”Jeg føler mig trængt op i en krog, og jeg aner ikke, hvornår det er slut, og hvornår jeg får min værdighed igen”

Hver anden dansker uden et arbejde føler sig stresset. Det afslører tallene fra Den Nationale Sundhedsprofil 2017, hvor mere end 180.000 danskere svarer på spørgsmål om deres ve og vel. Forleden beskrev Føljeton, hvordan det især er de borgere, som er syge og ikke ved, hvornår og om de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, der lever med en konstant stressfaktor.

Ifølge praktiserende læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin Anders Beich er det uvisheden og sanktioner fra jobcentret, der resulterer i den store mængde stress. Ofte bliver sagerne på jobcentret trukket i langdrag og kastet fra den ene sagsbehandler til den anden, så det til sidst er umuligt for borgeren at vide, om man er købt eller solgt.

I Facebook-gruppen ‘Jobcentrets ofre’ er der knap 12.000 medlemmer. Det er en blandet skare af folk, men fælles for dem alle er, at de føler sig fanget i og svigtet af systemet – og langt størstedelen af gruppens medlemmer føler sig stressede på grund af deres situation. To af dem fortæller her deres oplevelse med at være syg borger fanget i jobcentrets jungle.

Heidi Petersen, 39 år. Tidl. selvstændig

Sygemeldt på femte år med behov for fleksjob. Venter på afklaring i sin sag.

”I de perioder, hvor jeg er meget i kontakt med jobcentret, har jeg hjertebanken, flimmer for øjnene og mareridt om natten. Jeg går hele tiden og tænker på, om jeg kan blive boende i den by, jeg bor i, eller om jeg skal rykke min tilværelse op ved rode og flytte til en anden kommune, hvor der måske bevilges flere fleksjob. Jeg oplever, at jeg mangler en basal retssikkerhed, og det stresser mig utrolig meget. Hvis jeg har været til møde med en sagsbehandler, og jeg føler, der er blevet lagt ord i munden på mig, eller en sagsbehandler skriver noget andet, end det der er foregået til mødet, så har jeg ingen rettigheder, og det er dybt frustrerende.”

”Jeg føler mig trængt op i en krog, og jeg aner ikke, hvornår det er slut, og hvornår jeg får min værdighed igen. Jeg føler mig dehumaniseret, når sagsbehandlere læner sig tilbage i kontorstolen og fortæller mig, at der ikke er noget galt med mig, og at jeg da bare kan gå på arbejde. Der er hele tiden den der mistillid, og jeg føler mig talt ned til og ydmyget. Jeg ved, at Borgerrepræsentationen (i Københavns kommune, red.) enstemmigt har vedtaget, at man skal møde borgerne med en dialog, der baserer sig på respekt og tillid, men det er meget langt fra det, jeg oplever.”

”Jeg tvivler ikke på mine egne egenskaber. Jeg ved, at jeg er dygtig til det, jeg laver – eller det jeg plejede at lave – men jeg har en krop, der sætter nogle begrænsninger. Det gør mig komplet magtesløs og udmattet af stress, fordi jeg føler, at ligegyldigt hvad jeg gør eller siger, så kan det blive brugt imod mig og dermed være endnu en stopklods i min sag. De sidste fem år har jeg været afklaret med, hvad jeg ville, og jeg har haft en virksomhed, der ville ansætte mig, men kommunen sætter en stopper for forløbet. Der mangler alvorlig talt noget sund fornuft i hele det her system.”

Lissy Mikkelsen, 51 år. Tidligere sagsbehandler og jobkonsulent

Sygemeldt i halvandet år, og har siden september været i et jobafklaringsforløb, der skal vurdere, om hun kan blive tildelt fleksjob.

”Modsat mange andre i systemet så har jeg den fordel, at jeg gennem mit tidligere job kender loven, og jeg ved, hvor jeg skal finde reglerne. Jeg har mange kontakter og gode kollegaer, som er socialrådgivere eller på anden vis arbejder i det system, og det er til min fordel, fordi jeg ved, hvor jeg skal hente oplysninger om min sag, så jeg hele tiden kan forsøge at være et skridt foran jobcentret. Jeg kan klage over de afgørelser, de træffer, fordi jeg kan bruge loven og paragrafferne, men det stresser mig, at jeg hele tiden skal argumentere for alt, hvad jeg foretager mig.”

”Jeg føler mig jagtet af systemet. Jeg får det ene afslag på det andet, og jeg kan ikke gøre noget for at lette processen, det føles, som om hele mit liv ligger i hænderne på en sagsbehandler. Jeg kan mærke, at jeg er presset til det yderste. Jeg har fået stressudløst psoriasis, jeg husker ikke ret godt, og jeg har tinnitus. Jeg har problemer med at sove, og jeg bekymrer mig hele tiden om, hvordan fremtiden kommer til at se ud.Jeg kan ikke undgå at få følelsen af, at jeg selv er skyld i min situation, selv om jeg godt ved, at jeg ikke kan gøre for, at jeg er syg. Man bliver hele tiden banket oven i hovedet og får fortalt, at man ikke gør tingene rigtigt, og så bliver man sendt fra den ene jobprøvning til den anden, og det er virkelig svært at finde hoved og hale i. Når jeg bliver kastet rundt fra sagsbehandler til sagsbehandler, så kan jeg ikke undgå at få følelsen af, at jeg ikke dur til noget, og at det er derfor, jeg er havnet her. Jeg kan godt have dage, hvor jeg har ondt af mig selv, men så siger jeg til mig selv: ‘Nu gør du noget, du tager du dig sammen.’ Jeg vil ikke være ynkelig.”