Pavens guddommelige komedie

Hvis man er stærkt troende kristen og måske endda ligefrem også katolik, så er påsken principielt hændervridende og stressende nok, som den er; den aller aller sidste nadver om torsdagen, Judas, der opfører sig som en rigtig Quisling, korsfæstelsen på Golgata om fredagen, Jesu mystiske forsvinden om søndagen osv. Nej, det er et bjerglandskab af følelser og ikke for folk med sarte nerver. Hvis dramaturgien ikke allerede var taget, kunne det være plottet i en ret spændende roman i fantasygenren.

Forleden bidrog den 81-årige pave Frans til påskespændingen, da han i det italienske dagblad La Repubblica blev citeret for, at Helvede ikke eksisterer. ”De bliver ikke straffet,” sagde han om folk, der har begået alvorlige synder. ”De, der lader sig omvende, modtager Guds tilgivelse og indtager deres plads blandt dem, der overvejer ham, men de, der ikke lader sig omvende og ikke kan tilgives, forsvinder. Et Helvede eksisterer ikke, syndende sjæle forsvinder.”

Mere end det fyldte Helvedes nyslåede ikke-eksistens ikke, men flere medier mente at vide, at citatet straks skabte totalpanik i Vatikanet. Katolicisme uden Helvede er som candyfloss uden sukker; det er en Titanic-agtig katastrofe – nej, større end Titanic. I løbet af kort tid, måske timer, og muligvis ved Vatikanets kommunikationsafdelings mellemkomst, kom historien dog pludselig til  blot at handle om noget så uskyldigt som presseetik. (Presseetik, det er sådan noget, gode journalister bare har, og dårlige journalister taler om uafladeligt.) Det var nemlig La Repubblicas grundlægger, den 93-årige Eugenio Scalfari, som havde forestået interviewet med paven, og han er kendt for hverken at bruge optager eller tage noter, når han interviewer. Og så er han ateist.

Sandhed og fejltagelser

Pave Frans har tidligere givet interviews til Eugenio Scalfari, og det er ikke første gang, at der efterfølgende er opstået uklarhed om, hvad han har sagt og ikke sagt, fordi Scalfari bagefter stykker samtalen sammen efter hukommelsen. Så da Vatikanet var ude at sige, at ”ingen citater fra artiklen bør opfattes som en sandfærdig transskription af den Hellige Faders ord”, svarede Scalfari ifølge New York Times fredag, at ”de har fuldstændig ret”: ”Dette er ikke interviews, dette er møder, jeg tager ikke noter. Det er en snak.” Han mente dog, at han hørte paven sige, at Helvede ikke eksisterer. Men som han tilføjede: ”Jeg kan også begå fejltagelser”.

Men hvis paven ved, at de interviews han giver til Scalfari, ender med at skabe forvirring, hvorfor gør han det så? Hvorfor overhovedet tale med en ateist? Man må gå ud fra, at han i Vatikanstaten er omgivet af klakører og rygklappere; det taler til hans ære, at han sætter sig ned og taler med en (ældre) person, der ikke deler hans verdenssyn. Det amerikanske medie Vox citerer en katolsk klummeskribent, Ross Douthat, for, at pave Frans måske bruger interviewene med Scalfari som en ”bagdør” til at udforskel og eventuelt også ‘lække’ uortodokse teologiske ideer, som han bagefter ikke behøver forholde sig til, fordi han kan dække sig ind under at være blevet fejlciteret.

Det er herlig, begavet underholdning. Ja, og med timingen er det på en måde næsten performancekunst. En guddommelig komedie. Det er sådan noget, der bringer folk sammen. Hvor er det dog egentlig påskeagtigt. /Oliver Stilling