Kære læser

Flyverdragter og filosofi i børnehøjde

Halehoj, så blev det atter lørdag – og tilmed den første af slagsen i april. Efter at vi kom over på den lyse side af H.C. Andersens fødselsdag (han ville være fyldt 213 år d. 2. april), er der sket noget, som vi efterhånden havde opgivet troen på: vejret er skiftet, og meteorologerne lover uhørt varme ”direkte fra Sahara” i weekenden. Det betyder, at vi simpelthen kan pakke flyverdragterne væk for resten af sæsonen.

Det gælder også hos Liberal Alliance. I dag afholder partiet landsmøde og tiårsjubilæum i København, og man må beundre udholdenheden, for det har godt nok været nogle temmelig rocky år med den selvudnævnte ”comeback kid” Anders Samuelsen ved roret. Tænk at de har kunnet holde sammen, give køb på så meget og holde sig selv ud samtidig. Det er sådan noget, man fejrer, og civile kræfter i partiet har formentlig også brugt ugen på at puste balloner op og rulle fadølsfastager, Hella Joof, Lars Seier Christensen og andre gæsetetalere ind i festsalen.

Men vanen tro forud for sådan et politisk landsmøde er der nogen, som kaster grus i maskineriet – pre festum, som de gamle romere kaldte det. Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk, og da eventuelle drukkenbolte i Liberal Alliances holder lav profil (i hvert fald udadtil), er det børnene – Liberal Alliances Ungdom – som er på banen.

”Vi skal tilbage til det, der gjorde os store,” udtaler Carl Andersen, der er landsformand for Liberal Alliances Ungdom, til Ritzau. Målt på mandater og medlemmer er Liberal Alliance hverken Venstre, Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet. Så ”store” er måske et lige lovligt stort ord. Med mindre selvfølgelig Carl Andersen mener ”store” i moralsk eller holdningsmæssig forstand (hvilket er lige så svært at forholde sig til som sølvpapirshatteteorier om ‘det syvende tårn’ og ‘chemtrails’). Under alle omstændigheder ønsker Carl Andersen Liberal Alliance ud af regeringen, fordi regeringsgrundlaget binder partiet på hænder og fødder, ”så vi ikke kan vise alle de varer, vi selv har på hylderne”, som han merkantilt formulerer det.

Den lille prins i Aarhus

Og nu vi taler om flyverdragter og varer på hylderne. Hvis man ser bort fra Moesgaard Museum og et kuperet byterræn har Aarhus endelig fået noget, som København ikke har: I dag åbner Aarhus Børnehøjskole, Danmarks første højskole for børn. Det er jo ikke, fordi der ikke findes fritidstilbud til børn og unge, men ideen om at tage de værdier, som den danske højskole repræsenterer, og omsætte dem til børnehøjde er genial. Som der står på den nye børnehøjskoles hjemmeside, er tanken, at børn – ”uanset hvem du er, eller hvad du tror på” – skal ”møde højskoletankerne om fællesskab, dannelse og værdighed”.

Noget af det bedste er, at børnehøjskolen også har filosofi på programmet for de 6-9-årige med afsæt i Antoine de Saint-Exupérys eventyr om Den lille prins: ”Gennem højtlæsning og filmvisning af eventyret Den lille prins vil vi gerne skabe et ånderum, hvor vi ikke skal leve op til præstationskulturens strenge krav, men bare være sammen, undre os sammen og stille tusindvis af filosofiske spørgsmål. Og hvem ved – måske finder vi svaret i hjertet? Vi kan lokke med ro, søde sager og stjernestøv.”

Hvis alle danske børn på den måde fik en dosis filosofi ind med modermælken, kunne vi nok blive sparet for meget. Liberal Alliance, for eksempel? /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12