevel har Lars Løkke Rasmussen svært ved at styre begejstringen. I en skriftlig meddelelse, fortæller han, at tallene ”luner på en kold forårsdag”. Og nøgternt betragtet er tallene da også den absolut bedste nyhed i hans regeringstid:

”De slår fast med syvtommersøm, at det går godt i Danmark. Aldrig før har disse tal vist så mange lønmodtagere i beskæftigelse. Tidligere på ugen kunne vi glæde os over, at vi også har det laveste antal på offentlig forsørgelse i mere end 10 år. Der er virkelig grund til optimisme,” skriver Lars Løkke.

Fremgang kan give bagslag

VLAK-regeringen har imidlertid et lille problem, et timingsproblem. En række ministre er i fuld gang med en række kontroversielle indgreb, der kun for alvor kan begrundes med en krisestemning. Eksempelvis har konservative storbypolitikere i det seneste døgn ytret kritik af udflytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til bl.a. Vestjylland, da det nu viser sig, at beskæftigelsen stiger i alle områder i Danmark.

Undskyldningen, ja, eller formelt begrundelsen, for at rykke statslige styrelser og organer ud af København var ellers, at alt var ved at styrte sammen i randområderne. Som det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov skriver på Twitter: ”Der er så godt som ingen arbejdsløshed i Vestjylland. Hvorfor var det igen, at vi skulle flytte statslige arbejdspladser?”.

Et større og potentielt skæbnesvangert problem er allerede ved at kortslutte optimismen: Den truende arbejdskonflikt, hvor op mod 500.000 offentligt ansatte risikerer at blive lockoutet i løbet af få uger, fordi de statslige, regionale og kommunale arbejdsgivere ikke mener, at de har råd til lønstigninger. Officielt har argumentet fra innovationsminister Sophie Løhde lydt, at det offentlige ikke har råd til at lade lønningerne til bl.a. sygeplejersker, politibetjente og ikke mindst skolelærere følge udviklingen på det private arbejdsmarked.

Men hvorfor? Hvorfor er der ikke råd til her i 2018 at lade de offentlige ansatte få del af fremgangen, og nyde mærkbart større lønstigninger end blot at følge inflationen. Hvorfor er der ikke penge i den bugnende statskasse til fortsat at betale for f.eks. betalte spisepauser? Dét er der ikke længere nogen gode argumenter for. Tværtimod opløser Lars Løkke & co. deres egen position i arbejdskonflikten, hver eneste gang de taler rørstrømsk om jobfesten.

Lars Løkke Rasmussen har dog flere gange vist, at han er villig til at være statsminister for enhver pris, og kombinationen af overraskende gode nøgletal og den tilspidsede situation på det offentlige arbejdsmarked, giver statsministeren én oplagt mulighed: Hvis regeringen i løbet af den kommende uge eller to giver stille og roligt efter for fagforbundenes krav, og lander et kompromis, som de offentligt ansatte kan acceptere, vil VLAK-regeringen have afmonteret den største risiko på vejen frem mod næste valgsejr.