Efter en længere diskussion på redaktionen her til morgen er Føljeton endelig klar til at tage stilling i ulvekrigen, som raser (ja, det er det mest dækkende udtryk, vi kan finde) i Midt- og Vestjylland, efter at politiet i går har anholdt og sigtet en mand for at skyde en ulv på en mark øst for Ulfborg. Kørende i sin bil (point for det).
Vores holdning er klar og nuanceret, men dog med en indbygget forståelse for de berørte egne – her kommer den: Så længe ulvebestanden ikke overstiger egnens samlede antal landmænd, er de velkomne. Sådan, værsgo, velbekomme – og vi er ikke bange for at gengive den diskussion, der sendte os i den retning:
Vi begyndte med at konkludere, at dyr og mennesker i vores bog er helt adskilte væsener. Ikke at den holdning bunder i noget religiøst nonsens om gudsbilleder, og vi ved dybest set godt, at den skelnen kun findes, fordi vi har et meget veludviklet sprog, som dyrene ikke har. Altså, vi ved med andre ord godt, at vi med Desmond Morris’ ord blot er ”den herskende abe”, men vi tillader os at tage rollen på os som de kødædere og klodepinere, vi har valgt at være. Dyr er ‘bare’ dyr og må til enhver tid slås ihjel, jages, spises eller bruges til væddeløb, til at kæle med, til tyrefægtning eller hane- og hundekampe, hvis man ellers behandler dyret ordentligt og med en vis respekt – herunder undlader at pine det. Vi bryder os ikke om selv at slå dyr ihjel, kæle med dem eller kæmpe med dem, men ser i øjnene, at vi har fået andre til at gøre det, stort set hver gang vi sætter os ved frokostbordet. Ok – så langt så godt. Med den ballast kunne vi stadig bakke op om at slå ulvene i Jylland ihjel.
Herefter talte vi lidt om, at ulve som dyrerace ikke er en truet dyreart og ville bestå glimrende, hvis den holdt sig til Alaska, Nordskandinavien, Øst- og Centraleuropa og hvor den ellers huserer, så på klodens faunas vegne føler vi intet ansvar. Vi er også med på, at det må være både ubehageligt og økonomisk belastende for en landmand at se sit fårehold ædt og lemfældigt skamferet af en ulv i blodrus, og vi er naturligvis heller ikke fan af de sygdomme, sådan et dyr kan tage med sig. Ja, ja, indtil videre synes hele vores argumentation at bygge op til at tillade fri jagt på ulve og til at skyde de par stykker, der lusker rundt på heden og jo faktisk, hvis omstændighederne er helt specielle, kan udgøre en fare for små mennesker og idioter.
‘Skær nosserne af dem’
Men så faldt vi over et par Facebook-grupper, der er modstandere af ulvene i Danmark, og så ændrede vi fuldkommen retning.
”Kan man blive straffet for at skrive, at man synes ulve i Danmark skal skydes og brændes?” hedder det øverst i et opslag i Facebook-gruppen ‘Ulvefrit Danmark’. I kommentarsporet til opslaget diskuteres det, hvordan man – ustraffet – kan komme med forslag til, hvordan man kan tage livet af ulve, uden at det bliver en decideret opfordring til drab på dyrene.
”Jeg håber snart at fåreavlere ser fidusen i ikke at anmelde deres angreb, og i stedet fylder noget Carbofuran i kadaverne og lader ulvene æde op,” skriver en bruger, der nævner nervegiften Carbofuran som en måde at dræbe ulve på.
”Jeg håber at man piner, skærer ørerne, nosser osv. Af ulvene (nosserne er et lille problem med hunulvene), jeg kan kun opfodre til det, lad mig nu se, hvad straffen bliver,” skriver en anden bruger i kommentarsporet, og tonen fortsætter.
For nyligt udkom en rapport fra Aarhus Universitet, der dokumenterer, at mindst otte ulve er kommet til Danmark, hvoraf fire af dem er sporløst forsvundet. Forskerne peger på, at de fire ulve sandsynligvis er døde, og at de ikke kan udelukke krybskytteri, og i går anholdte politiet så en 66-årig mand for at have skudt en ung hunulv fra førersædet i sin bil.
Vi kan kun se den slags grupper og handlinger som et udtryk for, at vi har brug for ulven i Danmark. Disse mennesker har brug for, at vi tager diskussionen med dem og henviser dem til de rette steder – til psykologer, til Venligboerne eller andre instanser, som kan genopbygge deres tro på menneskeheden og give dem kærlighed og forståelse. Danmark har brug for ulvene.
Og så giver det i øvrigt den danske natur en kant, vi har savnet. Indtil for nylig var det farligste, man kunne blive udsat for på heden, et hugormebid, der ikke udgør større fare end et bistik. Tænk på de muligheder, ulvene giver her. Tænk på de muligheder, du får for at skræmme dine børn, tænk på de twist og turns, det kunne give til danske krimier, tænk på åndeløse møder, litteraturhistorien og det episke schwung, det kunne give vores selvfortælling. Det mangler vi, og det kan ulvene give os. Og så kan det give fodboldholdet FC Midtjylland en legitimitet til at bruge deres ulvemaskot. Det mangler de. /Lasse Lavrsen