An artist's impression of the 14 galaxies detected by ALMA (Atacama large Millimter/submillimeter Array) telescopess as they appear in the very early, very distant universe, in this illustration released April 25, 2018. NRAO/AUI/National Science Foundation/Handout via Reuters ATTENTION EDITORS - THIS IMAGE WAS PROVIDED BY A THIRD PARTY.NO RESALES.NO ARCHIVE.
Inden den verdenskendte fysiker Stephen Hawking døde den 14. marts i år, nåede han at efterlade sig en sidste videnskabelig artikel. Artiklen er netop blevet publiceret, og Føljeton har kigget lidt i den. Lad det være sagt med det samme: Vi forstår det ikke sådan rigtig. Hawkings artikel er givetvis fuld af smuk matematik, men for lægmænd som os er matematikken smuk på samme måde, som når man hører én synge på et sprog, man ikke kender: Det lyder flot, men man fatter det ikke.
Nå, men nu har vi altså alligevel prøvet at finde ud af, hvad der egentlig foregår i den artikel der, og jo mere vi finder ud af, jo mindre fatter vi i virkeligheden. I artiklen arbejder Hawking videre på sin teori om, at da vores univers opstod, opstod der også uendeligt mange andre universer.
Det lyder skørt, men det bliver skørere endnu. I sit virke som fysiker var Hawking fortaler for det, der inden for kvantemekanikken kaldes for mange-verdener-fortolkningen. Den fortolkning siger kort sagt, at der er mange, muligvis uendeligt mange, alternative universer, og at alt, der kunne have været sket i fortiden i vores univers, men ikke gjorde det, fandt sted i andre universer.
Fy for en skefuld! Det betyder, at der findes et univers derude, hvor din teenage-forelskelse sagde ja til at gå ud med dig, og hvor du ikke kom til at gøre den der pinlige ting, som nager dig hver aften i 20 minutter, inden du falder i søvn. Måske er der endda et sted derude, hvor det er toastbrødet, der toaster os!? Eller hvad med et sted, hvor børn laver skolearbejde, når de har fri og skal lege? Næ, hov, vent. Det sidste er sgu da lige her i vores eget univers.
Barn af et parallelt univers
Skolefritidsordning. Prøv lige at smage på ordet. Sig det eventuelt højt. Skole-fritids-ordning. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at det var en form for ordning inden for skolevæsenet, hvor børn har noget fritid. Men ak, børne- og socialminister Mai Mercado (K) ved bedre. Nu skal der indføres læringsplaner i SFO’en, så børnehavebørn kan komme derover og begynde i skole, allerede inden de begynder i skole.
”I dag har vi et indholdsmæssigt tomrum,” siger Mai Mercado. Det indholdsmæssige tomrum, som ministeren snakker om, er ikke en form for kosmisk sort hul i en Hawking-teori. Det er den tid, børn har til at være børn, inden de starter i skole. At kalde det et indholdsmæssigt tomrum at lege og være barn, inden man går ca. 70 år i møde med bekymringer, forpligtigelser, stress og jag, er så konkurrencestats-agtigt, at man næsten ikke kan holde det ud. Som børnepsykolog og lektor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse Grethe Krag-Müller spørger retorisk: ”Kan de stakkels børn da ikke få lov at have lidt fritid.”
Vi kommer hurtigt til at lyde som nogle gamle sure oldinge herinde på Føljeton, men der var altså engang, hvor børn kunne få lov til at være børn. Hvor man da i det mindste kunne vente med matematik, indtil man startede i børnehaveklassen. De stakkels børn må føle det, som var de børn af et parallelt univers. Et univers, hvor fritid pludselig betyder skolearbejde. Når man tænker på, at der også findes et univers, hvor broccoli er is, så er de stakkels børn i vores univers virkelig havnet det helt forkerte sted. /Andreas Terp