Det kommunale system er ikke gearet til psykiske lidelser

Han tegner en trappe på et stykke papir. Den har en halv snes trin og er opdelt af tre streger på langs. Uden at løfte den bevæger han kuglepennen opad i små hak. Der er brug for nogle flere trin, siger han og sætter pennen ned for at tegne videre. Trappen er en mentaltilstand, og hvert trin er et nyt stadie af symptomer. De nederste tre-fire trin er normalen. Her har hovedet det fint. På de næste trin begynder det at tage fart. Kroppen reagerer med små spjæt og ryst, og han undviger al fysisk kontakt. Munden begynder messende at gentage ord på en blanding af dansk og engelsk, og kommunikation med omverdenen er udelukket.

Adgangen til de sidste trin bliver som regel blokeret af medicinen. Hvis den øverste linje krydses, og de to øverste trin nås, er der ikke noget at gøre. Så sker der to ting: han falder om og ligger på gulvet og skriger, og han ser ting, der ikke eksisterer i virkeligheden.

Thorbjørn Eriksen er 28 år og har siden 12 års-alderen haft diagnosen paranoid skizofreni. Før det fik han og hans familie at vide, at han havde autisme. Han havde de klassiske autisttræk – han fungerede ikke socialt og var generelt nervøs over at være sammen med store grupper mennesker. Men han begyndte også at se ting, der ikke var der.

”Jeg kan bedst beskrive det som, at jeg har et psykotisk instagramfilter hen over alting. Dengang begyndte mine klassekammerater at gro skæl og klør, og folk omkring mig forvandlede sig til monstre. Da jeg som barn får mine første psykoser, er jeg overbevist om, at det, der sker, ikke er virkeligt. Men fra midten af teenagealderen og fremefter begynder jeg at betragte det, som om det faktisk sker i virkeligheden,” siger Thorbjørn Eriksen.

I sommer afleverede han sit speciale og blev kandidat i geologi. Han smiler stolt og kalder sig selv for en ”præmiepatient”, for det er de færreste med hans diagnose, der overhovedet er i stand til at gennemføre en uddannelse. Thorbjørn Eriksen har klaret folkeskolen, gymnasiet og universitetet og har godt nok brugt et par år eller tre mere end normalen, men han har fået gode karakterer og har trivedes med at gå i skole. I sommer havnede han i jobcentrets roterende mølle, og han er lige nu sygemeldt på sygedagpenge. Grundet sin sygdom kan han ikke arbejde fuld tid og er nødt til at have et fleksjob. Men man rutter ikke med bevillingen af fleksjob, og da slet ikke i Københavns Kommune, hvor Thorbjørn Eriksen bor.

En usynlig lidelse

En spritny rapport har ellers netop sat en fed streg under, at der bør gøres noget ved den langsommelige behandling af kommunens tilgang til syge mennesker, som søger førtidspension eller fleksjob. Rapporten er udarbejdet af  en gruppe af flere forskellige eksperter, som siden august har kulegravet Københavns Kommunes behandling af syge mennesker i jobcentersystemet. Hovedstaden er længe blevet kritiseret for at være en af de kommuner, hvor behandlingstiden er længst og kravene for blandt andet fleksjob er strengest. Både frustrerede sagsbehandlere og borgere jubler over rapportens synliggørelse af problemet, og det samme gør hovedstadens nye Venstre-borgmester for beskæftigelse og integration, Cecilie Lonning-Skovgaard.

Der er dog stadig ét massivt problem, som rapporten ikke tager højde for. I systemet sidestilles psykiske lidelser med de somatiske af slagsen. Det er ét og samme system, du bliver bugseret ind i, hvad enten du har slidgigt eller skizofreni.

Ea Carøe er psykolog og har specialiseret sig i autisme og i den systemstress, der opstår, når mennesker med psykisk lidelse og deres familier fanges i systemet. Hun efterspørger en opdeling eller en specialisering i det kommunale system.

”Det kan være svært at blive taget alvorligt med en psykisk lidelse – fordi man ikke kan måle eller se sygdommen,” siger hun. ”Fordi den psykiske lidelse er usynlig, er det langt sværere at blive lyttet til. Min erfaring er, at hvis der følger en somatisk sygdom med den psykiske, så er det lettere at blive hørt og set, og så får man måske oven i købet tilbudt en behandlingspakke til at fikse det synlige problem. Hvis det handler om en psykisk lidelse, så lytter kommunerne ikke, på trods af at hospitalerne og psykiatrien skriver sort på hvidt, hvad lidelsen går ud på.”

”Systemet er ikke gearet til psykiske lidelser, sådan som det er i dag. Der er tale om et meget presset system, som ikke er specialiseret i de forskellige lidelser, og derfor kan hver enkelt sag ikke varetages godt nok. Hvordan skal man kunne hjælpe borgere, hvis ikke man kan forstå eller se, hvad de lider af?” siger Ea Carøe.

Selvskade og stifteblyanter

For Thorbjørn Eriksen har mødet med systemet forværret hans mentale tilstand markant. I de cirka otte måneder, han har haft kontakt til jobcentret, er han gået fra at have et psykotisk anfald hver anden måned til nu at have op til to på en uge. Samtidig er han begyndt at få selvskadende tanker, hvilket han ellers aldrig har haft i de 16 år, han har levet med sin psykiske lidelse. Til hvert møde må den 28-årige mand have sin mor med i tilfælde af, at Thorbjørn Eriksen får et anfald. For et par møder siden skete det – han blev psykotisk og blev nødt til at kaste en stifteblyant fra sig, så han ikke stak sig selv. Tidligere på dagen havde han siddet til et andet møde i systemet og havde bedt om en neglesaks, fordi han var bange for at kradse sig selv til blods med sine neglestumper.

De psykotiske anfald udløses især af stress. I Den Nationale Sundhedsprofil 2017 ses det, at hver anden dansker uden for arbejdsmarkedet føler sig stresset. Det tal er langt større end hos de beskæftigede danskere, hvor ”kun” omkring en femtedel af de adspurgte føler sig tynget af stress. For Thorbjørn Eriksen er møderne på jobcentret forbundet med en kæmpestor stressfaktor.

”Det, der stresser mig mest, er, at jeg ikke ved, hvornår det slutter. Det er derfor, jeg altid har været så enormt god til at gå i skole, for i et uddannelsessystem er der altid en overskuelig plan for fremtiden. På universitetet vidste jeg, hvornår mit speciale var færdigt, og jeg vidste, hvornår jeg skulle forsvare det. Der var en plan. Det er der ikke længere,” siger han.

Siden i sommer har Thorbjørn Eriksen befundet sig i en venteposition. Han venter på, at sagsbehandlerne læser hans reviderede lægeerklæring fra psykiatrien, så de kan se, at han ikke kan arbejde fuld tid men i stedet har brug for et fleksjob. På grund af sin høje dosis medicin sover Thorbjørn Eriksen flere timer i døgnet end gennemsnittet. Han går ud som et lys, siger han, og hvis vækkeuret ringer ved siden af hans øre, hører han det ikke, før medicinen tillader det. Men han vil arbejde. Han mener, at det eneste, der vil hjælpe ham med at få det mentalt bedre, er at komme i arbejde.

”Jeg drømmer om at arbejde et sted som Faxe Kalkbrud eller åh, på en af klinterne på Fur. Hvor jeg kan studere jorden og bruge min uddannelse og undervise skoleelever. Men det er jo bare drømmetænkning. Jeg ved godt, at jeg ikke kan være så kræsen, jeg vil bare gerne have et job, hvor jeg kan bruge mine evner bedst muligt,” siger Thorbjørn Eriksen.

”Hold da op, du er jo alvorligt syg”

På grund af systemets ikkeeksisterende opdeling mellem psykiske og somatiske lidelser, har Thorbjørn Eriksen flere gange siddet til et møde på jobcentret med følelsen af, at sagsbehandleren over for ham ikke har anet, hvad han har fejlet, eller ikke har registreret alvorlige hændelser. Efter hvert møde søger Thorbjørn Eriksen og hans mor aktindsigt i referaterne, og ofte er helt væsentlige ting, som for eksempel episoden med stifteblyanten, end ikke blevet registreret. Højst sandsynligt fordi sagsbehandleren ikke har tid, siger Thorbjørn Eriksen.

Til de første mange møder blev Thorbjørn Eriksen hver gang bedt om at forklare sin situation og sine symptomer på ny, på trods af at det hele stod i en lægeerklæring, som enten ikke var kommet frem, eller som ikke var blevet læst.

”Da jeg endelig oplever, at min lægeerklæring fra psykiatrien bliver læst, så udbryder min stakkels sagsbehandler, som garanteret har med 200 sager at gøre foruden min: ‘Hold da op, du er jo alvorligt syg’. Forinden havde jeg siddet til tre møder og fortalt hende, at jeg så monstre, der ikke var der, og at folk forvandlede sig til dinosaurlignende væsener, som ville udslette mig. Ja, jeg er alvorligt syg. Og det har stået lige dér hele tiden,” siger Thorbjørn Eriksen.

For ham handler det ikke om at kritisere de enkelte sagsbehandlere eller at betvivle deres faglighed. Det handler om at blive set, så der kan ske fremskridt i sagen. Han føler, at hans mentale helbred er blevet sat i jeopardy, siger han. Han ved, at han skal være tålmodig, og at tingene kan tage tid, men jo længere tid, der går, desto værre får han det mentalt:

”Jeg har svært ved at tro på, at man ville acceptere det, hvis jeg nu havde en dårlig lever, som skulle opereres akut, og så blev sat til at vente i et halvt år, mens min lever skrumpede ind og døde inden i mig. Det ville man ikke engang acceptere, hvis det skete én gang ud af 1000. Men i mit tilfælde accepteres det bare. Fordi det er en psykisk lidelse, og de ved ikke, hvordan de skal håndtere den.”

Den værste diagnose, man kan trække op af hatten

Ud fra psykolog Ea Carøes kliniske erfaring er Thorbjørn Eriksens sag langt fra ualmindelig. Ifølge hende er der tale om et system, der er så presset og så uoplyst, at det kan være umuligt at tage hånd om hver enkelt sag. Og det spænder ben for både borgere og deres familier.

”Jeg har hørt om alt lige fra manglende notater og referater, der bliver væk, til anbefalinger fra professionelle, der ikke bliver lyttet til, ​og ankesager, hvor kommunernes afgørelser bliver omstødt. Der sker ingen sanktioner, når kommunen laver forkerte ​afgørelser, og det skaber alvorlige konsekvenser for de involverede. Når man fortæller om behandlingen i systemet, tænker de fleste, at det da ikke kan passe, for sådan er det ikke i et sundhedssystem som det danske,” siger Ea Carøe.

Selv om Thorbjørn Eriksen har papir på, at hans mentaltilstand er forværret, siden hans indtræden i systemet, synes han ikke, det er synd for ham. Han kalder sin situation for frustrerende og spild af alles tid, men han savner ikke medlidenhed. Han har været syg, siden han var ganske ung, og han har altid fået hjælp af samfundet. Han hører til på arbejdsmarkedet, siger han, og nu vil han arbejde. Både så han kan fylde sin hverdag ud, men også så han kan give noget tilbage til systemet.

”Da jeg første gang dukkede op på jobcentret, gik jeg ind og sagde: ‘Hør her, jeg vil godt lave noget’. Samfundet har været gode ved mig. Jeg har en af de værste diagnoser, man overhovedet kunne trække op af hatten, og alligevel har der altid været gode og venlige mennesker omkring mig, der tror på, at jeg kan blive til noget og ikke behøver at ligge alle andre til last. Jeg er blevet mødt af forstående mennesker, som har taget imod mig uden at være bange og uden at tænke, at jeg er en katastrofe. De har haft tiltro til, at jeg kan håndteres, og at jeg er værd at slås med. Den tiltro stoppede, da jeg trådte ind i jobcentret.”

”Jeg tror simpelthen ikke, at folkene bag det her system overhovedet tænkte, at der fandtes psykisk syge patienter i jobcentersystemet. De ved ikke, hvad det er. Og det er ikke sagsbehandlernes skyld – de har bare ikke tid til at være forstående over for os, for de er jo også sat i et system, som er det rene vanvid. De må vågne om morgenen og tænke ‘Hvordan endte jeg med at arbejde i en kafkask roman? Det var ikke lige det, jeg tænkte, da jeg søgte jobbet’. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det også må være sådan for dem,” siger Thorbjørn Eriksen.