Missiler i Syrien kan være begyndelsen på en ny kold krig

I to dage og en nat havde den 25 årige Mohammed al-Hanash og hans familie hørt bomberne regne ned over deres hoveder. De havde forladt deres lejlighed og var i stedet søgt ned i lejlighedskompleksets kælder for at undgå Bashar al-Assads ødelæggelser. Nede fra kælderen havde de ikke mulighed for at se deres by blive ødelagt – men de kunne høre det.

Borgerkrigen i Syrien har raset de sidste 7 år, og mere end 500.000 har måttet lade livet som følge af konflikten. Inden for den seneste tid har den ellers tidligere pressede al-Assad generobret store dele af Syrien. Men et af de steder, hvor oprørere indtil for ganske nylig stadig holder stand, er i byen Douma. Douma ligger nord for Damaskus i den østlige Ghouta-region, og det var i denne by, at Mohammed al-Hanash havde søgt ly fra regeringsstyrkernes bombardementer.

I krig er der mange lyde. Derfor kan det ikke have undret familien, da lyden af en helikopters propeller pludselig lød over deres hoveder. Desværre var den hylende lyd af bombeprojektiler, der falder mod jorden, nok også ganske genkendt for de mennesker, der havde søgt dækning i kælderen. Men det var den efterfølgende lyd, der ikke var normal. I stedet for blot en buldrende eksplosion fra bomberne, krøb der en sivende mystisk luft ind gennem kælderens mure. Og så lød skrigene fra gaden:

”Kemikalier! Kemikalier!”

Kemiske våben i Syrien

Man siger, at i krig og kærlighed gælder alle kneb. Men det er ikke helt rigtigt. Ikke i forhold til krig hvert fald. Med ‘Konventionen om kemiske våben’ fra 1993 blev FN enige om, at det skulle være internationalt ulovligt at producere, opbevare og anvende kemiske våben. Konventionen trådte i kraft i 1997, og i dag findes der kun tre FN-lande, der ikke har underskrevet konventionen: Nordkorea, Sydsudan og Egypten. Syrien tiltrådte aftalen i 2013 efter en international aftale om at destruere Syriens kemiske våbenarsenal og ditto ødelægge våbnenes produktionsfaciliteter. De sidste kemiske våben blev bragt ud af Syrien i 2014.

Eller gjorde de? En rapport fra 2016 lavet af FN’s Sikkerhedsråd beskylder al-Assads styrker for at have benyttet kemiske våben i 2014 og 2015, og i 2016 blev i omegnen af 93 mennesker dræbt af kemiske våben i de dengang IS-kontrollerede landsbyer nær byen Palmyra. Igen pegede alle beviser mod Assad-regimet.

Og igen den 4. april 2017 viste den syriske diktator, at han ikke er bange for at bruge kemiske våben, skønt han har lovet det modsatte. Denne gang var det byen Khan Shaykhun, kontrolleret af al-Nusra militsen, der blev ramt af sennepsgas. 74 blev dræbt, og 557 såret. Det førte til det første direkte amerikanske angreb på Syrien. Den amerikanske præsident Trump beordrede 59 missiler sendt afsted mod Shayrat Air Base, som den amerikanske efterretningstjeneste påstod, var arnestedet for det kemiske angreb. 

Angrebet på Douma

Men det amerikanske angreb tilbage i 2017 har åbenbart ikke skræmt al-Assad. For som historien om Mohammed al-Hanash og hans familie vidner om, er Syrien med al sandsynlighed igen blevet ramt af et giftgasangreb, og alt peger igen på, at det er den syriske regering med Bashar al-Assad i spidsen, der står bag.

Angrebet, der fandt sted lørdag d. 31. april, har slået omkring 50 mennesker ihjel, mens i omegnen af 500 mennesker fra byen Douma har symptomer på forgiftning fra kemiske våben. Videoer distribueret af antiregeringaktivister er siden blevet spredt på nettet, og de viser billeder af mennesker, der tilsyneladende er blevet kvalt af gasser, samt sårede, der bliver hastet ind på klinikker til behandling. Efter angrebet har de syriske oprørere opgivet området og overgivet det til regeringsstyrkerne.

Syriens myndigheder og deres russiske allierede har været ude og sige, at der ikke var tale om et kemisk angreb, men at det i stedet er et propagandastunt fra oprørernes side. Noget tyder endda på, at russiske trolde begyndte at komme med beskyldninger om, at angrebet var falsk, inden angrebet overhovedet havde fundet sted. 

Den vestlige koalition føler sig dog sikre på, at det rent faktisk var et angreb med kemiske våben, og at det rent faktisk var Bashir al-Assad, der stod bag angrebet. Fx har den franske regerings præsident, Emmanuel Macron, været ude og offentliggøre en rapport, der fremlægger beviser for et kemisk angreb. Ligeledes har amerikanske efterretningsfolk været ude og offentliggøre, at man har fundet spor af nervegas i de blod- og urinprøver, man har taget på ofre i Douma. Eftersigende skulle prøverne vise spor af både klorin og en unavngiven nervegas.

Mission accomplished

Modsvaret fra Vestens side på angrebet i Douma blev noget lignende det, man så i 2017. Efter først at have fordømt angrebet i hårde vendinger på Twitter sendte Donald Trump og hans kollegaer i Frankring og Storbritannien natten til lørdag en række missiler afsted efter tre mål, der alle formodes at have en forbindelse til Syriens produktion af kemiske våben. Der er tale om to angreb vest for byen Homs, begge mod giftgaslagere, og et enkelt angreb på en forskningsinstitution nær Damaskus. 105 krydsermissiler skal i alt være blevet skudt afsted.

Ifølge en talsperson fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, skulle angrebene have ramt i ”selve hjertet” af Syriens kemiske våbenprogram, og angrebene skulle have gjort ”seriøs skade”. Talspersonen fastslog dog også, at man ikke havde ramt samtlige af Syriens kemiske våbenfaciliteter, og at våbenprogrammet derfor vil kunne genstartes. Angrebet er dermed ikke en garanti om, at al-Assad i fremtiden ikke vil angribe sin befolkning med kemiske våben.

Alligevel var det en svært tilfreds amerikansk præsident, der på Twitter bekendtgjorde, at angrebet havde været en stor succes. Han gik endda så langt som til at skrive: ”Mission Accomplished!”

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/985130802668294144

Ordene ”Mission Accomplished” har fået en lidt særlig betydning i amerikansk politik. Det var nemlig de ord, der stod bag den daværende amerikanske præsident George H.W. Bush, da han i 2003 erklærede, at man havde vundet krigen i Irak, og at den i store træk nu var overstået. Som bekendt fortsatte krigen i Irak i årevis og var langt fra vundet.

Ligesom Bush kom noget så galt afsted med sin ”Mission Accomplished”, har mange også været ude og kritisere Trump for at kalde angrebet en entydig succes.

Syriens russiske allierede hævder, at man skød et ubetydeligt antal af de amerikanske missiler ned. Og selv om Pentagon hævder, at det ikke er tilfældet, står spørgsmålet tilbage om, hvorvidt angrebet reelt har ændret noget udover at være en symbolpolitisk handling. Det syriske militær har ikke lidt tab, de ikke kan overkomme, og reelt er der nok mange i den syriske regering, der ligefrem sidder og er lettede lige nu. Trump tweetede inden angrebet, at ”dyret al-Assad” ville komme til at betale en stor pris. Uanset hvordan man vender eller drejer det, er det svært at betragte dette angreb som en ”stor pris” for al-Assad.

Trumps fremtidige handlemuligheder

Spørgsmålet er, hvad Trump kan vælge at gøre i fremtiden, hvis syrerne nægter at stoppe med at bruge giftgas mod deres befolkning. Kort fortalt er der tre muligheder: 

Trump kan vælge endnu engang at ramme strategiske mål, som han gjorde i 2017 og altså igen natten til lørdag. Som vi allerede har set, har et sådan svar kun den symbolske effekt, at man fra amerikansk side viser, at man ikke tolererer kemiske våben. Derudover vil et sådan angreb kun provokere russerne i moderat grad, især fordi alt tyder på, at Trump advarer russerne inden denne slags angreb, men det vil til gengæld gøre meget lidt skade på al-Assad.

Den anden mulighed, Trump har, er at gøre krigen dyrere for al-Assad. Den tidligere præsident Barack Obama fulgte blandt andet denne strategi. Man kan gøre krigen dyrere ved blandt andet at bevæbne de syriske oprørere og støtte dem økonomisk. Men faren ved denne strategi er, at det kan eskalere det våbenkapløb, som i forvejen er i gang i Syrien. Hvis Trump sender våben til oprørerne, sender Iran og Rusland måske dobbelt så mange våben til Assad. Nogle analytikere har allerede påpeget, at Obamas strategi om at sende våben til oprørene var det, der i første omgang viklede Rusland ind i krigen.

Trumps tredje mulighed er at lave en egentlig intervention i Syrien eller en anden måde, der direkte truer den syriske regerings eksistensgrundlag. Dette medfører dog endnu to problemer. Lige så forfærdelig en regering, som al-Assad er, ligeså slemt kan det være, hvis alle de syriske institutioner bukker under for et amerikansk angreb. Man har allerede set i Yemen, Irak og Libyen, hvordan det går med lande, hvor de politiske institutioner bliver smadret i krig og ikke genopbygget. Derudover risikerer USA ved en intervention at komme i direkte militærkonfrontation med russerne. En sådan konfrontation vil kun være med til at forværre forholdet mellem de to lande og vil kunne føre til en egentlig frygt for, at en ny kold eller varm krig mellem de to stormagter kunne blive en mulighed.

Så hvad skal Trump gøre? Alle tre muligheder synes at have det amerikanske mundheld ‘damned if you do, damned if you don’t’ indbygget i sig.

Men sandheden er, at Trump ikke har nogen gode muligheder for at straffe al-Assad for endnu et kemisk angreb. Årsagen kan opsummeres med ét ord: Rusland. Rusland er gået helhjertet ind i krigen på syrisk side, og det betyder, at når USA kommer i karambolage med Syrien, kommer de også i karambolage med Rusland. Putin har da også allerede været ude og kalde angrebet for ”en aggressiv handling”, og man har fra russisk hånd truet med konsekvenser på baggrund af angrebet.

Årsagen til Trumps hårde retorik

Truslerne fra Rusland markerer endnu en gang, at forholdet mellem Rusland og USA ikke er på sit varmeste.

Syrien er lige så småt ved at begynde at ligne nogle af de såkaldte stedfortræderkrige, som man så under den kolde krig. En stedfortræderkrig er en krig, hvor to parter ikke kæmper direkte mod hinanden, men i stedet støtter to forskellige parter i en krig. Et eksempel på dette er fx Vietnamkrigen, hvor USA støttede syd, mens Sovjetunionen støttede Nord.

Efter Syriens angreb i Douma var Trump da også ude og kalde forholdet til Rusland værre end under den kolde krig.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/984032798821568513

En anden ting, der kan undre iagttagere af amerikansk politik, er, at Trump synes pludselig at være endog meget hård ved Rusland og Putin, som han ellers tidligere har nægtet at forholde sig sådan meget kritisk til. Er Trump vitterligt blevet så indigneret over de kemiske angreb, at han har følt sig nødsaget til at gå i kødet på Putin, eller er der andre mere strategiske grunde til, at Trump pludselig leger bulldog?

En af forklaringerne på Trumps nye hårde retorik kan have med hans udskiftning i stab at gøre. Det kan fx tænkes, at Trump har fået rådgivning fra sin nye nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton. Bolton er kendt som det, man med fagpolitiske termer kalder en høg – altså én, der mener, at diplomatiske kriser skal løses med våben fremfor snak. Bolton har tidligere snakket varmt for angreb på Iran og har ligeledes argumenteret for, at den bedste mulighed for at stoppe Nordkorea var ved et forebyggende angreb. Det synes ikke usandsynligt, at Trumps trusler mod Rusland og angreb på Syrien er den første konsekvens af Boltons rådgivning.

Men der er også en anden forklaring, der er nærliggende. Nemlig at Trump er ‘all talk and no action‘, som de siger i USA. Indenrigspolitisk har Trump alle mulige grunde til at fremstå som en hård nyser over for Rusland. Grunden er selvfølgelig de verserende beskyldninger om, at Trump skulle have samarbejdet med Rusland og Ruslands regering i forbindelse med præsidentvalgkampen. Når Trump pludselig spiller hård overfor Rusland og går ud og siger, at forholdet mellem Rusland og USA aldrig har været dårligere, er det også en måde at forsøge at lukke munden på kritikerne, der siger, at Trump stadig er i lommen på Rusland.

Selvom alle parter lige nu farer op, tyder alt på, at både Rusland, USA og Syrien kan leve med de angreb, som den vestlige koalition har leveret. Så måske prøver Trump med vilje at snakke konflikten med Rusland op, for at få det til at se ud som om, at forholdet er dårligere end det er. Men hvis man bliver ved med at sige nok gange, at man er uvenner, så bliver man det også til sidst. Og så kan vi pludselige ende med en ny kold krig.