Hellere uddannelse end uran

Gymnasiets aula troner som en mastodont mellem byens farvede huse. Gymnasiet i Nuuk ligger et par hundrede meters gang fra havnen, og på den snoede vej derop ligger slikpapir og cigaretskodder på asfalten og blander sig med småsten og gråt sjap. De nye gymnasielokaler blev bygget for en håndfuld år siden, og selv om udvidelsen har hjulpet gevaldigt, kan det stadig være svært at finde plads til de godt 450 gymnasieelever i Grønlands hovedstad.

Mandag aften skal aulaen være scene for den afsluttende partilederrunde inden tirsdagens valg til Grønlands Landsting, Inatsisartut. Det sidste slag skal slås, siger et medlem fra det store folkesocialistiske parti Inuit Ataqatigiit, da hun træder ind ad døren med et partiflag i hånden. Hvide plastikstole står linet op på stribe, og foran scenen står store tv-kameraer og projektørlys. Den grønlandske tv-kanal KNR er klar til at dokumentere valgets sidste nævekamp.

Et par timer før debattens start er de sidste gymnasieelever så småt ved at få fri. De strømmer ud af klasselokalerne og myldrer ud i det fri efter en lang skoledag med fag som matematik, engelsk og samfundsfag på a, b eller c-niveau, præcis som gymnasieeleverne i Danmark.

I kantinen sidder 18-årige Moses Marcussen-Mølgaard og bakser med en danskaflevering. Han har tre afleveringer, han skal have lavet, siger han og himler let med øjnene. Kristine Josefsen, der lige om lidt fylder 19, og Angunnguaq Malik Sethsen på 18 kommer over til bordet, hvor Moses sidder. De skal alle tre stemme for første gang ved tirsdagens valg, men de er endnu ikke helt fastlagte på, hvem stemmen skal gå til. De savner konkrete svar på, hvordan politikerne vil løse landets udfordringer.

”Når politikerne endelig bringer nogle emner op, så siger de kun, hvad de vil gøre, men ikke hvordan de vil gøre det. Det kan godt være frustrerende,” siger Moses.

Uddannelse over Uran

I den igangværende valgkamp har den betændte debat om selvstændighed fyldt en hel del, ligesom både fiskeripolitik og snakken om at anlægge nye grønlandske lufthavne har været markante emner i den politiske debat. Ved den afsluttende partilederrunde er det da også lufthavne og landsøkonomi, der bliver drøftet mest livligt. Men de unge, der skal stemme for første gang, har svært ved at se sig selv i politikernes valgsnak.

”Der bliver fokuseret så meget på de der fiskekvoter og på lufthavne, men jeg kan ikke rigtig forstå, hvorfor Grønland skal have en ny lufthavn. Jeg er bange for, at det vil gå ud over vores natur,” siger Kristine, der snart skal sætte sit kryds for første gang.

”Jeg holder meget af naturen. Det er der, jeg kan tage hen, når jeg har brug for at komme væk. Jeg er opvokset med, at min familie og jeg tager ud i naturen, når vi skal slappe af, så hygger vi os eller går vi på rensdyrjagt og nyder den friske luft. Jeg ville ønske, der var flere politikere, der gik op i naturen, for den grønlandske natur er helt unik, og den synes jeg, vi skal passe på,” siger hun.

Heller ikke 18-årige Angunnguaq er helt tilfreds med politikernes måde at føre politik på. Han er ofte i tvivl om, hvad de foretager sig, og hvilke politiske emner de drøfter ”derovre i Landstinget”. Også op til valget har han haft svært ved at gennemskue politikernes løfter.

”Ofte bliver politikernes snak alt for sort og hvid. Hvis man for eksempel ser på debatten om råstoffer, så er det altid enten et ja eller et nej. Så er der ikke plads til at tænke på, hvor meget forurening udledningen af Uran vil skabe, eller hvilke konsekvenser det vil have. Det er, som om mange politikere slet ikke ser alle sider af sagen, de siger bare ja eller nej,” siger Angunnguaq.

”Jeg synes, den vigtigste opgave for politikerne er at få flere i uddannelse,” siger Moses. ”Det burde fylde mere i debatten, for det betyder virkelig meget. Ved at gå i gymnasiet har jeg selv lært at kunne forholde mig kritisk, og jeg har lært at kunne se det virkelige frem for kun at se det romantiske. Vi er nødt til at være i stand til at uddanne flere, så flere grønlændere har muligheden for at kunne tage stilling til samfundet og vores land.”

”Nogle gange kan der godt gå lidt kludder oppe i hovedet”

De tre førstegangsvælgere er alle enige om, at det allervigtigste for fremtiden i Grønland er uddannelse. Det er med uddannelse, at man kan løse mange af de problemer, som landet står overfor, siger de enstemmigt og glemmer for en stund de afleveringer, de før bandede langt væk. Uddannelse er vigtigt, men det kan også være frustrerende, for i Grønland er en god uddannelse afhængig af, at du taler dansk. I gymnasiet kan størstedelen af lærerne nemlig ikke grønlandsk.

”90 procent af vores lærere er danske. Vi havde ellers en grønlandsk lærer, men så blev hun fyret, fordi rektor mente, der ikke var nok timer til hende. Men da hun var stoppet, kom der pludselig en lærer fra Danmark, som havde de helt samme fag og timer som hende. Nogle gange ville det være rart, hvis lærerne også kunne grønlandsk,” siger Kristine Josefsen.

Selv om det kan være irriterende at skulle fralægge sig sit oprindelige sprog for at kunne gå i skole, så er det sådan, realiteten i Grønland er. Det er først inden for de seneste år, at uddannelsessystemet i Nuuk er blevet så veletableret, at den grønlandske hovedstad kan begynde at uddanne egne lærere. Men lige nu – og i den næste lange årrække – er undervisningskræfterne nødt til at blive hentet ude fra. For de tre gymnasieelever har det betydet, at de så småt er begyndt at glemme deres grønlandske sprog, og nogle gange er de nødt til at tjekke ordbogen for at huske visse ord.

”Nogle gange kan der godt gå lidt kludder oppe i hovedet. Jeg kan godt føle, at det er uretfærdigt, at man skal kunne et andet sprog end sit oprindelige for at kunne klare sig i sit eget samfund. Jeg kan huske, hvordan det var som barn at finde ud af, at jeg ikke kunne komme i gymnasiet, hvis jeg kun kunne tale mit modersmål. Det kan godt virke uretfærdigt og frustrerende, men det er jo bare sådan, det er.” siger Angunnguaq Malik Sethsen, der i dag taler både grønlandsk, dansk, engelsk og japansk, fordi han har været på udveksling i Japan.

Danske drømme og grønlandsk ansvar

I gymnasiets aula er valgdebatten ved at være på sit højeste. Partiformændene fra de syv opstillede partier forsøger at svare for sig efter bedste evne. Det er deres sidste chance, før valget skal afgøres, og mens de to store magtkæmpere, Kim Kielsen fra Siumut og Sara Olsvig fra Inuit Ataqatigiit, træder lidt i baggrunden, forsøger øvrige partiledere ihærdigt at blive hørt. Demokraternes Randi Vestergaard Evaldsen slynger ord ud om liberalisme, fangerkultur og frihed, mens Hans Enoksen fra Partii Naleraq taler om selvstændighed, hver gang muligheden byder sig. Salens publikum kvitterer med hujen og ivrig blafren med de forskellige partiflag lavet af stift papir.

Ved debattens afslutning mener Moses, Kristine og Angunnguaq, at de har besluttet sig. Selv om det ikke er nemt, har de en god fornemmelse af, hvem de vil sætte deres kryds ved. Men det er ikke nødvendigvis nogen af partiformændene – de tre unge vælgere vil stemme på de politikere, der tænker mest på landets fremtid.

”Jeg kan godt frygte, at flere unge vil flygte fra Grønland, så man til sidst føler sig helt alene med ansvaret om at skulle løfte samfundet heroppe. Jeg tror, at mange unge bliver i Danmark efter uddannelse, fordi det danske samfund allerede er klar. Det er lettere at komme i gang med sit voksne liv, hvis man bor i Danmark i stedet for Grønland. Så skal man ikke løfte en lige så stor byrde, som man skal i Grønland. Men det grønlandske samfund har jo brug for, at vi bliver her og hjælper,” siger Angunnguaq, der også selv har tænkt på at tage til Danmark for at læse.

”Jeg er også bekymret for, hvis beslutningen om selvstændighed bliver taget for hurtigt,” siger Moses. ”Hvis bloktilskuddet fra Danmark forsvinder, frygter jeg, at vores samfund vil gå helt i stå. Jeg tænker tit på, at vi har sådan et kæmpestort land, og der må da være nogle steder, vi kan tjene penge, som ikke handler om fiskeri. Det må der altså.”

På trods af bekymringerne er de tre unge dog enige om, at der er noget godt på vej til Grønland. Den unge generation vil frem i verden, og de deler ikke deres forældres pessimistiske holdninger, siger de. For de senere års udvikling har styrket det grønlandske land.

”Man kan se, at folk er begyndt at tage ansvar selv, og i fremtiden tror jeg, at Grønland bliver complete ligesom Danmark. Der er ved at ske noget på den front,” siger Moses, mens Kristine ser på ham og nikker.