En prægtig bog nummer to

Da Inden for revet udkom i 2015, skrev jeg på Facebook: ”Bemærk denne bog: Inden for revet af Pernille Abd-El Dayem. Om nogle år vil man se tilbage på denne bog og huske den som den meget fine debut, der stadig holder – som vi i dag taler om Inger Christensens Lys: vigtig, beskeden af omfang, meget bevidst – også om at være en begyndelse. Inden for revet er skrevet med en stor undren og en ualmindelig sensibilitet. Bogen betegner en begyndelse til et – efter alt at dømme – meget væsentligt forfatterskab; men den betegner også selve begyndelsen, at leve og opleve hvert øjeblik som en begyndelse, en tilblivelse. Man kan sige det sådan: Ikke at følge med her – fra starten – ville være en stor fejl.”

Efter at have læst Pernille Abd-El Dayems bog nummer to, June, har jeg genlæst debuten, og den er faktisk endnu bedre, end jeg huskede den. Det er i høj grad begyndelsen, den kredser om. Måske en særlig form for sansningens begyndelse. Det er barnet og den unge pige, der fortæller. Ikke, fordi der sker så forfærdelig meget. Eller omvendt: Der sker alt. Verden bliver til for jeget, og verden er på én gang det tilblivende jeg, dette jegs nærmeste familie, moderen, mormor, morfar, og den omverden, der tilegnes gennem sanserne. Det lyder ligetil, men det er lige så forunderligt for læseren, som det er for det førstegangsoplevende barn. Det sker gennem sproget, som på sin egen udtryksfulde måde både bevæger sig og står stille, ligesom sitrende i luften.

Uden at føre sammenligningen for langt kan bogens tekster – der tilsammen danner en mellemgenre mellem kortprosa og roman – minde om Nathalie Sarrautes Tropismer, der i 1938 satte litteraturen på den anden ende. Her virkede ikke en traditionel fortælling, men stemninger og impulser fik liv, ja, nærmest biologisk liv, i sproget.

Inden for revet består af fire afsnit, betitlet henholdsvis ”Ude ved revet”, ”Lille brænding”, ”Brænding” og ”Inden for revet”. Det er sådan set først til sidst, at vi kommer til revet. I det sidste afsnit er vi i Mauritius, den lille østat i Det Indiske Ocean, og på den allersidste side hedder det: ”Endelig er jeg nået til revet. Mit begær efter revets linje, brændingen på havoverfladen. Koralrevets hvide linje. Jeg vil egentlig ikke forstå revet, men bare se dets, koralrevets, virkning, at dæmpe oceandønningerne, inden de når kystlinjen.” Revet kan ses som skillelinjen mellem det kendte og det ukendte. Kystlinjen og det oceaniske tomrum, der viser sig at være lig med egen følelsesløshed. ”Det er den, der er et tomrum,” hedder det.

Man kan opfatte hele bogen som en rejse hen mod denne erkendelse. Og slutlinjerne lyder: ”Når jeg sejler over revet, glæder jeg mig mindre. Begæret efter at sejle over revet findes åbenbart ikke rigtigt der.” Det er synet af revets – det underliggende, lodrettes – virkning på havet, altså brændingen, der fascinerer og foruroliger jeget, som også i en videre forstand repræsenterer den skrivende. Heraf sensibiliteten, som er den afgørende egenskab i oplevelsen – og erobringen (for barnets vedkommende) – af verden.

I Pernille Abd-El Dayems bog nummer to, June, overskrider hun i en vis forstand denne position, idet hun fortæller en historie, dog langtfra i en traditionel handlingsgang. Men bogen er en roman, den har forladt begyndelsens undren og udfolder sig frit i sensibiliteten.

Jeg tillader mig her til lejligheden at indføre en skelnen mellem ’følsomhed’ og ’sensibilitet’. Hvis vi opfatter ’følsomhed’ som en indre, af følelser betinget egenskab, kan vi opfatte ’sensibilitet’ som et særligt – bevidst følsomt – forhold til omgivelserne. Vi talte i 1960’erne om en ’ny sensibilitet’, som kunne opleves i forhold til en lang række af tidens fænomener, billedkunst, musik, poesi. Hos Pernille Abd-El Dayem kan vi tale om en helt ny udgave af sensibiliteten som kunstform, for hendes sensibilitet er ganske original, den lystbetonede overskridelse af følsomheden – fra at gælde indre fænomener til at omfatte yderverdenen i alle dens detaljer – der kendetegner hendes prosa.

I June veksler fortællingen afsnitsvis mellem to niveauer, ”Ferien” og ”Typebyen”. Inden for hver kategori optræder i hvert afsnit en række korte, betitlede tekster, der løber over et par sider hver – i nogle tilfælde lidt længere. Korte og præcise og afrundede, nærmest som et prosadigt, men dog prosa, på vej videre. Der er en stemme, der ønsker at fortælle.

”Typebyen” er barndom og opvækst et sted i DK, i tilbageblik, ”Ferien” er nu – den voksne kvinde – et sted sydpå. I begge tilfælde får vi som læsere lov til at opleve verden på ny, fordi den nævnte sensibilitet hersker og slår ind i sproget med nydannelser, skævheder, skråheder, intet er helt lige. Hverdagssproget tilføres hele tiden en dimension af noget ikke hverdagsligt. Selv den meget enkle og velkendte sætning er ved nærmere eftersyn gennemskinnet af et særligt lys, i nogle tilfælde kan det være ved en simpel pause eller en manglende drivkraft, en træthed, der blot antydes, som i musik en samhørighed mellem toner – i et lille, forsinket afterbeat.

Såvel i fortidens typeby som i feriens nutid er det i høj grad et spørgsmål om tiltrækning eller frastødning, men ikke blot imellem mennesker, også imellem mennesker og ting, fænomener, maskiner, arrangementer, fester, kedsomheder, lyst. Det er et spørgsmål om at trænge ind i de forhold, der nu gives, i den forstand at overgive sig til verden. Den voksne på ferie er sådan set lige så meget udenfor som barnet, for begges vedkommende drejer det sig om via sansning at forstå og blive deltager. Her inviterer prosaen læseren med – så at læse bliver at deltage!

Hvem er aner til denne prosa? Det er svært at sige, men et sted langt tilbage høres Boris Vian. (Kompliment!). Længere fremme og nærmere geografisk: Morti Vizki, men inden det tidlig Kirsten Thorup og måske norske Mona Høvring, som også kan standse et forløb til fordel for fascination. Disse navne nævnt i et forsøg på at indkredse prosaens karakter. Ikke fordi der er nogen synlig afhængighed, overhovedet ikke, for Pernille Abd-El Dayem bevæger sig ganske på egne præmisser. Men vi er i en prosa, der har denne evne til at forunderliggøre verden, fordi sproget ikke står i en handlings – eller hastigheds – tjeneste, men tager sig tid til at være digt! Hver eneste sætning er et digt! Det er det, sensibiliteten gør, den forbinder sproget med yderverdenen på poetiske betingelser.

Der er noget internationalt ved Pernille Ab-Del Dayems bøger, de kalder på oversættelse – udbredelse ude i den store verden, hvor Marguerite Duras’ bøger ligger på bordet, hvor Inger Christensens bøger ligger oversat. June kunne passende ligge ved siden af Azorno, som Inden for revet ligger og hilser på Lys. /Asger Schnack

Pernille Abd-El Dayem: Inden for revet. Gyldendal, 2015.

Pernille Abd-El Dayem: June. Gyldendal, 2018.