Forensic Architecture: Når arkitekter opklarer forbrydelser

Den britisk-israelske arkitekt Eyal Weizman, 47, var relativt nyuddannet, da han i begyndelsen af 00’erne startede et ret almindeligt arkitektbureau i Tel Aviv. Men så besluttede han sig for at skrive en ph.d.-afhandling om et lidt politisk følsomt emne: Hvordan byplanlægning i de israelsk besatte områder i Palæstina blev brugt til undertrykkelse og splittelse. Weizman ville påvise, at arkitektur kunne medvirke til at brud på menneskerettighederne, og at arkitekter på den måde kan være ”medskyldige”.

I 2002 blev han af den israelske arkitektforening inviteret til at deltage i en gruppeudstilling med unge israelske arkitekter i Berlin, men hans bidrag om de ulovlige bosættelser faldt ikke i god jord hos arkitektforeningen, som aflyste udstillingen og kasserede udstillingskatalogerne. Og som det har været tilfældet for mange bortcensurerede kunstnere i det 20. århundrede, havde Weizman med et slag skabt sig et navn. Hans arbejde kom dog med i en udstilling i Israels pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig samme år, og derefter begyndte han at brede feltet ud fra arkitektur og byplanlægning til krigsførelse og det, der ligner.

I 2011 startede han Forensic Architecture under Goldsmiths, University of London, og virksomheden udviklede sig hurtigt til en slags kriminalteknisk forskningsenhed, der hjælper med at opklare krigsforbrydelser og brud på menneskerettighederne.

Forensic Architecture formulerer sin praksis således: ”I takt med at vor tids konflikter i stigende grad finder sted i urbane områder, er boliger og bykvarterer blevet mål, og de fleste civile kommer til skade i byer og bygninger. Urbane slagmarker har imidlertid udviklet sig til tætpakkede data- og mediemiljøer. Krigsforbrydelser og menneskerettighedsbrud, som finder sted i byer og bygninger, bliver i dag fanget på kamera, og indholdet er ofte tilgængeligt med det samme.”

Med andre ord arbejder Forensic Architecture med alle til rådighed stående midler på at kortlægge, hvad der præcis kan være sket i forbindelse med alvorlig forbrydelser. Alt er i spil: den lokale videoovervågning, satellitbilleder, privatpersoners kamerafotos, vidneforklaringer, 3D-modeller, animationer og interaktiv kartografi. Forensic Architecture har en regel: De arbejder ikke for stater og regeringer, men er ”på civilsamfundets side”. Bortset fra det kan kunderne være alt fra NGO’er som Amnesty International til specialanklagere hos FN.

FN’s højkommissariat for Menneskerettigheder har for eksempel hyret Forensic Architecture til at analysere datamønstrene efter droneangreb mod byer og landsbyer i Pakistan, Afghanistan, Yemen, Somalia og Gaza. Og da borgerne i den palæstinensiske landsby Battir havde problemer med den såkaldte israelske sikkerhedsbarriere – også kaldet Muren på Vestbredden – og tog sagen til den israelske højesteret, hjalp Forensic Architecture dem med modeller og animationer (Battir vandt).

Ser man på Forensic Architectures website, er der links til en lang række tekniske undersøgelser fra hele verden de seneste syv år. Én case handler om rutinemæssigt tortur og drab på civile i Cameroun, som siden 2014 har været i krig med den militante islamistiske gruppe Boko Haram. Men de camerounske sikkerhedsstyrker, som er trænet af USA og europæiske regeringer og bevæbnet af private israelske virksomheder, er gået langt over stregen over for civilbefolkningen i landets nordlige områder, hvis der har været den mindste formodning om ledtog med Boko Haram. Forensic Architecture har bidraget med at rekonstruere forholdene i to af de bygninger, hvor regeringens menneskeretsforbrydelser finder sted.

En anden sag er en arkitektonisk analyse af et amerikansk luftangreb  på en moské i det vestlige Aleppo i marts 2017, hvor 49 mennesker blev dræbt. Ved hjælp af interviews med overlevende, vidner og bygningens entreprenør og grundig undersøgelse af fotos og videomateriale fra området er Forensic Architecture nået frem til, at bygningen – i modsætning til den amerikanske regerings udlægning – var en fuldt ud fungerende nybygget moské med et kæmpe bederum og bolig til imamen. ”Vi mener, at de civile tab, som dette angreb førte med sig, delvist er et resultat af fejlidentificeringen af bygningen,” skriver Forensic Architecture på sin hjemmeside.

Forensic Architecture gør meget ud af deres visuelle præsentationer, og sidste år deltog de med en case på samtidskunstudstillingen documenta 14 i Kassel. Det er via documenta, at de er blevet nomineret til Turnerprisen. På Turnerprisens hjemmeside står der, at Forensic Architecture har udmærket sig ved at at udvikle deres nytænkende metoder til ”rumlige undersøgelser” af forbrydelser begået af stater og virksomsheder over hele verden. Og det er måske der – formuleringen rumlige undersøgelser – at det smager lidt af kunst. Er det så kunst? Mange kunstnere laver sådan set det samme. Det står der i hvert fald i udstillingskatalogerne: de ”undersøger” noget, hvorved ”beskueren tvinges” til at tage stilling til et eller andet. Ofte er det postulater, og som regel er det fuldstændig uskadeligt for ikke at sige tandløst. Her er der da nogle undersøgelser, som giver mening.