På søndag er der parlamentsvalg i Libanon for første gang i ni år. Selv om det kan føles lidt langt væk, og sammenhængen med den politiske scene herhjemme er relativt svær at få øje på, så er den der faktisk. Hør engang:
I det nuværende libanesiske parlament udgør kvinderne tre procent af de folkevalgte politikere. De seneste måneder har landets første kvindeminister – en mand – stået i spidsen for en kampagne, der skulle få flere kvinder til at bevæge sig ind på den politiske scene. Og det har tilsyneladende virket. Ved valget på søndag er der flere opstillede kvinder end nogensinde tidligere. 86 kvindelige kandidater har meldt sig på banen i kampen om parlamentets 128 sæder, og selv om tallet stadig kun udgør en brøkdel af de i alt 976 opstillede kandidater, så er det en gigantisk forbedring i forhold til seneste valg i 2009, hvor kun 12 kvinder stillede op.
Det rekordhøje antal kvindelige kandidater har plantet et håb i den libanesiske befolkning, der pludselig tør tro på, at kvinder også har noget at skulle have sagt i forhold til landets fremtid. Alligevel er der lang vej igen – et studie har for nylig vist, at de kvindelige politikere får langt mindre skærm- og taletid i den libanesiske valgkamp end deres mandlige modstandere. Bedrøveligt nok tyder det på, at selv om befolkningen måske er klar til flere kvinder i politik, så er landets medier det stadig ikke.
”Noget energi og humør”
Og det er netop det, vi nu skal snakke om, for hvis der er noget, der de seneste dage har været i fokus herhjemme i de danske medier, så er det kvinder. Da Lars Løkke i forgårs meldte ud, at Venstre får en ny politisk ordfører samt en ny gruppeformand, så var det egentlig ikke det, der blev nyheden. Næ, nyheden blev, at de to nye Venstreanførere er kvinder.
En Ekstra Bladet-journalist udsendte en breaking-nyhed med ordene ‘Kvinde ny politisk ordfører i Venstre‘, og pludselig kogte Twitter, hvor politikere, journalister og debattører gav hinanden ret i, at man da aldrig ville skrive sådan, hvis det var en mand, og at den komplette ignorering af denne kvindes navn var både grotesk og idiotisk. Og kritikken var fuldt ud berettiget. Det er en åndssvag overskrift. Men der er alligevel noget dobbeltmoralsk over, at vi på den ene side råber op om absurde kønsfordelinger og på den anden side stejler over, at det fremstilles som en nyhed, når der endelig sker noget, der dufter bare lidt af ligestilling.
Det siger sig selv, at det er komplet latterligt at kalde Britt Bager for ”kvinde” i stedet for ja, Britt Bager. Men det er ikke kun lyden af nyheden, der er besynderlig, det er også vores reaktion på den. Hvis vi skal have mere ligestilling i vores samfund (og det er i høj grad tiltrængt, tjek lige den her overlegne testeteronoverflod i regeringens fire centrale udvalg,) så skal vi også acceptere, at man godt må italesætte ligestillingen som breaking news. For det er en nyhed, at to af Venstres topposter nu forvaltes af kvinder – en yderst glædelig nyhed.
Et politisk styre, hvor fordelingen mellem mænd og kvinder er nogenlunde ligelig er ikke bare at foretrække, det er en nødvendighed. Diversitet har altid været langt mere klædelig end homogenitet. Man må gå ud fra, at det i hvert fald lidt hen ad vejen er den samme tankegang, der ligger til grund for, at de i Libanon har et parlament, hvor 64 sæder er reserveret til muslimer, og 64 sæder er reserveret til kristne. Og dermed ikke sagt, at der død og pine skal reserveres bestemte sæder til kvinderne, hverken i Danmark eller i Libanon, men det hjælper i hvert fald slet ikke på diversiteten, hvis man ikke må italesætte fremskridtene som en nyhed.
Om ikke andet så kan man håbe, at den nye Venstrekonstellation kan få den politiske kommentator Hans Engell til at fatte, at kvinder ikke nødvendigvis er garant for ”noget energi og humør,” blot fordi de er, ja, kvinder. Jøsses. /Amalie Schroll Munk