Samler kræfterne mod MOS-monsteret

Magt handler om at få andre til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort. Og helst at få ens modstandere til selv at have lyst til at gøre det, som de ellers ikke ville have gjort. I så henseende har fagbevægelsen tabt på forhånd. De store fagforbund trækkes lige nu baglæns med ind i en kappestrid, hvor deres modstandere sætter den politiske dagsorden. Fagbevægelsen følger trop. Men alternativet synes værre.

Dagens skelsættende synkron-afstemning i Odense – hvor de delegerede afgør, om to hovedorganisationer, LO og FTF, skal fusionere til én samlet hovedorganisation med over 1,5 mio. medlemmer – sker bestemt ikke af lyst. Langt de fleste fagforbund ville hellere have stået friere. Ledende folk i begge hovedorganisationer har dog arbejdet målrettet for at forene kræfterne siden 2015, og dagens afstemning har potentialet til at blive et historisk vendepunkt: Nu er det størrelsen, der må gøre det.

Fagbevægelsen vil tage kampen op mod den overmagt, der lige nu træder frem i skikkelse af bl.a. Moderniseringsstyrelsen, eller bare forkortet MoS.

På talerstolen lyder begejstrede argumenter for at fusionere. Officielt er planen at ”skabe et solidarisk og demokratisk samfund med job og uddannelse til alle, kvalitet i velfærden og et godt arbejdsliv”. Det lyder flot. Men reelt ser fagbosserne ikke noget valg, og mange af de ambitioner virker da også som næsten skrevet af budgetbisserne i Moderniseringsstyrelsen.

Svækket fagbevægelse

De faktiske forhold i jernindustrien er, at landets mange små fagforbund ikke længere kan matche modparten. Og hverken LO eller FTF har som paraplyorganisationer været stærke til at stå imod det voksende pres, som er opstået i de senere år på det danske arbejdsmarked – under mere eller mindre diffuse paroler som ‘konkurrencestat’, ‘globalisering’ og ‘disruption’.

I en årrække har fagbevægelsen ikke formået at sætte den dagsorden, som politikere og erhvervsorganisationer har måttet forholde sig til. Tværtimod.

Karakteristisk er det statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som har fået genstartet trepartsforhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter – vel at mærke på VLAK-regeringens præmisser. Nu kommer så modreaktionen: Med fusionsplanerne ønsker fagbosserne at opruste den danske fagbevægelse til bedre at kunne matche modspillet fra Danmarks Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Finansministeriet, særligt i form af den forlængede arm Moderniseringsstyrelsen, som bl.a. står for at forhandle overenskomsterne på det statslige område.

Styrkeforholdet er allerede så skævt, at det også skinner igennem i formuleringerne i det politiske grundlag, der lægger grund for den nye og endnu navnløse hovedorganisation. Grundlaget er alt andet end et kampskrift og bærer snarere præg af at være skabt i det samme univers, som er opstået i det bureaukratiske ingenmandsland mellem de store interesseorganisationer i Danmark.

Politisk uafhængighed

Manden bag begrebet ‘konkurrencestaten’, professor Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School, ser det politiske grundlag ligge i direkte forlængelse af den dominerende tænkning på Slotsholmen:

”Læser man værdigrundlaget, står der, at den nye hovedorganisation skal varetage, at den samlede danske økonomi er konkurrencedygtig. Det vil sige, at det ikke bare er overenskomster og løn, den nye type politiske organisation vil forsøge at påvirke. Men også velfærdspolitikken og den økonomiske politik, og dermed påtager den sig et langt større samfundsansvar end tidligere,” siger professor Ove Kaj Pedersen ($).

Dykker man ned i teksten, viser det sig også netop, at tidligere tiders kampretorik er pakket helt væk – til fordel for glattere og mere blege udtryk, der på den ene side skal gøre indsatsen fra den nye hovedorganisation mindre farvet og på den anden side øge indflydelsen i magtens inderste cirkler. Første skridt er at afsige sig alle nære forbindelser til bestemte partier, hvilket konkret betyder Socialdemokratiet:

”(Navn) skal arbejde bredt politisk for at løse samfundsudfordringer og skabe bedre vilkår for lønmodtagerne. (Navn) er partipolitisk uafhængig. I den politiske interessevaretagelse skal (navn) samarbejde med politiske partier på tværs af det politiske spektrum og kunne indgå såvel konkrete aftaler som mere strategiske alliancer afhængigt af, hvad der fremmer fagbevægelsens interessevaretagelse og indflydelse bedst”.

Teknokrat-snakken har sin egen indre logik. Farveløshed er utvivlsomt blevet en adgangsbillet til de vigtigste forhandlingsforløb om udformningen af den økonomiske politik i Danmark. Den nye hovedorganisation vil derfor få endnu mindre kulør, end LO og FTF har i dag. Mantraet om national konkurrencedygtighed vil vinde endnu mere frem på bekostning af gammeldags begreber som lokal retfærdighed og faglig solidaritet.

Det afgørende spørgsmål bliver, om en markant større, men også væsentligt blegere hovedorganisation vil kunne ændre på præmisserne for fremtidige overenskomstforhandlinger – og pludselig igen begynde at kunne sætte dagsordenen for forhandlingerne?

Eller om magtbalancen i virkeligheden kun vil rykke yderligere i retning af arbejdsgiverne og Moderniseringsstyrelsen?