Nyhedsanalysen
Lad kvinderne skrive forfatningerne
Lad kvinderne skrive forfatningerne
Skal kvinder deltage i udarbejdelsen af forfatninger? Ja, for pokker! Og da langt hellere kvinder end mænd. Lad os få nogle flere Founding Mothers. I Foreign Policy argumenterer Marie O’Reilly fra organisationen Inclusive Security for, at deltagelse af kvinder skaber bedre forfatninger. Fra 1990 til 2015 har 75 lande undergået væsentlige forfatningsmæssige forandringer i kølvandet på konflikter og uroligheder, skriver hun. Men i arbejdet med at udfærdige forfatningerne er der igen og igen én gruppe, som mangler: kvinderne. Når forfatningen udfærdiges på ryggen af en konflikt er kun en ud af fem forfatningsskrivere en kvinde. ”I otte case-studier fandt vi, at når kvinder deltager i de konstitutionelle processer, så skubber de konsekvent på for bestemmelser for mere retfærdige og inkluderende samfund,” skriver O’Reilly og nævner Rwanda som præmieeksempel: Efter folkedrabet i 1994 arbejdede kvinder i landets nedsatte forfatningskommission sammen med kvinder i civilsamfundet på at sikre, at der der blev fastsat en kvindekvote på 30 procent i alle beslutningstagende organer, og i dag, hvor der er fred og fordragelighed, har Rwanda verdens højeste rate af kvinder i parlamentet. ”Et tidligere studie af 58 konfliktramte stater mellem 1980 og 2003 publiceret i journalen Civil Wars nåede frem til, at kvinders parlamentariske tilstedeværelse reducerer risikoen for, at et land ryger tilbage i krig, betragteligt,” lyder det fra Marie O’Reilly. Find hele rapporten om kvinder og forfatninger her hos Inclusive Security.