Ungarn: krigstidshysteri i fredstid

Ingen har brug for en historielektion på en mandag, men Ungarns nyere historie er vitterlig en crazy historie. I 1910, da landet stadig var en del af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, var landets befolkning sammensat af tyskere, ungarere, russere, rutenere, polakker, tjekker, slovakker, serbere, kroater, slovenere, italienere og så det løse, og de var lutheranere, protestanter, katolikker og jøder. Tyskere og ungarere var der flest af, men i flere årtier havde en støt stigende nationalistisk bevidsthed arbejdet for en løsrivelse af den slaviske del af befolkningen fra den tysktalende. Efter Første Verdenskrigs slutning i 1918 og underskrivelsen af Trianon-traktaten i 1920 blev de to lande skilt ad, og samtidig mistede Ungarn 72% af sit landareal. I de følgende år var landet genstand for en stigende nationalisme og fascisme, og da Hitlers Tyskland annekterede landet, blev 600.000 af landets 900.000 jøder udryddet.

Så spoler vi lidt frem – frem til Opstanden i Ungarn i 1956, som velsagtens er det mest heroiske kapitel i landets historie. Det begyndte som et studenteroprør til støtte for den polske befolkning, der havde tvunget landets stalinistiske regering fra magten. Hvis polakkerne kunne, så måtte ungarerne også kunne. Flere hundrede tusinde var på gaderne i hovedstaden Budapest, det udviklede sig til blodige kampe, og til sidst invaderede Sovjetunionen landet og fik stoppet opstanden med vold og magtanvendelse. Det udviklede sig til en flygtningehistorie. 200.000 ungarere menes at være flygtet i kølvandet på opstanden – og tusind af dem kom til Danmark.

Så ungarerne ved, hvad et autoritært styre er. De ved, hvad det vil sige at være på flugt. De ved, hvad det vil sige at være flygtning. Af samme grund virker det så utroligt bizart, at de ungarske vælgere ved parlamentsvalget i går gav højrenationalisten Viktor Orbán, 54, en fuldstændig klar sejr. Med 134 af parlamentets 199 pladser fik hans parti Fidesz mere end to tredjedele af stemmerne og dermed nok mandater til at ændre landets forfatning efter forgodtbefindende.

Den jødiske og muslimske fjende

Hvordan er det kommet så vidt? Som det er tilfældet med så mange store forandringer, er det kommet snigende. Første gang ungarerne stiftede bekendtskab med Viktor Orbán, var, da han som ung mand i 1989 stillede sig op foran 250.000 mennesker i Budapest og krævede frie valg og Sovjetunionen ud af landet. Dengang var hans nystartede Fidesz-parti et liberalt, pro-vesligt og demokratisk indstillet centrumhøjre-ungdomsparti.

Men det var dengang. Da han midt marts holdt tale på årsdagen for den nationalistiske opstand mod det habsburgske herredømme i 1848, tematiserede han, hvad han åbenbart mener, det vil sige at være ungarer i dag: ”Vi kæmper mod en fjende, der er anderledes end os. Ikke en åben fjende, men en, der gemmer sig; ikke ligefrem, men snu; ikke ærlig, men uhæderlig; ikke national, men international; tror ikke på at arbejde, men spekulerer med penge; har ikke et hjemland, men føler sig som ejer af hele verden,” sagde Orbán.

Den britiske avis Financial Times bragte forleden en fin artikel skrevet af historikeren og teaterkritikeren Kate Maltby, som op til det ungarske valg har genbesøgt det land, som hendes jødiske mormor flygtede fra i tide. Hun nævner, at hun i en synagoge i Budapest mødte en rabbiner, der opsummerede Orbáns valgkampsretorik sådan her: ”Regeringen har identificeret to gamle ungarske fordomme: frygten for muslimen og frygten for jøden.”

De to figurer, skriver Kate Maltby, har fundet sin syntese i George Soros, den 87-årige ungarsk-fødte jødiske mangemilliardær, hvis Open Society Foundation alt i alt har givet 14 milliarder dollars til liberale demokratiske formål over hele verden, og hvis ansigt Orbáns regering har brugt flittigt på plakater, hvor han i photoshoppet tilstand truer med at skære huller i de hegn, som Fidesz har bygget ved Ungarns sydlige grænse for at holde horderne af mellemøstlige migranter stangen. Efter flygtningekrisen i 2015 er Viktor Orbáns retorik blevet mere skinger, og han mener, at Soros står i spidsen for en konspiration, der skal ødelægge Ungarn – i hvert fald det, som Orbán mener, er Ungarn.

I de forløbne uger har aktivister forsøgt at mobilisere de hundredtusinder af ungarere, som bor i udlandet, for hvis de kunne blive registreret som vælgere, kunne man måske have givet Viktor Orbán noget kamp, men forgæves. Om det er en ungdomsbevægelse, der skal få landet tilbage på et demokratisk spor, må tiden vise. ”Jeg ville virkelig gerne have en ny regering,” sagde en mandlig vælger ved navn Ildiko Nagy til The Guardians reporter efter at have stemt på et venstreorienteret parti i går. ”Alt ved den nuværende regering er rædselsfuldt. De har misbrugt patriotismen og skabt et krigstidshysteri i fredstid.”

Godt sagt. Eneste problem er, at Ildiko Nagy er 78 år gammel. /Oliver Stilling