Anmeldelse
Ringo-syndromet: Anmeldelse af verdens glemte musik
Nogle mennesker får aldrig den anerkendelse, de fortjener. Det gælder fx Ringo Starr. Den fjerde mand i The Beatles, som mest af alt huskes for at være en middelmådig trommeslager, der var heldig at ende sammen med tre musiske genier. Men Ringo var meget mere end det, og ude i musikverdenen findes der tusindvis af mennesker, der lider af dette Ringo-syndrom. Det vil Føljeton gerne sætte en stopper for, så vi har sat os for at anmelde en håndfuld numre fra musiktjenesten Spotify, som ingen nogensinde har lyttet til.
Former Beatle Ringo Starr and his wife Barbara Bach pose for a photograph during the press day at the Chelsea Flower Show in London May 21, 2012. REUTERS/Luke MacGregor (BRITAIN - Tags: ENTERTAINMENT ENVIRONMENT SOCIETY)
The Beatles er utvivlsomt et af de største ”boy bands”, verden nogensinde har set. Der er kommet et utal af ørehængere ud af det band, og det hænger nok sammen med, at de var den perfekte sammensætning på det perfekte tidspunkt.
De havde Paul McCartney: den charmerende popmager, der kunne skrive popsange, som om der ikke var nogen i morgen. De havde John Lennon: den idealistiske hippie, der tog protestsangene op på et helt nyt niveau. De havde George Harrison: en gudsbenådet guitarist og hovedmanden bag nogle af Beatles’ smukkeste sange. Og så havde de Ringo, der… Ja, han spillede trommer og skrev en sang om en blækspruttes have.
En berømt vandrehistorie om The Beatles fortæller, at en journalist under et interview skulle have spurgt McCartney og Lennon om ”Ringo Starr egentlig er den bedste trommeslager i verden?”. Hertil skulle Lennon og McCartney have grinet og svaret ”Han er ikke engang den bedste trommeslager i Beatles.”
Stakkels Ringo. Hans eftermæle er blevet, at han med ren og skær held endte i band med tre musikalske genier og kun fik lov til at blive hængende igennem hele succesen, fordi han lige præcis kunne holde en 4/4-takt på trommerne.
Men det er slet ikke noget fair eftermæle. David Grohl, tidligere trommeslager i Nirvana og nu frontmand i Foo Fighters, har kaldt ham ”the king of feel” og mange i musikbranchen er enige om, at mens Ringo måske ikke var den bedste tekniske trommerslager i verden, så var han lige det, The Beatles havde brug for. Ringo har i denne uge endelig fået en smule oprejsning, da han blev slået til ridder af Storbritannien.
Ringo er ikke alene derude. Vi kan kalde det Ringo-syndromet. Der findes tusindevis af musikere, der ikke får den erkendelse, de fortjener. De bliver væk blandt de store bands, selvom de har masser af feel.
Føljeton har besluttet sig for at give de ukendte musikere deres retmæssige plads i rampelyset. På hjemmesiden forgotify.com, kan man finde numre, der aldrig (eller meget få gange) er blevet streamet på den store musiktjeneste Spotify. Vi har valgt at anmelde et par af dem.
Josh Gardner – Poochie’s Uncle’s Balls (feat. Deaf Frat Guy)
Julesange er en klassiker, hvis man gerne vil opnå kommerciel succes. Det skidt sælger. Engang sad Kim Larsen i et form for familien-Danmark-aftenprogram og snakkede om, at hans musik altid havde handlet om kunst og ikke om penge. Få uger senere udgav han pladen “Jul og nytår.”
Josh Gardner har forsøgt at få åbnet op for det lukrative marked, som julemusik må siges at være. Uheldigvis for ham har han misforstået konceptet. Det starter ellers så godt for ham. Nummeret Poochie’s Uncle’s Balls er et cover af den kendte Jingle Bells, som i den grad er et folkekært hit. Han har beholdt melodien, men skrevet teksten om. Så langt så godt; det har f.eks. altid virket for Shubberne. Der, hvor filmen knækker for Gardner, er, at teksten nu handler om testikler. Nærmere bestemt Gardners onkels testikler. Det er der sgu ikke meget jul over.
Poochie’s Uncle’s Balls er en ildevarslende start på denne arkæologiske Spotify-udgravning. Måske er der en grund til, at ingen nogensinde har lyttet til disse numre. Men vi giver ikke op endnu.
Mr. Goodbar – How Lonely Feel
Vi fortsætter med lidt guf til fans af melankolsk indie-musik.
Kunstneren Mr. Goodbar har givetvis snuppet sit navn enten fra 70’er krimifilmen ”Looking for Mr. Goodbar”, der blandt andet havde Diane Keaton og Richard Gere i hovedrollerne, eller fra den amerikanske chokoladebar ”Mr. Goodbar”, der indeholder dejlig karamel og lækre peanuts.
Men er Mr. Goodbars musik så lige så sukkersødt som en chokoladebar, eller er den fuld af mystik som en krimithriller fra 70’erne? Vi befinder os nok et sted midt i mellem.
På nummeret How Lonely Feel præsenteres vi for en stille melankolsk sang. Den er med på albummet ”For When I’m Gone”, og de to triste titler får straks en til at spørge sig selv, om Mr. Goodbar er ok? Måske har manglen på anerkendelse fra omverdenen allerede knækket ham? Hvis du læser det her, Mr. Goodbar, så giv lige en melding om din tilstand. Du skal vide, at du ikke længere er alene.
For det er slet ingen dårlig sang! Ikke sådan rigtig dårlig hvertfald. Den distortede guitar får det næsten til at lyde som en shoegazing-ballade, mens de klaverdrevne vers viser, at Mr. Goodbar har fat i noget rigtigt.
Man kunne godt savne, at den vildskab og passion – som albumcoveret så tydeligt viser, at Mr. Goodbar besidder – kunne komme lidt mere til udtryk på nummeret. Når Mr. Goodbar rammer tonerne skævt, bliver man næsten mindet om Lou Reed, så derfor skal der herfra lyde en opfordring til, at Mr. Goodbar tager ”a walk on the wild side.”
Why Not – Slamma Jam a Bim-Bam
Da undertegnede skribent i sin spæde ungdom gik på jagt efter ny musik på Nykøbing Falster musikbibliotek, var det altid cd’erne med fede bandnavne, der kom med hjem. Det er sådan, du lokker folk til at høre din musik – ved at have et fedt navn. En slags clickbait for musikelskere.
Hvad bandet Why Not mangler af kreativitet i deres bandnavn, må man sige, at de levere på sangenes titler. Her f.eks. Slamma Jam a Bim-Bam. Hvordan er et nummer med det navn ikke blevet et kæmpe hit?
Det spørgsmål er der faktisk et ret åbenlyst svar på. Det er ikke blevet et kæmpehit, fordi det er virkelig dårligt. Tilgengæld er det 10 minutter langt.
Men ok, de kalder det selv progressiv rock, så måske er denne anmelder bare ikke progressiv nok til at forstå de lidt, øh, vilde synthesizer solo’er.
Kasper Winding – Body To Body
Helt nede på bunden af musik, der aldrig er blevet hørt på Spotify, finder vi Danmarks helt egen Kasper Winding.
Kuk-kuk, Kasper Winding! Vi har lyttet til dit nummer Body To Body nu. Det er sgu da sådan lidt lækker Prince-agtigt. Her på Føljeton skal vi nok gøre alt, der står i vores magt for, at Body To Body kan blive titelsangen på en ny tv-serie. Så kan den blive lige så populær, som Sjæl i Flammer blev, efter den havde været med i 80’er serien ”Een gang strømer…”
Vi har din ryg, Kasper!