30.000.000.000 kr. på spil i luftkrigen over Danmark

De ved godt selv, at vinderchancerne er små. For Lockheed Martins F-35 Lightning II er favorit til at blive Danmarks næste kampfly. Men hvis det lykkes Boeing eller Eurofighter at trække sejren hjem, vil det give genlyd over hele verden og give et tiltrængt boost til ordrebogen for den ene af de to aldrende outsidere.

Her i den tredje historie i føljetonen om Danmarks indkøb af nye kampfly, skal vi møde Boeings F-18 Super Hornet og Eurofighter Typhoon-flyet. Vi skal også stifte bekendtskab med en lille svensker, der stak halen mellem benene for to år siden, og en franskmand, der fra starten takkede nej til overhovedet at deltage i kampen om at levere nye kampfly til Danmark.

Dogfighter

Når Tyskland eller Storbritannien sender kampfly på vingerne for at håndhæve deres suverænitet overfor russiske bombefly på vej ned over Østersøen eller Nordsøen, så er det potente to-moterede Eurofighter Typhoon-kampfly, som russerne møder. Flyet er nemlig fra starten bygget som en aggressiv og kraftfuld ‘dogfighter’, der kan tage kampen op mod fjendens fly i et klassisk luftslag.

Med hele 13 våbenstationer under vingerne og kroppen, kan det lastes godt op med både luft-til-luft missiler, luft-til-jord bomber, sensorer og eksterne brændstoftanke. Og de to motorer har ingen problemer med at sparke selv et fuldt lastet fly effektivt afsted. Det fælleseuropæiske fly fløj første gang i 1994, men blev først indsat i operativ tjeneste hos tyskerne i 2003. I dag flyver det for de fire lande bag projektet; Tyskland, Storbritannien, Spanien og Italien, samt Østrig og Saudi-Arabien.

100 små radarer

Eurofighteren blev oprindeligt primært udviklet til luftkamp, mens tyskerne, briterne og italienerne lod andre fly tage sig af bombeangreb mod mål på jorden. I de senere år er man dog gået i gang med at udvikle Eurofighteren til også at kunne kaste bomber og affyre krydsermissiler. Det kan den et stykke henad vejen nu, men der er stadig et stykke vej før flyet er et hundrede procent multirole-fly i stil med Danmarks nuværende F-16 fly og de andre fly i den danske konkurrence.

Radaren i flyets næse er et andet punkt, hvor Eurofighteren halter efter F-35 og F-18. Det europæiske kampfly har en radar, men det er ikke en såkaldt AESA-radar. Sådan en har kun F-35 og F-18. En AESA-radar er populært sagt flere hundrede små radarer samlet i én radar. Det gør det muligt at følge mange mål på samme tid.

Den amerikanske regering har modsat sig at den amerikanske radarproducent Raytheon sælger AESA-radarer til Eurofighter. At have AESA-radar er en konkurrencefordel, som amerikanerne ikke ønsker at forære væk. Derfor har Eurofighter sammen med et skotsk firma selv måtte udvikle en AESA-radar. Og det er ikke lige nemt. De mange små radarer udvikler nemlig rigtig meget varme. Der er derfor et stort behov for køling. Og den køling skal produceres af flyets motorer.

Slagmark i Mellemøsten

Eurofighteren er bygget i mere end 500 eksemplarer, og der er da også stadig ordrer i bogen. Men de europæiske partnerlandes opbakning er svigtende. Mellemøsten er derfor blevet Eurofighter-sælgernes foretrukne slagmark. Oman er da også allerede landet som kommende køber af flyet, mens man stadig mangler at lukke en handel med Kuwait helt.

Et enkelt europæisk land er dog stadig på Eurofighter-sælgernes radar, og det er Danmark. Det har vi dog ikke hele tiden været i de mere end 10 år, som den danske kampflykonkurrence har stået på. Eurofighteren var med, da Danmark skød kampflyindkøbet i gang i august 2005 ved at udbede sig informationer om »varerne på hylderne« hos fire kampflyproducenter. Eurofighter-konsortiet svarede venligt tilbage med informationer om Typhoon-kampflyet, som danskerne gik i gang med at se nærmere på. Men i december 2007 skete der pludselig noget i Norge, som fik konsekvenser i Danmark.

https://www.youtube.com/watch?v=99Xbvjnpjp4

Exit Eurofighter

Danmark og Norge købte F-16 flyene sammen i 1970’erne og kørte i nullerne parallelle forløb med henblik på at anskaffe nye kampfly til at afløse F-16. Eurofighter var med i kapløbene i begge lande. Men i december 2007 fik Eurofighter imidlertid nok af den måde tingene foregik på i Norge. Ligesom Danmark, så er Norge partnerland i udviklingen af F-35 kampflyet. Og det betød – ifølge Eurofighter – at Norge favoriserede F-35, og at der reelt ikke var tale om en fair konkurrence.

Derfor trak Eurofighter kort før jul 2007 sig ud af den norske konkurrence. Og da det ville virke utroværdigt at trække sig ud af en konkurrence i ét F-35 partnerland og ikke i et andet F-35 partnerland, så forlod Eurofighter samtidig den danske konkurrence.

Den beslutning fortrød man dog sidenhen. Ikke mindst da det danske kampflyindkøb blev sat på pause og Boeing formåede at positionere sig med F-18F Super Hornet, der minder meget om Eurofighteren. Da kampflyindkøbet var sat på pause fra marts 2010 til marts 2013 arbejdede Eurofighter derfor intenst i kulisserne for at få lov til at genindtræde i konkurrencen. Der var nemlig stadig en vis utilfredshed i det danske system med flyets exit i 2007.

Tilbage i kampen

Da daværende forsvarsminister Nick Hækkerup i marts 2013 besluttede at sætte gang i arbejdet igen med at evaluere kampflyene, så fik Eurofighter lov til at komme tilbage. Arbejdet med at evaluere kandidaterne blev organiseret på en ny måde og nye informationer skulle indsamles og analyseres. Derfor passede det fint, at lade Eurofighter komme ind i varmen igen.

Det mere end fem år lange fravær fra den danske konkurrence gjorde dog, at Eurofighter havde meget de skulle indhente. Ikke kun med hensyn til aftaler med danske forsvarsvirksomheder. Men også i forhold til offentligheden og medierne. Rigide interne processer hos Eurofighter-konsortiets største medlem, Airbus, gjorde dog, at man først for alvor fik gang i kampagneapparatet i foråret og sommeren 2014. Men så fik den også fuld afterburner med flysimulator på Højbro Plads i København – kun et stenkast fra Christiansborg – samt arrangementer på Folkemødet på Bornholm og tyske Eurofightere til airshow i Karup.

Europæisk samarbejde

Eurofighters sælgere og deres danske public affairs-rådgivere begyndte at løbe politikere og andre centrale stakeholdere på dørene med budskabet om hvad det europæiske alternativ kunne tilbyde. Samtidig drog de hele Danmark rundt for at finde danske forsvarsvirksomheder, som man kunne lave hensigtserklæringer med. For hvis Eurofighter eller Boeing vinder kampflykonkurrencen, så skal de placere ordrer hos danske forsvarsvirksomheder for det samme beløb, som vi køber kampfly for.

Airbus er storebror blandt de tre europæiske flyvirksomheder i Eurofighter-konsortiet. Et dansk køb af Eurofightere vil give et tættere samarbejde mellem dansk forsvars- og flyindustri og Europas største flyproducent med både kampfly, helikoptere, droner, satellitter og ikke mindst passagerfly i porteføljen. Da Danmark historisk primært har købt flyvende isenkram i USA, så er der i dag meget lidt samarbejde mellem danske virksomheder og Airbus. Men det ville et Eurofighter-køb kunne lave om på. Og får man som dansk virksomhed Airbus’ blå stempel som underleverandør, så kan man potentielt komme til at levere dele til både militære og kommercielle fly.

Mejslet i sten

Eurofighter er dog ikke ene om titlen som outsider i den danske kampflykonkurrence. Den deler flyet nemlig med Boeings F-18F Super Hornet. Den største og mest robuste deltager i konkurrencen slår til daglig sine folder på de syv verdenshave og ”Down Under”. Flyet bliver nemlig brugt på de amerikanske hangarskibe samt af Australien.

Hvis Danmark vælger Super Hornet, så har vi en stor bruger i form af US Navy i ryggen. Ulempen er blot, at US Navy sjældent har fly på vores breddegrader. Det samme gælder for det kongelige australske flyvevåben. Så når det kommer til samarbejde om træning, vedligeholde og lignende, så vil der være tale om et langdistanceforhold. Tilgengæld får vi et fly, hvor anskaffelsespris og driftsomkostninger nærmest er mejslet ud i sten, da flyet har mange tusinde flyvetimer i bogen i især US Navys tjeneste.

F-18F Super Hornet fløj første gang i 1995. Boeing har netop lanceret en palette af opraderingsmuligheder, men det ændrer ikke ved, at flyets grundlæggende design har mange år på bagen. Det minder på den måde meget om Eurofighteren. Super Hornet har dog to helt klare fordele. For det første er det amerikansk. Og for det andet har flyet allerede den AESA-radar, som Eurofighter ihærdigt arbejder på at få.

På bagsædet

Danmark har valgt at se nærmere på den to-sædede F-version af Super Hornet, da man mener, at bagerste mand vil kunne give nogle nye operative muligheder. Det vil blandt andet gøre det nemmere for piloten at koncentrere sig om at flyve flyet og forsvare det mod fjendtlige fly. I mellemtiden kan våbensystemoperatøren på bagsædet bruge energien på at bekæmpe mål på jorden eller yde luftstøtte til egne soldater på jorden. I dag bruger Danmark kun sine to-sædede F-16 fly til træning og har ingen våbensystemoperatører.

Hvis Danmark vælger Super Hornet, så skal vi have ansat og uddannet en hel ny gruppe af medarbejdere, ligesom hele vores måde at operere på skal laves om og tilpasses et andet koncept. I et forsvar og et samfund med knappe ressourcer kan man med rette spørge sig selv, om det giver mening at købe ny teknologi, som kræver flere ansatte end ens nuværende setup.

Genlyd i hele verden

Det aldrende Super Hornet-fly og dets producent kæmper hårdt på alle fronter for at positionere flyet i bevidstheden hos os danskere. Siden 2008 har Boeing brugt et trecifret millionbeløb på at føre kampagne i Danmark. De har sågar haft fly fløjet ind fra USA hele fire gange.

At Boeing spenderer millioner af kroner på en kamp om at sælge under 30 kampfly til lille Danmark kan umiddelbart virke underligt. Men det skyldes, at det vil give genlyd over hele verden, hvis Boeings F-18 Super Hornet-fly kan slå rivalen Lockheed Martins F-35 i et land, som har været partner i F-35 projektet i knap 20 år.

https://www.youtube.com/watch?v=9qcOxqk9JHc

Nyt liv

Boeing var ikke med i den danske kampflykonkurrence fra starten i 2005, men kom ind i sidste øjeblik i 2008. Dengang stod man for at skulle vælge fly i 2009. Det blev som bekendt ikke til noget og nu er det såkaldte typevalg forventet senere i år.

Det vil stille Super Hornet hele anderledes i de kommende kampflykonkurrencer i Belgien, Finland og Canada samt holde Super Hornet-produktionslinjen åben et par år mere, hvis man kan vinde i Danmark. En kørende produktionslinje er nemlig et ”must”, hvis man stadig skal have en chance for at sælge kampfly rundt omkring i verden. En dansk ordre vil give nyt liv til Super Hornet-produktionen, som lige nu står til at ophøre i slutningen af næste år.

10.000 arbejdspladser

Boeing ved godt, at de ikke har det mest moderne fly. Men så har de en anden ting, som de dygtigt malker og får så meget som muligt ud af. Det er Boeing-navnet. Igen og igen underskriver Boeing og danske virksomheder hensigtserklæringer om, at hvis Danmark vælger Boeing og Super Hornet, så vil parterne se på alskens samarbejde og dansk underleverandørarbejde for Boeing. Flyproducenten fik i 2014 et konsulentfirma til at regne sig frem til, at et dansk makkerskab med Boeing ville kunne skabe ikke mindre end 10.000 danske arbejdspladser.

Indtil Danmark vælger Super Hornet, så er det dog kun fugle på taget. Men Boeing er god til at slå på tromme for sine egne herligheder og give medier og offentlighed indtryk af, at de er førsteudfordrer til F-35 – selvom flere iagttagere er af en anden opfattelse.

‘The friendly fighter’

F-35, Eurofighter og Super Hornet er med i opløbet om at blive Danmarks næste kampfly. Men indtil for bare halvandet år siden havde konkurrencen faktisk en fjerde deltager. Den havde været med fra starten i 2005 og var lidt af en kæledægge hos mange. Det var det svenske Gripen-kampfly, som våbenproducenten SAAB tilbød Danmark den seneste version af.

Præmissen om at det lille svenske kampfly var det billigste, var bredt accepteret. Og med den seneste E-version havde Danmark fået et multirole-fly, der var up-to-date og nemt at vedligeholde og drifte. Problemet var imidlertid, at ingen af Danmarks nærmeste allierede havde købt flyet. De to NATO-lande Ungarn og Tjekkiet har leaset en ældre version af Gripen hos det svenske flyvevåben. Men den nyeste version, som Danmark blev tilbudt, er indtil videre kun solgt til Brasilien.

Schweiz købte oprindeligt også Gripen-fly. Schweizerne ville imidlertid ikke stå tilbage som eneste europæiske kunde og betale hele regningen til opdateringer. Derfor tvang man Sverige selv til også at købe flyet. Sidenhen gik det schweiziske køb i vasken, da de schweiziske vælgere ved en folkeafstemning valgte at forkaste beslutningen om køb af 22 Gripen E-fly. Så nu står Sverige tilbage som køber af landets eget fly sammen med Brasilien.

Trække sig ud

Den 21. juli 2014 skulle kampflyproducenterne aflevere svar på de omkring 950 spørgsmål om deres fly, som det danske kampflykontor under Forsvarsministeriet havde stillet godt tre måneder tidligere. Mens Boeing, Eurofighter-konsortiet og Lockheed Martin afleverede flere tusinde sider med alle tænkelige oplysninger om deres fly, så valgte SAAB og den svenske stats forsvarseksportmyndighed at sende et to sider langt brev til daværende forsvarsminister Nicolai Wammen. I brevet forklarede svenskerne, at de havde valgt at trække sig ud af den danske konkurrence.

SAAB og forsvarseksportmyndigheden angav ingen konkret begrundelse for at forlade konkurrencen. Men ifølge kilder var man blandt andet utilfreds med de krav til samarbejde med dansk forsvarsindustri, som var opstillet af danskerne. Krav, som klart favoriserede Lockheed Martin og F-35.

Non, merci

Danmarks dobbeltrolle som F-35 partnerland og afholder af en kampflykonkurrence med F-35 som deltager, har gennem alle årene skabt debat. Faktisk fik det en franskmand til helt at lade være med at møde op til start i 2005. For mens Eurofighter og SAAB trak sig ud af den danske konkurrence undervejs, så valgte franske Dassault helt fra starten at takke nej til at deltage. Og ligesom det formentlig var tilfældet med Eurofighter og Gripen, så var det netop Danmarks dobbeltrolle, der fik Dassault til at sige ”Non, merci” fra start. Det lagde Dassault ikke skjul på dengang i 2005, ligesom man gentog budskabet i 2011, da Eurofighter begyndte at røre på sig og sondere terrænet for at komme tilbage i konkurrencen. Det ønskede havde man bestemt ikke hos Dassault. Her var man godt tilfreds med ikke at bruge ressourcer på en konkurrence, som efter franskmændenes opfattelse er afgjort på forhånd.

Er konkurrencen afgjort på forhånd? Der er ingen tvivl om at F-35 er favorit. Men ingen ting er som bekendt afgjort før den fede dame har sunget. Heller ikke valg af nye kampfly. Hvis politikerne bliver nervøse for at F-35 bliver det flyvende IC4-tog, så har Super Hornet eller Eurofighter en chance. For alle tre kandidater kan flyve, skyde og kaste bomber.

I næste historie i kampflyføljetonen skal vi se nærmere på de tricks og kneb som de internationale våbenproducenter bruger, når der skal køres kampagne overfor ikke bare politikere, men også over for hr. og fru Danmark.