Ungdommen deler ikke de gamles selvstændighedsiver

I Nuuk står solen højt på den blå himmel. I et stativ på den gamle kolonihavn ligger kajakker på stribe, og op mod byen står et væld af farvestrålende træhuse huse side om side. Luften er kold og ren, og det blikstille hav er så klart, at ansigtet spejles deri. Byen omkranses af pittoreske fjelde, der endnu er hvide af sne – inden længe kommer sommeren til Grønlands største by, og alt det hvide forvandles til grønt. Indtil da sætter store vinterstøvler aftryk i sneen, og lyden af bilernes pigdæk laver små kliklyde i byens gader. Men det er hverken støvlestamp eller hjulspin, der gør mest væsen af sig i Nuuk for tiden. Det, der larmer mest, er debatten om selvstændighed.

Siden indførelsen af den grønlandske selvstyrelov i 2009 er lysten til løsrivelse fra Danmark og rigsfællesskabet taget til i styrke. I 300 år har Grønland været underlagt Danmark, men med Selvstyret kom muligheden for at rive sig endeligt fri af det danske land, og i årevis har debatten om selvstændighed præget det politiske billede i Grønland. Men blandt landets unge generation forholder det sig anderledes.

”Mange unge er bange for selvstændighed. Vi ved, at det er os, der kommer til at bære byrden, og det er os, der skal betale prisen. Jeg synes, det er egoistisk af de ældre politikere at lægge selvstændigheden over på os – det er dem, der kæmper for den, men det er os og vores børn, der skal leve med konsekvenserne af den,” siger Malene Vahl Rasmussen.

Hun er 23 år og kandidat til tirsdagens valg, hvor hun stiller op for Demokraterne og håber på at blive valgt ind i det grønlandske parlament Inatsisartut. Tidligere på dagen har hun deltaget i en valgdebat sammen med repræsentanter fra de øvrige partier. I politisk øjemed er hun rolig, mild og klar i spyttet. Hun kæmper for ungdommen, siger hun, og i hendes valgkamp ligger selvstændighed absolut nederst på listen – hun mener, at debatten er gået over gevind. Det er kun de gamle politikere, der stadig kæmper med næb og klør for selvstændighed, siger hun og smiler lidt genert, som om hun bliver i tvivl, om hun kan tillade sig at sige det næste.

”Partiformanden for Partii Naleraq (Hans Enoksen, 61 år, red.) siger, at vi skal have selvstændighed inden for tre år. Men han har jo været politisk aktiv nærmest hele sit liv, og jeg tror ærlig talt, det handler om, at det skal opnås, inden han dør. Han vil bare have den statue. Han er en af de sidste politikere, der stadig kæmper så hårdt for selvstændighed, så jeg tror, det handler om, at han bare vil nå det, inden han går på pension,” siger Malene Vahl Rasmussen.

Hånden i vejret, hvis du ønsker selvstændighed

Forleden var der valgmøde på gymnasiet, hvor panelet udelukkende bestod af unge kandidater. Der har aldrig været så mange unge opstillede, som der er ved dette valg, og ifølge Malene Vahl Rasmussen kan det være med til at nå de unge grønlændere, der normalt ikke gider sætte sig ind i politik. Det er meget nemmere for de unge at lytte til andre unge end til de voksne, mener Malene Vahl Rasmussen. Derfor havde de arrangeret paneldebatten på gymnasiet.

Debattens største emne var selvstændighed. Men modsat de adskillige valgdebatter, der ellers har været, handlede denne debat ikke om ønsket om selvstændighed, men snarere frygten for den. Den overhængende snak om selvstændighed afføder mange bekymringer hos de unge. Hvad sker der med uddannelsesområdet, hvis selvstændigheden bliver en realitet? Er der stadig de samme særaftaler med Danmark i forhold til optagelse på universiteterne? Hvordan uddanner vi os, hvis vi pludselig står alene?

Da debatten var ved at slutte, rejste en elev sig op i salen og rakte ud efter mikrofonen. Han bad salens tilhørere om at række en hånd i vejret, hvis de ønsker selvstændighed i den nærmeste fremtid. Ud af salens over hundrede unge rakte én hånden op.

”Det er ret skræmmende, fordi når man kigger på voksendebatten, og hvordan de voksne diskuterer politik, så handler det rigtig, rigtig meget om selvstændighed. De spørgsmål, der kom fra de unge på gymnasiet, handlede stort set kun om bekymring for selvstændighed. De er bange for fremtiden og den opgave, vi står overfor,” siger Malene Vahl Rasmussen.

Forældrene sætter krydset

Ved et bord i byens kulturhus sidder et ungt vennepar og spiller brætspil. Bella på 17 og Niels Jørgen på 19 går begge i gymnasiet i Nuuk. Ingen af dem har tænkt sig at stemme ved valget, den ene er for ung, og den anden har ikke fulgt godt nok med, siger han. Alligevel har de begge stærke holdninger til, hvad der er galt i den politiske debat i Grønland.

”Hvis jeg kunne bestemme, skulle politikerne fokusere mere på at gøre uddannelserne i Grønland bedre i stedet for hele tiden at diskutere selvstændighed. Vi kan jo ikke være selvstændige, hvis vi ikke får uddannet flere folk. Jeg forstår ikke, at de ikke tænker mere på det i stedet,” siger Bella.

Hendes spillemakker nikker og giver hende ”ret i det hele”. Han har ikke rigtigt sat sig ind i valget, og han synes ikke, han ved nok til at kunne sætte sit kryds. Hvis han stemmer, stemmer han nok bare det samme som sine forældre, siger han. Det samme gør sig gældende for mange af hans venner.

Ifølge Malene Vahl Rasmussen er det en udbredt problematik. Mange følger deres forældres valg uden selv at tage stilling, og sådan har det været i årtier. Det ligger dybt i den grønlandske kultur, mener Malene Vahl Rasmussen. Kommer man fra en familie, der stemmer på Siumut, så bliver man automatisk selv en Siumut. Det er den kurve, de unge kandidater vil forsøge at knække ved at stille op til valget. De vil vise, at unge mennesker også kan have visioner for fremtiden, som ikke afhænger af deres forældre. Ifølge den 23-årige demokrat er der mange unge, som slet ikke orker valgdebatten, fordi de voksne politikere ikke opfører sig ordentligt:

”Der er alt for mange politikere, der går igen og igen ved hvert valg. Det er de samme gamle politikere, der sviner hinanden til hver gang, og derfor er det bare blevet uinteressant for unge at føle med i politik. Politik har i mange år været en grim magtkamp, som ikke fører noget med sig andet end højlydte diskussioner om selvstændighed. De unge savner at høre noget mere konkret politik og nogle klare mål for, hvad de forskellige politikere vil, og hvad partierne egentlig står for,” siger Malene Vahl Rasmussen, der selv har været aktiv i ungdomspolitik de seneste to år.

National stolthed

Når man taler med Nuuks unge borgere, får man bestemt heller ikke en fornemmelse af ligegyldighed – tværtimod. Den grønlandske ungdom er initiativrig og stærk. Mange af hovedstadens unge har drømme og håb, ikke bare på deres egne vegne, men også på hinandens. De er stolte af Grønland, men de gruer for fremtiden og de mange sociale problemer, som samfundet står overfor. For de unge ved, at det er dem, der skal løfte fremtiden. Derfor burde børnene og de unge fylde mere i valgdebatten, mener Malene Vahl Rasmussen.

”Vi har nogle kæmpe udfordringer her i Grønland, som fortjener meget mere fokus end selvstændigheden gør. Der er noget galt med de politiske prioriteter her i landet. Når politikerne i Inatsisartut debatterer børneområdet, sidder de syv i salen. Men når de debatterer forfatningskommision og selvstændighed, er samtlige 31 medlemmer til stede. Jeg synes ikke, det er fair over for børnene. Og det er ikke fair for ungdommen, for det er os, der får børn i fremtiden, som også skal være med til at løfte landet og de udfordringer, vi har og især vil få, hvis selvstændigheden kommer,” siger hun.

Løsrivelsesdebatten fylder forsvindende lidt hos de forskellige partiers unge kandidater ved valget. I stedet ligger mange af de unges kandidater vægt på uddannelsesområdet og socialområdet. Selv går Malene Vahl Rasmussen til valg på to klare mærkesager; at få unge grønlændere til at blive boende i landet og at forbedre indsatsen mod forebyggelse af selvmord. Begge problematikker står for hende som lysende klare eksempler på nationale problemer, der ikke får nok opmærksomhed. Det er de unge, Grønland har brug for i fremtiden, så det er dem, der skal passes på. Der er ikke råd til at miste flere, siger Malene Vahl Rasmussen.

”Det er derfor, jeg bliver så træt af al den snak om selvstændighed. Det er jo fuldstændig urealistisk at tale om, når vores land i forvejen er så udfordret. Det er derfor, jeg bedre kan lide at sidde i panel med de unge kandidater, for så er debatten lidt mere realistisk. Når mange af de gamle politikere er til stede, bliver valgkampen ført på følelser og vrede. Det er meget ubehageligt som ung at sidde og lytte til. Den der store stolthed og det der danskerhad, der er ved hver valgkamp, det gider man ikke høre på,” siger hun.

Har unge grønlændere ikke den samme stolthed?

”Jo, vi er stolte af at være grønlændere, men vi har ikke brug for et pas for at bevise det,” siger den 23-årige politiker.