REFILE - ADDING CITY North Korean leader Kim Jong Un shakes hands with Chinese President Xi Jinping, as he paid an unofficial visit to Beijing, China, in this undated photo released by North Korea's Korean Central News Agency (KCNA) in Pyongyang March 28, 2018. KCNA/via Reuters ATTENTION EDITORS - THIS IMAGE WAS PROVIDED BY A THIRD PARTY. REUTERS IS UNABLE TO INDEPENDENTLY VERIFY THIS IMAGE.NO THIRD PARTY SALES. NOT FOR USE BY REUTERS THIRD PARTY DISTRIBUTORS. SOUTH KOREA OUT.NO COMMERCIAL OR EDITORIAL SALES IN SOUTH KOREA.
For få timer siden blev et allerede historisk brev afsendt: ”Efter jeg med succes har gennemført mit første besøg til Kina, vores tætte naboland, og er vendt hjem, vil jeg udtrykke min store taknemmelighed over for jer, den centrale Beijing-regering og Kinas befolkning, for jeres hjertevarme gæstfrihed”.
Afsenderen af brevet er Kim Jong-un. Han fortsætter: ”Vores første møde kom på et kritisk tidspunkt, hvor de to socialistiske nationer begynder på en rejse mod ny forbedring. Dette vil være en milepæl i udviklingen af det traditionel tætte forhold mellem Nordkorea og Kina, så det kommer til bedre at passe til kravene i den nye æra.”
En egentlig ny æra er der dog ikke tale om. Snarere en tilbagevenden til en mere forudsigelig verden. Søndag ankom han i et mystisk grønt tog til Beijing. Han ankom som en verdensmand in spe, der var hastigt på vej til at indtage den globale scene, ja, i egen selvopfattelse vel næsten som en ligemand til USA’s præsident Donald Trump.
Men i nat rejse han ydmyget hjem til Pyongyang som en stikirend-dreng for det kinesiske regime anført af den kinesiske evighedspræsident Xi Jinping.
Den nye Xi-doktrin
Efter en spektakulær periode med alverdens opmærksomhed er Nordkoreas lille leder Kim Jong-un blevet skåret ned i størrelse. Budskabet var nemlig ikke til at tage fejl af, da det kinesiske stats-tv sendte billederne ud: Hvad der kan og skal ske på den koreanske halvø bestemmes nu og i fremtiden i Beijing og absolut ikke i Washington.
Det grønne tog er sagnomspundet. Kim Jong-uns far, Kim Jong-il, fik i sin tid bygget seks luksus-tog til sig selv og en eksklusiv jernbanelinje med 19 stationer, som alene var forbeholdt ham selv. Erfarne tog-spottere mener at vide, at netop det grønne tog, som Kim Jong-un ankom til Bejing i forleden, var det præcis samme, som da faren begav sig ud på samme tur tilbage i 2011.
Historien gentager sig: Nordkorea, som officielt hedder Den Demokratiske Folkerepublik Korea, er endnu engang blevet mindet om, at det lukkede land reelt er en gammelkommunistisk vasalstat, der er underlagt magthaverne i Beijing. I det geopolitiske spil – altså det storpolitiske magtspil, hvor personer kommer og går, men geografien består – hører Nordkorea til den kinesiske interessesfære.
Nordkorea er en del af Kinas magtsfære, på samme måde som f.eks. Grønland har tilhørt den amerikanske interessesfære siden præsident James Monroe. I 1823 formulerede han den såkaldte ‘Monroe-doktrin’, som definerer, at Nord- og Sydamerika skal være fri for indblanding udefra, dengang fra europæisk koloni-indblanding.
I de seneste dage er en ny Xi-doktrin blevet kommunikeret til alle dem, der fortsat skulle være i tvivl: Syd- og Østasien skal være fri for indblanding udefra, altså fri fra indblanding fra alle andre end den 64-årige Xi Jinping og hans håndgangne mænd.
I det internationale diplomat-sprogbrug taler man sjældent om stater og stort set aldrig om regeringschefer. I de hemmeligheds-stemplede depecher, der hjemsendes fra ambassader og efterretningsofficerer ude i marken, omtales i stedet hovedstæderne – som en form for magtbrikker, der rykker rundt i et flerdimensionelt skakspil: Beijing, Washington, Pyongyang, Moskva og Tokyo.
Kina er stort igen
I løbet af de seneste døgn har Beijing pludselig vokset sig endnu større, igen, og Washington er skrumpet betydeligt. Den amerikanske drøm var ellers anderledes. Uden at have rådført sig med sine egne rådgiverne meddelte USA’s præsident, 71-årige Donald Trump, for få uger siden, at han vil mødes direkte med formanden for Koreas Arbejderparti, 34-årige Kim Jong-un.
I en tid, hvor Trump netop har pålagt straftold på kinesisk stål og aluminium, ville han bevise, at han også egenhændigt kunne overtale nordkoreanerne til at droppe atomvåben. Med sin impuls til uberegnelige og kaotiske handlinger havde Trump håbet, at han kunne kortslutte det hidtidige magtspil i Asien.
Trump drømmer åbent om, at han som garvet forhandler kan ændre spillereglerne i international politik, ligesom han selv forestiller sig, at han har ændret dynamikkerne i amerikansk politik. Men kineserne virker til at være iskolde og grundigt forberedt på alle tilfældigheder og eventualiteter.
For kineserne handler storpolitik nemlig ikke om hverken reality-tv, personpsykologi eller showmanship, men om krudt, kugler og kontanter. Og budskabet fra Beijing virker til at være sivet ind. Brevet fra Kim Jong-un slutter i hvert fald demonstrativt underdanigt:
”Jeg er tilfreds med, at vi blev enige om de emner, som interesserer os begge, og relationerne mellem Nordkorea og Kina, som vi har arvet fra vores revolutionære forfædre, vil fortsat styrkes og forbedres for at opfylde vores gensidige interesser. Jeg ønsker mit broderland Kina stor succes under ledelsen af kommunistpartiets centralkomite, som De udgør kernen i, og godt helbred”.
Den kinesiske præsident Xi Jinping har anskueliggjort, at han i magt og vælde er større end Donald Trump. Og hvad endnu vigtigere er: Alle ved, at Xi Jinping kommer til at regere, når ‘The Donald’ for længst er forsvundet fra medierne. Trump kan være væk om to år, mens Xi Jinping kan styre Beijing også om 20 år, og alene derfor lytter nordkoreanere, sydkoreanere og japanerne til kemiteknikeren fra Fuping: Efter Monroe-doktrinen fra 1823 kommer nu Xi-doktrinen her fra marts 2018: Det 21. århundredes nyklassiske magtlogik. Godt helbred! /Lars Trier Mogensen