Nyt fra Vestegnen: Sosserne slår tilbage

Der var engang, hvor danske politikere kunne opdeles i ‘strammere’ og ‘slappere’ – ‘pianister’ og ‘halalhippier’. Sådan er det ikke længere. Det såkaldte centrum-venstre virker til at være i dødskrampe, altså den ellers tilbagevendende alliance mellem de venstreorienterede og storbyhumanisterne, bundet sammen af sosserne. I disse dage begynder vi i stedet at se konturerne af et nyt samarbejde mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. For der er nyt fra Vestegnen.

Formandsskiftet hos Socialdemokraterne og folkevandringen op gennem Europa har vendt op og ned på det politiske landskab. Den nye S-formand, Mette Frederiksen, har overrasket ved at genopfriske den gammelhårde kurs, som de berømte Vestegnsborgmestre forsøgte at vinde ørenlyd for allerede tilbage i 1980’erne – lang tid før nogen overhovedet havde tænkt på Dansk Folkeparti. Dengang hvor bl.a. amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen (S) foreslog et loft på max. 5.000 flygtninge.

Det hævdes flittigt, at Socialdemokraterne har taget endnu et herresving til højre, og igen, primært af taktiske årsager, kopieret Dansk Folkeparti. Dét er på flere punkter ubestrideligt. Men opbruddet i dansk politik virker mere speget end som så. Og måske er det også lidt for dovent blot at reducere de i alt 2.735.006 vælgere – som ikke stemte på Alternativet, Radikale, SF og Enhedslisten ved valget i juni – til én samlet strømning?

Lokal eller global

I de seneste uger har Socialdemokraterne indtaget en position i udlændingedebatten, der bygger på forsøgsvise velfærdspolitiske argumenter, og derfor kan beskrives som, ja, socialdemokratisk. Og dermed er den gamle strammerfløj blevet spaltet i mindst tre forskellige fraktioner: 1) Dansk Folkepartis nationalkonservatisme, 2) Venstres nationalliberalisme, og 3) Socialdemokraternes kommunitarisme.

Kommunitarisme? Ja, det begreb vender jeg tilbage til.

Med 29 års forsinkelse er Socialdemokraterne på vej tilbage til den lokal-protektionistiske position, som først Svend Auken og senere Poul Nyrup Rasmussen følte tydeligt ubehag ved – og som Helle Thorning-Schmidt havde vanskeligt ved at sætte på socialdemokratisk formel. Den nye formand, Mette Frederiksen, der selv er valgt på den københavnske Vestegn, har let ved at prioritere mellem det lokale og det globale.

Ikke boliger nok

Om man bryder sig om det eller ej, er ‘strammefløjen’ i dag blevet så altdominerende, at debatten efterhånden koncentrerer sig om, hvordan og hvorfor der skal strammes. Og her er svarene begyndt at lyde forskellige, i hvert fald har de klare nuancer. Dansk Folkepartis kristenkonservative pointer er forslidt velkendte, og mens Venstres manøvre også er nogenlunde forudsigelige, vækker det opsigt, at Socialdemokraterne nu går forrest med forslag om bl.a. flygtningelandsbyer – som det sidst skete under den daværende socialdemokratisk indenrigsminister Birte Weiss i 1990’erne.

Det er langt fra tilfældigt, eller blot opportunistisk, når f.eks. S-gruppeformand, Henrik Sass Larsen, udtaler: »Vores analyse er, at alene den økonomiske konsekvens af det nuværende antal flygtninge og indvandrere inden for få år vil fortære al offentligt økonomisk råderum. Ikke-vestlige indvandrere er historisk svære at få integreret på arbejdsmarkedet, og det gælder også de syrere, der kommer hertil i disse tider. Desto flere, desto sværere, desto dyrere. Det er også vores analyse, at kommunerne snart vil segne under byrden af at huse de mange flygtninge. Der er helt lavpraktisk ikke boliger nok«.

Universel velfærd

Med Vestegnen som prisme har Socialdemokraterne i dag genopfundet et klassisk argument om, at den danske velfærdsmodel bygger på et sæt exceptionelle og universelle rettigheder, som alle borgere kan nyde efter behov – men som samtidig kræver, at folk også yder efter evne. Og her lyder den enkle logik nu: Hvis de forstadskommuner, som i forvejen bærer en stor del af den sociale forsørgerbyrde, igen skal finansiere udgifterne til tusindvis af asylansøgere, ja, så vil det uundgåeligt føre til yderligere velfærdsforringelser. De mest socialt sårbare vil mærke nedskæringerne først.

Som de tre socialdemokrater, Herlevs borgmester Thomas Gyldal, folketingsmedlem fra Amager Peter Hummelgaard Thomsen og tidl. rådgiver for overborgmester Ritt Bjerregaard, Kasper Fogh, skrev i forrige uge i en kronik, hvor de forsøger at give social bund til den nye, socialdemokratiske strammerkurs: »Hverken de europæiske befolkninger i almindelighed eller socialdemokrater i særdeleshed kan acceptere, at vi skaber et nyt pjalteproletariat med mellemøstlig baggrund i bunden af det europæiske arbejdsmarked, hvor vi i forvejen kæmper med en jobløs vækst, og hvor ufaglærte og unge er arbejdsløse. Vi har ikke brugt et århundrede på at opbygge harmoniske samfund præget af høj lighed for at afskaffe dem igen gennem ukontrolleret indvandring«.

https://www.youtube.com/watch?v=QVEeGXHT9a4

Tung ende nedad

I modsætning til Dansk Folkepartis forestilling om et lukket, kristent kulturfællesskab og Venstres håb om at kunne åbne selektivt for billige gæstearbejdere og højtuddannede specialister, for så at holde alle de besværlige ude, tegner de nye toner fra Socialdemokraterne i retning af en tredje vej, som muligvis fører nogenlunde samme sted hen, men som alene ved sin fremkomst bryder op i de vante forestillinger.

I de seneste 20-30 år har fordelingen af flygtninge – og siden hen af familiesammenførte – været geografisk skæv. Opgørelse efter opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at i forvejen socialt belastede kommuner, bl.a. på Vestegnen, med høje udgifter til bl.a. offentlige overførsler har løftet et uforholdsmæssigt større ansvar for at integrere nye medborgere. I forvejen er koncentrationen af indvandrere – og altså ikke flygtninge – ekstremt skæv.

I Ishøj er 30,3 pct. af befolkningen indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande, mens f.eks. Gentofte blot har 7,0 pct. borgere fra ikke-vestlige lande. Til sammenligning er gennemsnitsindkomsten i Gentofte næsten dobbelt så høj som i Ishøj: kr. 393.000,- pr. person nord for København, mod kr. 209.700,- mod vest. Eller med andre ord: Det har hidtil været de traditionelt set socialdemokratiske kommuner, der har måttet håndtere den primære integrationsudfordring, mens borgerligt sindede kommuner imens har kunnet sænke skatterne, frie for udgifter til integration.

Oprør i forstæderne

Interessant nok er de valgkredse i Sønderjylland, hvor Dansk Folkeparti fik op mod 30 pct. af stemmerne, også blandt de kommuner, hvor andelen af ikke-vestlige borgere er suverænt lavest i landet. I eksempelvis Vejen stemte 30,0 pct. på DF, mens blot 3,5 pct. af borgerne er af ikke-vestlige afstemning. Mønsteret er det samme i bl.a. Tønder, Aabenraa og Sønderborg.

Den sociale skævvridning er indtil videre kommet til udtryk i en voksende støtte til Dansk Folkeparti – som har trængt sig tættere og tættere ind på livet af de socialdemokratiske bykonger langs motorringvejene rundt om de største industribyer. Den socialdemokratiske top valgte i årevis ikke at lytte til de bekymringer, som de lokale folk gav udtryk for. Og frygtede at komme til at lyde som først Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti. Men derfor er det endt med, at Dansk Folkeparti har fået lov til at stå alene om at formulere svar på den tilstand, der opstår i de hårdest pressede kommuner, hvor hestene, når krybben er tom, bides om de samme velfærdskroner.

Som selv Politikens opinionsredaktør Per Michael Jespersen skriver: »Ingen andre steder er afstanden mellem top og bund mindre end i Danmark. Det ved man godt i bunden af samfundet. Derfor føler mange her sig truet af de forandringer, der kommer med globaliseringen og indvandringen. Med rette. For forandringerne vil næppe være til fordel for de svageste, som i øvrigt også er dem, der står ansigt til ansigt med de fremmede i boligområder og skoler«.

De indignerede

Som Mette Frederiksens ny-gamle kurs viser, så handler den lokale modvilje mod at tage flere flygtninge, og dernæst endnu flere familiesammenførte, ikke kun om kulturel chauvinisme, diskrimination og fremmedhad. Når det oplagt ser sådan ud i dag, skyldes det snarere, at Dansk Folkeparti har fået lov til at definere udlændingepolitikken alene. Spørgsmålet er dog: Har Socialdemokraterne så rent faktisk andet at byde på?

Mette Frederiksen har i første omgang vundet indignationen tilbage. Den vrede, der ulmer overalt i vælgerhavet i både Europa og USA, har hidtil været addresseret mest direkte af højrefløjen, og særligt Socialdemokraterne har været næsten opløst i lidenskabsløs teknokrat-snak. Nu forsøger Mette Frederiksen med en ny skarpere attitude: »Vores udlændingepolitik er gennemsyret af social indignation. Danmark har den samfundsmodel i verden, der uden sammenligning er bedst til at hjælpe de svageste. Den er skattefinansieret, og den er universel i den forstand, at hvis du først er inde, har du adgang til alt – fra folkebiblioteket over kontanthjælp til en tur på hospitalet. Min påstand er, at denne unikke velfærdsmodel ikke kan forenes med en åben udlændingepolitik«.

Flygtningelandsbyer

Andet skridt for den nye S-formand er et konkret løsningsforslag, der adresserer de påtrængende, økonomiske bekymringer, der hvirvler rundt ude i kommunerne – særligt efter Sverige har været nødt til at bruge mere end 3 procent af det samlede statsbudget på ekstraudgifter til asylansøgere i 2015. Forslaget om at etablere flygtningelandsbyer, som – i modsætning til den nuværende indkvartering af asylansøgere – skal finansieres af staten, støttes af bl.a. Dansk Røde Kors. Og hensigten fra Mette Frederiksens side er oplagt at forhindre lokale velfærdsbesparelser som følge af flere asylansøgere.

Efter de sædvanlige, parlamentariske skærmydsler på Christiansborg tegner forslaget om flygtningelandsbyer tilmed til at blive virkelighed, nu hvor Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har dannet fælles front mod V-regeringen, som oven i købet er kommet på kant med kommunerne, herunder flere Venstre-borgmestre, da finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) brovtende har afvist de lokale frustrationer som en »klagesang«.

Gennemslagskraften for Mette Frederiksens nye kurs viser sig symbolsk og håndgribeligt ved, at selv Hernings borgmester Lars Krarup går til angreb på Venstre-toppen, og dermed tyder udviklingen på, at Socialdemokraterne ikke kun vinder tabt terræn tilbage på Vestegnen, men måske også helt ovre i Det Vilde Vesten, i Vestjylland.

Ny-kommunitarisme

Socialdemokraternes nye kurs i udlændingedebatten er et klart brud med Det Radikale Venstre (og den tidligere alliance med Alternativet, SF og Enhedslisten), og ikke kun ved at ville begrænse antallet af asylansøgere yderligere, men først og fremmest ved at anlægge et socialt perspektiv på konsekvenserne af flere asylansøgere og familiesammenførte. Med sine definerende paroler om balancen mellem »rettigheder og pligter« er Mette Frederiksen ved at træde frem med et projekt, der bedst kan beskrives som kommunitaristisk, altså som et lokalt forankret fælleskabsprojekt, hvor sammenhængskraften udleves i nærsamfundet. Kommunitarismen kan kaldes en afart af socialkonservatismen, men passer ganske glimrende på netop den nordiske form for kulturel homogenitet og hverdags-socialdemokratisme, som bl.a. Mette Frederiksen altid har abonneret på.

Det opsigtsvækkende ved kursskiftet hos Socialdemokraterne – og grunden til, at forvridningerne i det politiske landskab er værd at bemærke – er, at de nye frontfigurer oprigtigt mener, hvad de siger. Det er ikke forstillelse eller taktisk teater. Socialdemokraterne vil vitterligt ikke acceptere, at den gamle drøm om lys, luft og fritidsfrihed til arbejderklassen – konkret ude på Vestegnen – bryder sammen i besparelser og ghettoisering. Beslutsomheden er derfor også en helt anden, end vi har set i de senere år under Helle Thorning-Schmidts zigzagende og mere princip- og retningsløse ledelsestil.

Den sociale alliance

Konsekvenserne kan blive historisk omvæltende for dansk politi: Udspaltningen af (mindst) tre strammer-fraktioner gør nemlig et direkte samarbejde mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti  mere sandsynligt. Ja, ligefrem realistisk. Pludseligt er det ikke længere praktisk utænkeligt, at Dansk Folkeparti kunne overtage Det Radikale Venstres gamle rolle som kongemager, og svinger over til at pege på Mette Frederiksen som statsminister efter næste folketingsvalg. Dermed vil hele det magtmønster, der hidtil har været defineret af Det Radikale Venstre som et ‘midterparti’, blive væltet rundt i luften, måske allerede i løbet af 2016, hvor Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ser ud til at ville køre parløb mod topskattelettelser.

Hele den aura af autencitet, som Helle Thorning-Schmidt aldrig fik forløst – til trods for at hun voksede op på Vestegnen, i hjertelandet i Ishøj, og solgte pomfritter i Bilka – er det ved at lykkes for nordjyden Mette Frederiksen at trække hjem. Måske er Socialdemokraternes tid ikke slut endnu? Folk, der afskriver kursskiftet som alene udtryk for kynisk ligusterfascisme eller frikadelle-demagogi, har næppe fattet, hvor stor en forandring af dansk politik, som Mette Frederiksen reelt er ved at sætte i gang.