(ARKIV) Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) under et samråd p"å Christiansborg den 14. september 2017. I kampen mod bander skal vidner tilbydes bedre beskyttelse, mener regeringen, som blandt andet vil øge brugen af anonyme vidner. En forsvarsadvokat er kritisk. Det skriver Ritzau mandag den 27. november 2017.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
Der er en ret sjov artikel i Jyllands-Posten i dag. Den gamle morgenavis har et interview med justitsminister Søren Pape Poulsen (K), som fortæller, at det næste halvandet døgns tid har enorm stor betydning for regeringen. Danmark sidder frem til maj på formandskabet i Europarådet, og i dag og i morgen er der ministerkonference i København. Her er det Pape magtpåliggende at få de øvrige EU-landes justitsministre til at bakke op om et dansk udspil til en ambitiøs reform af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Inden klokken 10 fredag, det vil sige om mindre end 22 timer, satser regeringen på, at der kan vedtages en såkaldt Københavnererklæring, som embedsapparatet har arbejdet på i hen ved to år.
Søren Pape Poulsen, der stadig kan virke som lidt af en politisk tumling efter kun tre et halvt år som formand for Det Konservative Folkeparti og tre år som folketingspolitiker oven på en årrække som speditør, lærer, afdelingsleder på en ungdomsskole og endelig borgmester i Viborg, taler egentlig om reformudspillet med et relativt forsigtigt vokabularium og en beskeden optimisme: ”Det er helt afgørende at få indgået en aftale i København.
Det er jo kun ca. hvert 25. år, at Danmark har formandskabet for Europarådet, og det næste formandskab kan have helt andre prioriteringer end Danmark. Konferencen i København er kulminationen på det arbejde, som vi gennem mere end halvandet år har arbejdet på, nemlig at sikre et mere fokuseret, balanceret og effektivt menneskerettighedssystem,” forklarer Pape.
Men journalisterne har udstyret artiklen med blå blink og advarselssignaler, en fornemmelse af, at alt er sat på ét bræt, og at skærsilden venter, hvis reformen af menneskerettighedsdomstolen ikke bliver gennemtrumfet. ”Regeringens store prestigeprojekt”, kalder de det og bruger det fatalistiske udtryk ”knald eller fald” allerede i overskriften. Nu bliver det ”endelig afgjort” om ”regeringens helt store prestigeprojekt” på ”den internationale scene” ender som en succes ”eller en dundrende fiasko”, og hvis missionen ”fejler”, må Danmark vente et kvart århundrede ”på næste chance”.
Det kan godt være, at den bimlende alarmistiske sprogbrug ikke er justitsministerens egen, men noget er der om snakken. Der er meget på spil – særligt for Pape Poulsen. Når VLAK-regeringen overhovedet taler om en Københavnererklæring, er det, fordi man satser på at kunne levere et resultat, som man kan lægge op på hylden med de flotteste politiske pokaler i nyere tid. Da Danmark i 2002 havde EU-formandskabet, susede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i en intens periode rundt i Europa for at skabe enighed blandt medlemslandene om en udvidelse af EU med ti nye lande. Det lykkedes, og Fogh kunne afslutte EU-topmødet i København med udtalelsen: ”Ladies and gentlemen, we have an agreement”. Selv om Anders Fogh Rasmussen siden har gjort sit for at erodere sit politiske eftermæle, kan man ikke tage den indsats fra ham, og i dag står den som guldstandarden for dansk statsmandskab.
Det er klart, at Pape også godt kunne tænke sig at tone frem i morgen med en ”agreement”. Det kommer dog næppe til at ske. Det er ikke umuligt, at det danske formandskab kan lande en ‘Københavnererklæring’ af en slags, men i så fald vil den blive totalt udvandet i forhold til det ret offensive 60-punktsudspil, der var oplægget. Den danske regering (og støttepartiet Dansk Folkeparti) ønsker først og fremmest et reform af den måde, som de 47 dommere ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg fortolker menneskerettighederne på.
Fortolker dommerne konventionerne og lovgivningen for ”dynamisk”, således at de tager for meget magt fra de nationale parlamenter? Det er rigtigt, at Menneskerettighedsdomstolen flere gange har forhindret kriminelle udlændinge i at blive udvist fra Danmark. Det er dér, hunden ligger begravet. Reglerne for udvisning af udlændinge, der begår kriminalitet, kan man læse i udlændingeloven, og her fremgår det, at en udvisning skal være forenelig med Danmarks internationale forpligtelse, og der er det særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, som ‘driller’, fordi den beskytter retten til privat- og familieliv. Dansk Folkeparti har været oppe i det røde felt over det. Men det burde Det Konservative Folkeparti ikke være.
Tænketanken Justitia foretog i september sidste år en opgørelse over Menneskerettighedsdomstolens domme vedrørende retten til privat- og familieliv i sager om udvisning af kriminelle udlændinge i årene 2007-17 og kunne konstatere, antallet af sager, hvor medlemsstaterne ”får medhold i at de kan udvise kriminelle udlændinge [er] steget markant i forhold til antallet af sager, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder en krænkelse med den begrundelse, at udvisningen var uproportionel”.
Så hvad er problemet egentlig? Sikke et prestigeprojekt. Fadæsen lurer. Tumlingen tager faldet. Dansk Folkeparti står på sidelinjen. /Oliver Stilling