Revolutionen er afblæst: 1. maj er Taco-tirsdag

Arbejdstagerne vandt: Lønmodtagerne triumferede ved forhandlingerne om nye offentlige overenskomster. Fagbevægelsen vandt i det store og hele armlægningen med arbejdsgiverne. Og derfor er der god grund til at fejre 1. maj i år. Eller er der egentlig?

Hvem er det, som i dag synger med på omkvædet i klassikeren ‘Rejs jer, fordømte her på jorden’: ”Vågn til kamp af jer dvale / til den allersidste dyst / og Internationale / slår bro fra kyst til kyst”? Ikke mange klassiske arbejdere, i hvert fald.

Funktionærerne kan ånde lettet op, men arbejderne, ja, de er ikke længere på barrikaderne. Det langstrakte OK18-forløb udstillede et interessant mønster: Jo mere manuelt folk arbejder (og jo laverede lønnet), desto mindre villige er de til at gå i konflikt. Og omvendt: Jo længere uddannede folk er (og jo højere lønnede), desto mere villige er de til at gå i konflikt.

Mønsteret er umiddelbart paradoksalt her på 1. maj, arbejdernes internationale kampdag. For i gamle dage – for ganske få årtier siden – var det arbejderne, som var mest kampivrige. Dengang industriarbejderne på bl.a. skibsværfterne var toneangivende voksede vreden nedefra, aktivismen kom fra dem med de korteste uddannelser og kontante krav om bedre vilkår.

I dag er det i stedet lærerne og sågar akademikerne, som er mest konfrontatoriske i deres krav om (endnu) højere løn og større kontrol over arbejdsdagen. Den revolutionære attitude er kravlet op i de øverste luftlag blandt dem, der hverken har barkede næver eller ligefrem tilfører sultens slavehær.

Frustrationer i toppen

De kommende uger vil vise, om der overhovedet er flertal blandt medlemmerne af f.eks. Danmarks Lærerforening til den nye overenskomst. Efter lærerformand Anders Bondo Christensen accepterede mæglingsskitsen inde i Forligsinstitutionen, skal overenskomsten nu til urafstemning blandt medlemmerne. Mange har allerede udtrykt frustration og modstand.

OK18-resultatet vil med stor sandsynlighed blive stemt glat igennem blandt de kortest uddannede, skønt de i kroner og ører får mindst, og for en stor dels vedkommende også fortsat må betale deres frokostpause selv. Dette forventelige udfald er langt fra tilfældigt, for den nye opdeling i fagbevægelsen mellem kort- og langt-uddannede skriver sig ind i en større mønster.

Arbejdere stemmer i stigende grad på de borgerlige partier. En ny vælgeranalyse i Altinget – lavet af professor og valgforsker Kasper Møller Hansen – viser, at hver fjerde arbejder (25,5 procent) ville sætte kryds ved DF, hvis der var valg i dag. Tilsvarende ville 22,7 procent af arbejderne sætte kryds ved Socialdemokratiet. På tredjepladsen blandt arbejdervælgerne kommer sofaen: 17,2 procent vil slet ikke stemme til Folketingsvalg.

De borgerlige partier har generelt fået bedst tag i arbejderne: Lige efter Dansk Folkeparti kommer Nye Borgerlige ind som det 2. mest arbejderistiske parti, og selv Liberal Alliance har også lige så mange arbejder-vælgere som Socialdemokratiet, kun lidt over 13 procent af deres respektive vælgere er arbejdere.

Socialistisk Folkeparti er helt nede på en andel af arbejdervælgere på blot otte procent, mens højere funktionærer udgør dobbelt så mange af SF’s vælgere. Hvis det kun var arbejderne, som stemte i Danmark, ville SF være mindre end Liberal Alliance, og kun marginalt større end Nye Borgerlige.

Det er dog Dansk Folkepartis dominans, der gør udslaget. Professor Kasper Møller Hansen forklarer: ”S og DF har i et par år konkurreret om at være Danmarks største arbejderparti. I øjeblikket har DF tag i arbejdervælgerne, og det ser ud til at være de ’Blå Bjarner’ i arbejderklassen – dem med lavere indkomster og kortere uddannelser – der efter OK18 går mod DF”.

Den røde overklasse

Fænomenet er bestemt ikke begrænset til Danmark. Den franske superstjerne-økonom Thomas Piketty har i et nyt forskningspaper, The Brahmin-left vs The Merchant-right, beskrevet hvordan venstrefløjen har vundet de højtuddannede, men samtidig tabt de kortede uddannede: ”Nu stemmer de højtuddannede, som ofte har relativt høje indkomster, fortrinsvis på venstrefløjspartierne, mens de laveste uddannelser og de mest velstående fortrinsvis stemmer på højrefløjspartier”.

Thomas Piketty pointerer, at udlændingepolitikken kan have gjort udslaget. Hvis man spoler tiden tilbage til 1970’erne viser det sig, at over 70 procent af vælgerne i Storbritannien ønskede at få stoppet indvandringen, og at over 90 procent af vælgerne allerede dengang var overbeviste om, at højrefløjen var bedst til at løse den opgave. Samtidig har det vist sig, at etniske minoriteter stort set entydigt stemmer på venstrefløjen i lande som USA, Frankrig og Storbritannien.

Venstrefløjen er på mærkværdig vis blevet samlingssted for de bedre stillede og dem, der ønsker større etnisk og kulturel mangfoldighed. På baggrund af Pikettys rapport ser Informations chefredaktør Rune Lykkeberg mønsteret som skæbnesvangert for de ikke-borgerlige partier og bevægelser:

”Det er ifølge Piketty en radikal forandring, som over mere end et halvt århundrede har fundet sted. I 1950’erne stemte langt de fleste højtuddannede –  som der vel at mærke var meget færre af dengang – på højrefløjspartier. De, der i det indiske kastesystem, som Piketty har givet sin rapport navn efter, hedder brahminer, præsterne og de intellektuelle, var i årene efter Anden Verdenskrig politisk allieret med the merchants, købmændene. Overklasserne holdt sammen på højrefløjen, og venstrefløjen var funderet i arbejderklassen. Men i det 21. århundrede får venstrefløjen i Frankrig, Storbritannien og USA næsten dobbelt så mange stemmer blandt de højtuddannede som højrefløjen. Den politiske konflikt mellem højre og venstre er således stadig en kamp mellem sociale grupper; det er ikke bare mellem arbejdere og kapitalister, men mellem en uddannelseselite og en formueelite”.

1. maj er i dag blevet forvandlet til Taco-tirsdag. Det er de højere funktionærers festdag, hvor de i dag kan fejre, at det lykkedes at tilkæmpe betydelige lønstigninger. Men hvor er arbejderne? De er enten på arbejde, eller derhjemme i sofaen.