Fodres med egen hale

Konceptet er så fiffigt, at det ikke alene bør være forbeholdt folk på overførselsindkomster. Sådan må indtil flere magthavere have tænkt her i de seneste døgn. Konceptet har langt større og bredere potentiale, synes i hvert fald statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at have tænkt – og han fik straks fra morgenstunden opbakning fra Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti: Meldingen fra Borgen lyder, at de 250 mio. kr., som staten vil spare – hver eneste dag – under en lockout, skal øremærkes til en særlig ‘velfærdspulje’.

Denne nye milliardpulje, som måske kan komme til at hedde ‘Løkkefonden Plus’ – og som med rund hånd kan uddeles til ekstra og spektakulære velfærdsprojekter – minder om modellen med SATS-puljen, hvor politikerne siden 1990 har skåret overførselsindkomster med 0,3% hvert år. Ved at lade værdien af overførslerne udhule år for år, opstår en årlig pengepulje, som derefter uddeles til projekter, der profilerer politikerne – ofte i deres egen valgkredse – og får dem til at fremstå generøse.

Kun få er opmærksomme på, at det er alle landets sårbare borgere, som kollektivt finansierer politikernes satsninger. I stedet kan politikerne sole sig i opmærksomheden fra de glade modtagere. Forleden blev et bredt flertal i Folketinget enige om at strø SATS-puljemidlerne ud til værdigt trængende formål som f.eks. 73,7 mio. kr. til anbragte børn og 30 mio. kr. til handicapkørsel for blinde. Det lyder alt sammen opmuntrende, fornuftigt og næsten filantropisk – så længe man bare glemmer, hvor pengene egentligt kommer fra.

Umiddelbart kan forslaget om en ‘velfærdspulje’ også lyde pragmatisk. Staten skal ikke ligefrem tjene penge på en konflikt, hvor op mod 200.000 statsligt ansatte måske snart sendes hjem uden løn. De sparede lønkroner skal i tilfælde af en storkonflikt sendes tilbage til de respektive velfærdsområder. Samme velfærdspulje-model er allerede blevet vedtaget i en række kommuner, bl.a. i København, Tårnby, Gladsaxe og Albertslund. Flere af landets rødeste kommuner er således gået forrest med modellen, som Venstre-formand Lars Løkke nu også støtter, og så må kontroverserne vel være til at overse? Eller hvad?

Der er bestemt god grund til at tænde for bullshit-detektoren her: For reelt er der tale om en teknokratisk fiffighed, som kan udvikle sig til at blive en ny guldhane for politikerne: En gavebod af en anden verden. I løbet af blot fem dages storkonflikt vil politikerne på Christiansborg have 1.250.000.000 kroner at kunne uddele til særlige målgrupper – og kommunalpolitikerne vil have mere end det dobbelte at gøre godt med. Pludselig bliver der råd til at bygge de svømmehaller, som blev lovet i valgkampen, men som der endnu ikke er afsat penge til i budgetterne.

Velfærdspuljen vil falde på et tørt sted. Pludselig kan pensionisterne få en større ældrecheck – eller endnu bedre for nogle af de liberale hedspore: Registreringsafgifterne på store biler kan fjernes helt. Kun dagdrømmene sætter grænser for, hvad de pludselige millioner og milliarder kan bruges til – særligt når de offentlige overenskomstforhandlinger nu har bevæget sig ind i et nyt mønster, hvor konflikter virker til at være blevet en ny normal.

Hvis man fra politikernes side kan begynde at regne med penge fra en ny velfærdspulje regelmæssigt hvert 2.-3. år – og dét kan man faktisk planlægge, fordi det er politikerne selv, der afgør, om der skal indgås nye overenskomster med de offentligt ansatte – så er der pludselig opfundet en ny og endnu større SATS-pulje. De ‘sparede’ lønkroner fra over 800.000 offentligt ansatte kan bruges til at finansiere alle de valgløfter, som der ikke er råd til i den almindelige drift.

Ligesom kun de færreste tænker på, at det i dag er kontanthjælpsmodtagerne, som direkte finansierer f.eks. forsøgsordninger med handicapkørsel til blinde, vil mange sikkert også glemme, at det er de offentligt ansatte, som selv kommer til at betale for de ekstra velfærdsprojekter. Eksempelvis vil en politibetjent, der får højeste stedtillægsområde og dermed hver måned 24.093,25 kr. i løn, skulle betale for politikernes nye valgflæsk.

Offentligt ansatte er ved at glide ned og dele skæbne med de socialt sårbare, der i mere end en generation har måttet finde sig i at blive fodret med egen hale – hver gang politikerne vil vise storsind. Politikerne opfatter selv SATS-puljen som en genial succes. /Lars Trier Mogensen