Af skade bliver man klog. Man behøver nemlig ikke at have en lang uddannelse for at være klog. Således måtte landets offentlige akademikere, præster og skolelærere i nat se sig snydt af sygehusportørerne, gartnerne og social- og sundhedshjælperne. De kortest uddannede faggrupper i den offentlige sektor – dem, som både arbejder mest slidsomt og samtidig får lavest løn – valgte at indgå en delaftale om nye overenskomster.
Årsagen er simpel: Deres egne krav om løn og arbejdsforhold blev imødekommet. Ganske enkelt. Efter et langstrakt forhandlingsforløb, hvor længere uddannede og bedre lønnede faggruppers krav er blevet brugt effektivt som en løftestang, gav det ikke længere mening at fortsætte forhandlingerne for de lavtlønnede på det regionale område.
Isoleret set er det kløgtigt nok: At indgå en aftale nu giver mest smæk for skillingen for de lavest lønnede. For hvis en konflikt kulminerer i en landsdækkende lockout, vil alle offentligt ansatte miste op til flere ugers løn uden nogen som helst udsigt til at kunne vinde ekstra fordele. Løntabet for den enkelte ved en lockout vil helt konkret blive væsentligt større end eventuelle ekstra indrømmelser.
Ekstra 8,1% i løn
De faktiske forhold er, at de lavest lønnede på det regionale område ville være sikre på at tabe mærkbart mange penge på en konflikt. To ting er nemlig sikre. 1: De offentligt ansatte vil ikke få udbetalt løn, mens konflikten varer, og dermed vil de være garanteret et kontant tab, der lynhurtigt vil vokse sig større end den allerede tilkæmpede lønstigning – over et helt år, vel at mærke, og 2: Politikerne på Christiansborg vil til sidst lave et lovindgreb, der kun kan baseres på de forligsskitser, som konkret er blevet forhandlet frem i Forligsinstitutionen.
Det endelige resultat ved en storkonflikt vil altså ende meget tæt på det, som lå på bordet i nat. Og i den situation er det altså dumt at sige nej til en aftale. De lavest lønnede får nu så meget, som de realistisk kunne håbe på – og mister intet. Økonomisk set. For der kan blive en pris at betale over for de andre faggrupper, som havde håbet, at de lavest lønnede ville være villige til at ofre sig for folk, der allerede tjener mere end dobbelt så meget.
Det har skabt et ramaskrig blandt landets højtuddannede, at de lavest lønnede på sygehusområdet i nat sagde ja til reelle lønstigninger. Det bliver kaldt ‘usolidarisk’ og for et brud på ‘musketereden’, at LO-fagforbundene og en række andre faggrupper i OAO, Offentligt Ansattes Organisationer, her i sidste ende valgte at acceptere et kompromis med en samlet lønstigning på 8,1% over tre år, herunder en særlig ligelønspulje og en lavtlønspulje.
På vegne af landets sygehusportører, gartnere og social- og sundhedshjælpere sagde en træt, men tilfreds og ikke mindst ærlig formand for FOA, Dennis Kristensen: ”Vi har ikke ønsket at betale en ekstra pris for spisepausesikring, og vi har ikke ønsket at betale for, at andre skulle have det”. Selv om han ofte er én af de mest rapkæftede i den danske fagbevægelse, der gerne hjælper til at hidse en stemning op for at få folk på barrikaderne, er han også én af de mest hensynsløst pragmatiske forhandlere, når det kommer til at indgå kontante aftaler til gavn for egne medlemmer i FOA.
Den danske model
Blandt de andre forhandlere – både for de højtuddannede i hele den offentlige sektor og for de kortuddannede i stat og kommuner – er der selvfølgelig udbredt frustration her til morgen. Forhandleren på det statslige område, Flemming Vinther, er passivt aggressiv på Twitter: ”Der er ikke ændret på de krav vi gik ind med. Og de er ikke imødekommet. Så arbejdet er på ingen måde slut. Løsningen fra i nat er ikke en løsning for os”.
Fra den store gruppe af bl.a. sygeplejersker og skolelærere er vreden størst: ”Jeg skal være den første til at beklage, at musketereden ikke holdt hele vejen. Det er lykkedes arbejdsgiverne at splitte os,” siger formanden for FTF, Bente Sorgenfrey. Og skuffelsen kommer måske ligefrem som en overraskelse? For paradoksalt nok har hun og de over 400.000 andre medlemmer af FTF netop stemt ja til at fusionere med LO. Måske vil Bente Sorgenfrey & co. også fremover kunne se frem til at blive trynet fra folk på lavere løntrin?
Forløbet er i hvert fald et internationalt særsyn: I dag er det de lavest lønnede i Danmark, der sætter standarden for resten. I stort set alle andre lande i verden ville det være omvendt. Her ville det altid og uden undtagelse være de kortuddannede, som måtte rette ind og så til allersidst acceptere smulerne, når folk med længere uddannelser havde forhandlet sig til rette.
De videre forhandlinger i dag og måske de kommende dage vil vise, om dem med længere uddannelser er lige så vise som de kortuddannede. Dumstoltheden kan hurtigt blive dyr. Særligt fordi lærernes arbejdstid allerede er blødt op i praksis ude i kommunerne, og de betalte spisepauser er en hævdvunden kutyme, som Voldgiftsretten med stor sandsynlighed også vil beskytte, hvis enkelte offentlige arbejdsgivere skulle forsøge at skære pausen væk.
Aftalens kunst handler om at slå til på det rigtige tidspunkt. Hvis skolelærere og sygeplejersker ender i en lockout, vil de – selv i kroner og øre – samlet set få lavere lønstigninger her i de kommende år end sygehusportørerne og social- og sundhedshjælperne. De kloge narrer de mindre kloge. / Lars Trier Mogensen