Mørkelagt: Ministre blokerer kontrol af dem selv

Fup og svindel er ikke en by i Rusland. Politiske vennetjenester og systemkritik, der blot fejes væk, er heller ikke længere et fænomen, der kun forekommer under Putins regime. Tværtimod har magtarrogancen slået rødder her på hjemmefronten.

Dokumentfalsk og stråmandsvirksomhed. Systematiske ulovligheder og mistanker om korruption. Sådan lød anklagerne i Rigsrevisionens beretning om regeringens håndtering af fiskekvoter, og forløbet blev derfor stemplet som ”meget kritisabelt”. Den daværende miljø -og fødevareminister Esben Lunde Larsen blev ligefrem kritiseret af Rigsrevisionen for ikke at have håndhævet loven og for at have ”videregivet forkerte oplysninger til Folketinget”.

Kritikken af den positive særbehandling, som en lille gruppe kvotekonger i Nordvestjylland gennem en længere årrække havde fået fra ministeriets mænd, var så ubekvem for statsminister Lars Løkke Rasmussen, at han flyttede den unge minister væk fra fiskeriområdet, inden Rigsrevisionens rapport blev offentliggjort sidste sommer. Men skaden var sket.

Skaden på Rigsrevisionen, vel at mærke. Kritikken af kvotekongerne overskred en usynlig linje. Pludselig var der opstået en instans ved siden af Folketinget, som blandede sig i regeringens førte politik. Helt uhørt. Kritikken var bestemt ikke velkommen, og regeringens top fandt denne indblanding fra Rigsrevisionen – i hvad der retteligt blev opfattet som interne Venstre- og vestjyske anliggender – helt uacceptabel.

Nu er der blevet indledt en modoffensiv fra de tungeste ministre: ”Det kan ikke være Rigsrevisionens opgave at indskrænke det politiske råderum,” lyder det fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der sidder med i K-udvalget som veteran med længst anciennitet.

Han kunne også have citeret Politikens stifter Viggo Hørup: ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget, som har sin magt fra folket”. Skønt Hørup udtrykte princippet i en lidt anden betydning, er efterleveringen blevet, at ingen i Danmark må udfordre en regering, der ikke har et flertal imod sig i Folketinget.

Ingen over Folketinget

Så længe mindst 90 mandater ikke er parat til at stemme for et mistillidsvotum, er det danske statsræson, at den til enhver tid siddende regering har frie hænder. Formelt kan en miljø -og fødevareminister sagtens uddele fiskekvoter til vennerne fra hjemstavnen og bogføre kvoterne på mere end kreativ vis, så længe flertallet i Folketinget kan bringes til at acceptere uregelmæssighederne. Sådan fungerer det politiske system i Danmark.

Her har vi ingen formelle checks-and-balance-mekanismer, som de f.eks. kendes fra USA eller bare lande med en forfatningsdomstol såsom Tyskland.

Selv om det kan lyde bizart, har Claus Hjort Frederiksen faktisk en pointe, når han frabeder sig kritik udefra. Professor i forvaltning Jørgen Grønnegaard Christensen medgiver også, at det er en ny stil fra Rigsrevisionen, at man nu går ind og foretager kritiske analyser af det politiske beslutningsgrundlag.

Det skete f.eks. også, da Rigsrevisionen kritiserede Sundheds- og Ældreministeriet for at have afhændet statens vaccineproduktion med et muligt tab på over en mia. kroner. Eller da Transportministeriet blev kritiseret for ikke at have forholdt sig mere kritisk til, at tidsplanerne ved udskiftning af landets togsignaler blev overholdt, og omkostningerne dermed blev op mod 4,4 milliarder kroner dyrere – og yderligere forsinket.

Flere skeletter i skabene

Listen af kritikpunkter forsætter: Sidste år kritiserede Rigsrevisionen således Forsvarsministeriet for at have fremlagt kunstigt optimistiske prognoser for ydeevnen i de nye kampfly F35. Reelt er der tale om et fejljudgement i milliardklassen, og som på et fejlagtigt grundlag har været med til at få partierne bag forsvarsforliget til at vælge en amerikansk flytype, der nu viser sig langt dyrere i praksis.

Sidste forår kom Rigsrevisionen ligeledes med en skarp kritik af beslutningsprocessen omkring det delvise frasalg af Dong Energy til bl.a. den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Helt opsigtsvækkende kunne de centrale dokumenter ganske enkelt ikke findes frem i Finansministeriet:

”Statsrevisorerne finder det meget utilfredsstillende, at Finansministeriet ikke har levet op til god forvaltningsskik, idet flere centrale dokumenter ikke findes på Finansministeriets sager, og centrale overvejelser om kapitaludvidelsen ikke er tilstrækkeligt dokumenteret. En skærpende omstændighed er, at der er tale om en meget væsentlig økonomisk transaktion,” hedder det i statsrevisionernes bemærkninger, som fortsætter:

”Statsrevisorernes kritik er bl.a. baseret på at væsentlige dele af buddet fra Goldman Sachs, der omhandlede værdiansættelsen af DONG Energy A/S og investeringens størrelse, ikke blev afgivet skriftligt, selv om det var et krav, at investorernes bud skulle være skriftligt; at de afsluttende forhandlinger med Goldman Sachs og ATP ikke er fuldt ud dokumenteret; og at Finansministeriet ikke – via konkrete beregninger eller detaljerede analyser – har dokumenteret, hvordan man nåede frem til indstillinger til regeringens Økonomiudvalg og forligskredsen om valg af investorer”.

Èn af danmarkshistoriens største virksomhedshandler blev slet ikke skrevet ned? Ja, det lyder suspekt, men den kritiske beretning fik ingen konsekvenser. Ligesom kritikken af salget af vaccinefabrikken heller ikke affødte problemer for de ansvarlige ministre. Ej heller for transport- eller forsvarsministeren.

Kritik uden konsekvenser

De tabte og forsvunde milliarder i Skat er et ekstra og endnu mere himmelråbende skandale-kompleks, som kan få alt andet til at skrumpe. Rigsrevisonen påtalte tilbage i 2016 ”på det skarpeste, at SKATs kontrol med negativ moms in­den udbetaling har været helt utilstrækkelig, og at SKATs tilrettelæggelse af kontrollen har været særdeles mangelfuld”. Regningen løb op i et potentielt tab på svimlende 80-90 mia. kr.

Endnu mere grotesk og økonomisk uansvarligt var det digitale kollaps i Skats inddrivelsessystem. I februar 2015 kom statsrevisorerne med en skarp kritik for mangelfuld styring af systemmoderniseringen: ”Direktionen i SKAT har ikke haft overblik over den økonomiske udvikling i systemmoderniseringen. I hele perioden har direktionen ikke sikret sig tilstrækkelig orientering om den økonomiske udvikling i systemmoderniseringen fordelt på projekter og år”. Sammenbruddet i EFI har helt uden for kategori været det største økonomiske tab i danmarkshistorien.

Men hvad har konsekvenserne været af Rigsrevisionens vedholdende kritik af slendrian, inkompetence og dumhed i en stribe ministerier? Reelt kun irritation i regeringstoppen. Ministrene i Koordinationsudvalg har fundet det utidigt, ubekvemt og unødigt snagende, at en udefrakommende kontrolinstans har blandet sig i beslutningsforløb, som et flertal i Folketinget havde besindet sig på, og i hvert fald ikke ville vælte regeringen på.

Formelt er regeringen heller ikke er forpligtet til at følge eller bare reagere på kritikken fra Rigsrevisionen. Beretningerne kan arkiveres lodret i skraldespanden. Og bliver det, tydeligvis.

Men nu går regeringstoppen altså et skridt videre: Nu vil medlemmerne af Koordinationsudvalget – som tæller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), justitsminister Søren Pape Poulsen (K), finansminister Kristian Jensen (V), forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille – gå til direkte modangreb, og åbent og direkte anfægte kritik fra Rigsrevisionen.

Efter det mislykkedes at rykke Rigsrevisionen væk fra København, som gruppeformændene for regeringspartierne ellers forsøgte, sættes hårdt mod hårdt. Den nye offensiv fra Koordinationsudvalg kan få vidtrækkende konsekvenser for mulighederne for at kontrollere og kritisere regeringens arbejde. Rigsrevisionen udgør nemlig den sidste branddør for magtfuldkommenhed i Danmark.

Hvis Rigsrevisionen stækkes effektivt, vil der ikke længere være nogen tilbage, der med autoritet – og adgang til hemmelige dokumenter – kan kontrollere de politiske beslutninger, som træffes i magtens korridorer. Hvis modoffensiven lykkes, f.eks. ved at embedsmændene i Rigsrevisionen skruer ned for den kritiske attitude, vil magtens cirkler snøre sig endnu mere sammen om sig selv i Danmark.

Ringen sluttes: Fup og svindel er ikke en by i Rusland. Politiske vennetjenester og systemkritik, der blot fejes væk, er heller ikke længere et fænomen, der kun forekommer under Putins regime. Tværtimod har magtarrogancen slået rødder her på hjemmefronten.