Lars von Trier og den blå kålorm (og solsikken)

Det er ikke til at vide, om han selv har det sådan, men ser man bort fra en selvydmygende boligannonce indrykket for nylig i Børsens tillæg Ejendomme sammen kompagnonen Peter Aalbæk Jensen, synes alt at lykkes for Lars von Trier i de her dage. Onsdag morgen afslørede lederen af Filmfestivalen i Cannes, Thierry Frémaux, på fransk radio, at den danske mesterinstruktørs som for tiden er ved at færdiggøre sin seneste film, The House that Jack built, ikke længere er uvelkommen på festivalen. Det betyder, at von Trier er tilbage på den franske riviera efter syv års bandlysning oven på de tåbelige kontroverser, der fulgte i kølvandet på hans ‘ok, jeg er nazist’-udtalelser ved et pressemøde dernede i 2011.

Udtagelsen af The House that Jack built, som har Matt Dillon og Uma Thurman i hovedrollerne, overlapper med, at von Trier torsdag modtager Sonningprisen som den blot fjerde dansker siden prisens indstiftelse i 1950. I det Sonning-videointerview, som Københavns Universitet lagde ud forleden, italesætter Lars von Trier både prisen og sine udtalelser i 2011. Sonningprisen er han virkelig glad for, siger han, fordi han får den for hele sit værk; der er ikke tale om én film, der skal falde i en tilfældig jurys smag.

Interviewet er forestået af filmlektor emeritus Peter Schepelern, der også regnes som landets fremmeste von Trier-ekspert. De sidder i hver sit lædermøbel i et kontor med flyttekasser og habengut i baggrunden. Schepelerns stol forekommer lavere end von Triers, og mens von Trier sidder nogenlunde ret op i sædet, har Schepelern valgt en mere laissezfaire sammensunken positur, som klæder de færreste uanset alder. Lars von Trier ryster en smule på hænderne og nævner da også, at han arbejder på at få bugt med sit alkoholmisbrug, men at det holder hårdt. ”Alkohollen er selvmedicinering, ikke, og er desværre vanvittigt effektivt. Problemet er bare, at når så promillen falder, så vælter de der angster ind over dig igen i forstærket form.”

”Så det er ikke nogen rigtig løsning?” spørger Schepelern nede fra sin stol.

”Det er en ikke-løsning,” svarer von Trier.

Da Peter Schepelern drejer samtalen ind på, at ”drillemotivet” altid har har været gennemgående hos von Trier, svarer instruktøren, at han altid har drillet, hvis han har kunnet komme af sted med det, men at han i dag driller ”meget lidt, fordi…” Og så afbryder han sig selv for at tale om ”hele den der Hitler-affære”, som man fornemmer, at han har været meget mere ked af, end offentligheden måske umiddelbart har troet.

”Du har også set den pressekonference flere gange,” siger han, ”og jeg mener jo, at den blev ødelagt af moderatoren, fordi han ikke fik sørget for, at jeg fik fejet op efter mig. Den der sidste, ‘nå, men okay, så er jeg nazist’, det er jo ligesom noget, man siger til hinanden, når man sidder i en diskussion, og den anden ikke vil give sig. Så siger man: ‘Okay, have it your way’ eller ‘du får ret, og jeg får fred’. Men det betyder ikke andet, end at jeg ligeså godt kunne have sagt, at jeg var en blå kålorm med en solsikke stikkende ud af røven. Det kunne jeg ligeså godt have sagt, som at jeg var nazist.”

”Måske var det det, du skulle have sagt retrospektivt?” siger Schepelern tørt ironisk.

”Ja, det var det, jeg skulle have sagt. Det blev til det andet, men naturligvis er jeg ikke nazist,” siger von Trier og tilføjer kort efter for ligesom at lukke den helt: ”Der var ikke nogen, så vidt jeg husker, i pressesalen dér, som havde noget problem med det, jeg sagde. Ellers skulle de have rejst sig op: ‘Hr. Trier jeg må holde dem fast på…!” – en eller anden udtalelse. Det var der slet ikke tale om. Det, som nogle har en teori om, er, at det var et Twitter-fænomen, fordi der kun kan være så og så mange anslag i en Twitter-meddelelse. Jeg har hverken Twitter eller Facebook eller noget. Men jeg vil godt have lov til at sige fuldstændig utvetydigt: Der er ingen af Hitlers handlinger, som jeg billiger. Jeg kan ikke komme på noget. jeg afskyr hans afstumpethed og hans brutalitet. De fleste diktatorer ender på den måde, men han var godt nok en lort også. Det er meget vigtigt, at Hitler bliver menneskeliggjort, for den der med, at vi bare kan smide sagen til side og sige, ‘han var ond’… ja, men han var også et menneske, og det er vigtigt at vide, fordi det han har gjort, kan ske igen.”

Instruktørens eget hus

Fordi Peter Schepelern er Lars von Trier-autoriteten herhjemme og tydeligvis også har von Triers respekt, kan han tillade sig at stille spørgsmål, som i en mindre bemidlet interviewers mund ville virke pinagtigt banale. Og det gør han også. Lars von Trier sammenligner på et tidspunkt sin instruktørgerning med en opdagelsesrejsende, der har fået til opgave at gå i en bestemt retning – for eksempel øst – og selv om der hele tiden er ting, der lokker til højre og venstre, så holder han stædigt fast i sin retning.

”Når du ser tilbage på dit værk,” siger Schepelern, ” – på det hus, du har bygget…”

”Det hus, jeg har…?” Lars von Trier studser over formuleringen og retter et diskret fornøjet blik over mod Schepelern, da ordspillet går op for ham. ”… det er rigtigt, ja.”

”Hvad er du mest stolt af?” spørger Schepelern så.

”Jeg har det stadigvæk bedst med Dogville (2003), fordi jeg synes, at det bare er skidegodt skrevet. [Filminstruktøren Quentin] Tarantino sagde jo, at hvis jeg havde lavet det som teater, så havde jeg også fået Pulitzerprisen. Det var han sikker på. Han har omtalt det som et af de bedste manuskripter. Den var sindssygt nem at skrive.”

Afvisning på afvisning

Det bringer os videre til den forrygende udstilling ‘Det gode med det onde’ om Lars von Trier og hans værk på Brandts Museum i Odense. Den har kunnet ses siden november, men for nogle uger siden åbnede der endnu en glimrende udstilling på museet om et andet geni – Hergé, skaberen af tegneserien Tintin – så nu er der to gode grunde på samme matrikel til at rejse til Fyns hovedstad, hvis man ikke lige bor i nærheden. Vi skal ikke gennemgå udstillingen rekvisit for rekvisit, men den er baseret på 13 flyttekasser med arkivalier fra hele von Triers karriere, som han havde stående i sin kælder i Lyngby, indtil han forærede det hele til førnævnte Schepelern, der sendte det videre til Det Danske Filminstitut.

Udstillingen holder en fin balance mellem filmværket og manden. Da jeg var der for nylig, insisterede min ledsager, et fremmeligt barn, på, at jeg læste hele Lars von Triers kronologiske tidslinje højt for ham. Den er gengivet på en væg og er akkompagneret af diverse passende von Trier-citater.

Ved siden årstallet 1962, hvor det angives, at han begynder på Lundtofte Skole i Kongens Lyngby, finder man for eksempel dette udsagn: ”Jeg gik i en afskyelig skole. Den hed Lundtofte Skole. Jeg skulle helt klart have været på Bernadotteskolen. Jeg var derhenne på besøg engang, og det var en fuldstændig anden verden. Det var som at komme fra Auschwitz til Legoland.”

I forhold til, hvor monumentalt von Triers værk fremstår i dag, er drengen Lars’ første år bemærkelsesværdigt svære. ”Som seksårig kunne jeg ligge sammenkrøbet under et bord i timevis af skræk for, at atombomben når som helst kunne falde over os,” citeres han for at have sagt.

Men også de unge år er vanskelige, og fiaskoerne er ikke stukket ind under stolen, som man måske ville gøre med andre stjerner. I 1971 søger han ind på Danmarks Radios produktionsafdeling med henblik på at blive tv-klipper. ”Bliver ikke optaget”, står der. I 1973 søger han ind på Filmskolen, ”men bliver ikke optaget”. I 1974 sender han malerier ind til Den Frie Udstilling, ”men de bliver ikke antaget”. I 1975, hvor han også ”kommer til skade ved drageflyvning på Københavns Vestegn”, søger han ind på Kunstakademiet i København, ”men bliver ikke optaget”. I 1976 søger han optagelse på Teaterskolen og ”bliver ikke optaget”. Samme år sender han romanmanuskriptet Eliza eller Den lille bog om det dejlige og det tarvelige til flere forlag, men det afvises alle steder. Osv.

Da Lars von Trier – stadig under navnet Lars Trier – endelig bliver optaget på Filmskolen i 1979 under rektor Henning Camre, er han kontrær og antiautoritær fra dag et. ”Jeg havde ingen respekt for nogen af vores lærere. Jeg skrev et fødselsdagsdigt til Camre, hvor en af linjerne lød: At spørge lærerne kan ikke nytte, de er her kun, fordi de ikke selv fik støtte.”

Blandt de mange effekter på udstillingen finder man både filmiske rekvisitter og von Trier egne ting. Hans kriminalnovelle Mordene ved midnat, som han skrev som syvårig; ”No hard feelings”-brevkortet fra den polske filminstruktør Roman Polanski, der som juryformand ved Filmfestivalen i Cannes i 1991 var med til at give Lars von Triers film Europa den store pris. Trier havde kaldt ham ”dværgen”, hvilket pressen piskede op til en skandale, fordi Polanski er mikroskopisk af statur – men det var bare en henvisning til Polanskis rolle i hans egen film Chinatown.

Ja, selv helsidesannoncen, som Lars von Trier og en række andre personer fra kulturlivet indrykkede mod Dansk Folkeparti i begyndelsen af 00’erne med henvisning til, at Pia Kjærsgaard repræsenterer et ”ulækkert menneskesyn”, er med. Vi vil ikke gå i detaljer. Udstillingen kan stærkt anbefales.