(ARKIV) Portræt af Zentropas afgående direktør Peter Aalbæk 17. september 2013. På filmselskabet Zentropa har ydmygelser og sexchikane igennem årtier været en del af hverdagen for selskabets ansatte. Det fortæller ni tidligere kvindelige ansatte til Politiken. - Man føler sig mindre værd, og dertil kommer, at man bliver nedgjort af Peter Aalbæk. Jeg er kommet videre, men jeg vil ikke anbefale nogen at blive ansat der, siger 32-årig Julie, der ikke ønsker at blive citeret med efternavn. Det skriver Ritzau lørdag den 11. november 2017. (Foto: Kasper Palsnov/Scanpix 2017)
Nåh, det hele var bare for sjov. Ha ha ha. Alt det der #MeToo og #TimesUp er heldigvis overstået her i Danmark, og nu kan vi komme tilbage til hverdagen, som den så ud, før den frygtelige smædekampagne gik i selvsving, og fine ærværdige folk fik voksen-skældud for at klaske unge kvinder bagi og stikke hænderne op under kjolen på dem. De var jo bare frigjorte. De var jo bare nogle gavtyve og nogle skide sjove fyre, og det må vi til at lære de unge kvinder her til lands. Det, de meget gerne vil kalde grænseoverskridende adfærd og overgreb, er altså bare det danske frisind. Ha. Ha. Ha. Ha.
Sådan nogenlunde lød det på Peter Aalbæk i dagens Politiken, hvor han ikke lyder som en mand, der har tænkt sig at lade sin adfærd tynge af det uvejr, han havnede i, da #MeToo gik højest i efteråret. Her var han anklaget for at have ydmyget filmselskabets praktikanter, klasket kvinder i måsen, raget dem på brysterne og stukket en mikrofon op under kjolen på en praktikant foran hele Zentropa og sagt: “Se, fissen snakker”.
Filmselskabet følte sig den gang kaldet til at give Ålen, som han jovialt kaldes af alle, mundkurv på og gik igang med at udarbejde et nyt sæt etiske retningslinjer, efter en række nuværende og tidligere medarbejdere beviseligt havde været udsat for mobning eller sexchikane. Alt sammen fint nok, men her et halvt år efter viser det sig, at Aalbæk ikke aner, hvad der står i de retningslinjer.
“Ja? Jeg kender dem ikke,” svarer han frejdigt direkte adspurgt af avisen.
– Er du bekendt med, at der er lavet opdaterede retningslinjer?
“Nej!”
Og sådan fortsætter interviewet, der næsten er morsomt, hvis ikke det var så tragisk at se en gammel hanelefant te sig.
– Peter Aalbæk Jensen, er der noget, der er anderledes i dag end for et halvt år siden?
”Næh. Ikke andet end at jeg har fået besked på, at småtterne ikke må tildeles klask i røven”.
– Hvordan har du det med det?
”Det er uendeligt kedsommeligt og småborgerligt.”
– Du må heller ikke længere give de småtter, der sidder i receptionen, opgaver. Gør du det så alligevel?
”Det ville være at være ulydig mod firmaets ledelse.”
– Er du ulydig mod firmaets ledelse?
”Det er jeg omkring 30 gange om dagen.”
Som det kan høres, lyder Peter Aalbæk som en dement morfar, men det er ikke det mest tragiske ved dagens interview. Det tragiske er ikke, at han ikke opfører sig sådan fordi han er dement eller døende. Det tragiske er, at der ikke kommer til at ske noget som helst ved disse udtalelser. Det er vores gæt – forsiden og Politikens gennemslagskraft til trods. Nej, Peter Aalbæk har så langt fra voldtaget nogen, slået eller bare tilsyneladende gjort noget kriminelt. Men hans udtalelser er udtryk for et helt system af tænkning, som vi havde håbet, måske kunne ændre sig. Måske ikke hos Aalbæk selv – det havde vi ikke forventet – men ender det her, hvor vi tror, det gør, sker der ingenting. Der kommer ingen reaktioner, der kommer en ny forside i morgen, og Aalbæk rejser stille og roligt til Cannes og hygger sig med sine venner, der stadig klapper af ham. For de kan lide ham. De kan lide, hvad han har udrettet. De kan lide, hvad han har gjort for dem eller for dansk film. Og det kan vi også. Men vi kan ikke lide, det system han repræsenterer, og vi kan frem for alt ikke lide, at det vi troede, #MeToo havde betydet, tilsyneladende slet ikke er sket herhjemme.
#MeToos styrke skulle have været at bevidstgøre. Ikke en kønskamp eller en krig, men en bevidstgørelse om det samfund, vi lever i, for at skabe en fremadrettet diskussion, der potentielt set kunne være kulturændrende. En bevidstgørelse om seksuel chikane og grænseoverskridende adfærd, fordi ofrets fortælling og juridiske muligheder ofte står så svagt. Skammen skal flyttes. Der skal bevidstgøres, fordi det ikke skal være skamfuldt at være offer, men skamfuldt at udføre den krænkende handling. Det er muligvis sket i landene omkring os og i USA, men med dagens forside og den kommende tids tavshed har vi ingen forhåbning om, at noget er ændret i Danmark. Tiden kan bevise det modsatte – det håber vi – men vi tror ærlig talt ikke på det. /Lasse Lavrsen