Man kan sagtens tillade sig at være vred eller forarget – det er såmænd helt på sin plads – men den seneste uges cirkus vedrørende Facebooks lemfældige omgang med 50 millioner brugeres personlige data (og datasæt om 57 milliarder Facebook-‘venskaber‘), bør ikke komme bag på nogen.
Allerede I 1973, årtier inden de sociale medier vandt indpas i alverdens hjem, lavede den kendte amerikanske kunstner Richard Serra (f.1938) sammen med kollegaen Carlota Fay Schoolman en syv minutter lang video, Television delivers People, som var en kritik af massemediernes og popkulturens måde at skabe kontrol over forbrugerne på. Der sker ikke så forfærdeligt meget i Television delivers People – man hører bare noget elevatormuzak, mens en række statements ruller op over en blå baggrund. Et af dem, faktisk det allerførste, lyder: ‘The Product of Television, Commercial Television, is the Audience’. Det er publikum, der er produktet.
Og for at opdatere udsagnet lidt: ‘Hvis produktet er gratis, så er det dig, der er produktet’. Man kan kalde det en pendant til udtrykket: ‘Hvis du ikke har opdaget idioten ved pokerbordet efter en halv time, så er det dig, der er idioten.” Eller ”dumb fucks”, som Facebooks stifter Mark Zuckerberg i 2004 selv kaldte de første 4.000 brugere, som åbenbart til hans egen overraskelse havde delt billeder og personlige data med ham på websitet.
Regulering er bedste
Zuckerbergs liv er sikkert mærkeligt nok i forvejen, men han må have haft en ubegribeligt crazy uge. Efter ikke at have givet lyd fra sig i fem dage – og mens hans firma i øvrigt oplevede et kursfald på 50 milliarder dollars – tog han onsdag en runde hos CNN, New York Times og Recode for at forklare sig, og selv om han må have brugt døgnene i sit flyverskjul på medietræning og forberedelse fremstod han rystet. Han sagde, at han var åben over for at vidne i Kongressen og for, at Facebook kunne blive underlagt regulering. ”Jeg er ikke sikker på, at vi ikke burde blive reguleret,” sagde han helt præcist til CNN. ”Der er ting som annonceringsgennemsigtigsregulering, som jeg meget gerne ser ske.”
Til Recode udtalte han noget, han ikke har sagt før, nemlig at han ”fundamentalt” føler sig ”ukomfortabel ved at sidde her i Californien på et kontor og og laver indholdspolitik for folk over hele verden”. Stakkels fyr! Og han fortsatte, så det næsten blev helt bibelsk: ”Jeg mener – hvem har valgt mig til at være den person, der skal gøre det?” Det må jo være de sociale mediers almægtige Gud.
I Danmark er der stor fokus på datavirksomheden Cambridge Analyticas metoder, og i går bragte fagbladet Ingeniøren en artikel om, at politiske partier i Danmark ‘mørklægger brugen af Facebook-data om vælgerne’. Flere partier, blandt andet Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti undlader at svare på, om de har været i kontakt med Cambridge Analytica, eller om de laver såkaldt microtargeting mod enkelte vælgere. Svaret på det første spørgsmål er, at det sådan set er ligegyldigt, og svaret på det andet er, at selvfølgelig gør de det – ligesom alle mulige andre virksomheder. Det er det, vi oplever, når for eksempel onlinetøjbutikken Zalando forfølger en rundt på nettet med det par bukser, som man muligvis allerede har købt.
Det store spørgsmål er nu, om man skal hoppe med på #DeleteFacebook-bølgen. Skal man sige tak for nu? Det er ikke så svært at lukke sin Facebook-konto, som man hører fra folk, og ifølge analysebureauet eMarketer ventes to millioner brugere under 25 år at stoppe med at bruge Facebook i 2018 – og det var før den igangværende skandale. Men mange har en stor del af deres sociale liv på Facebook. Hvad med alle fødselsdagshilsnerne? Måske er det at stikke halen mellem benene, og hvem ønsker at gøre sig skyldig i det? Så er det bedre at kræve, at Facebook bliver gennemreguleret. /Oliver Stilling