Kender du en ung mand? Eller måske en kvik ung kvinde, som snart bliver student? Blomsten af Danmarks ungdom. Så har vi et godt og gratis råd: Rådgiv ham/hende til at droppe enhver fantasi om at begynde på et kedeligt og langtrukkent studium efter sommerferien. Foreslå dem i stedet at gifte sig med en velhavende kvinde m/k. Og lad dem leve frit i skørlevned og evig fest. Ja, det er faktisk mere fornuftigt, end det måske umiddelbart kan lyde.
Mesterforbryderen Vautrin kommer med samme fiffige råd til den unge helt Eugène de Rastignac i den franske forfatter Honoré de Balzacs roman Far Goriot (1835). Og rådet føres prompte ud i livet: Eugène de Rastignac glemmer straks enhver ambition om at studere jura og forfører en række ældre rige mænds yngre koner, bl.a. bankierkonen Delphine Nucingen. Logikken er lige så enkel som lysten: Det kan meget bedre betale sig at arve end at arbejde.
Efter de døde kommer de rige: Arvingerne. I valget mellem arbejde og arv er der ikke to valgmuligheder. Den letteste og absolut mindst produktive vej til rigdom går gennem at gøre sig juridisk berettiget til at arve. Det forstod allerede forfatteren Honoré de Balzac i 1835. I dag er effekten ikke blot forstærket, men ser nu også ud til at få et ekstra boost, da de borgerlige partier forsøger at sænke eller helt at afskaffe arveafgiften her i Danmark.
Fremover skal nutidens Eugène de Rastignac’er have endnu større tilskyndelse til at fravælge arbejdet og i stedet satse på forstadsfruerne nord for København. I hvert fald hvis det står til regeringspartierne.
Ligrøveri: Dødsskatten
Med dygtigt spin er det lykkedes at give arveafgiften, som formelt hedder ‘boafgiften’, et nyt og mere fængende og ikke mindst følelsesladet navn: Dødsskatten. Gennem en målrettet kampagne er det lykkedes at sætte lighedstegn mellem gravrøveri og enhver form for afgift på arv.
I dag betaler ægtefæller intet, børn og andre arvinger ikke noget af de første 289.000 kr., mens kun beløb, der overstiger denne bundgrænse, pålægges en afgift på 15 pct. Men dét er langt fra acceptabelt for De Konservative og Liberal Alliance, som nu går efter arveafgiften som en form for erstatning for det mislykkede forsøg på at sænke topskatten. Og det er realpolitisk virkeligt godt set, for netop i virkelighedens verden vil det i høj grad være de samme personer – og vel at mærke de samme vælgere – som vil nyde godt af lavere arveafgift og lavere topskat.
Henover weekenden voksede begejstringen i højborgerlige kredse. Berlingske bragte triumferende en nyhed om, at Dansk Folkeparti nu ville tilslutte sig det blå flertal og gøre op med arveafgiften: ”Det er ikke helt umuligt, lad os sige det sådan. Det handler kun om finansiering, og at vi har ønsker på andre områder, som vi gerne ser gennemført til gengæld,” udtalte Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.
Efter flere års trakasserier med topskatten så det endelig ud til, at topskatte-betalerne kunne få lidt flere penge mellem hænderne. De Konservative og Liberal Alliance stod på nippet til at levere en kontant præmie til kernevælgerne. Men måske gik det alligevel lidt for stærkt?
Her til morgen har tonerne pludselig ændret sig hos Dansk Folkeparti, hvor René Christensen nu afviser at afskaffe eller sænke arveafgiften, men i stedet vil hæve bundfradraget: ”Jeg vil ikke lægge mig fast på konkrete tal, for jeg ved ikke, hvad det koster. Jeg siger bare, at det kunne være en model at hæve bundfradraget med et beløb. Det ville så komme alle til gode,” siger René Christensen til Netavisen Pio.
Fuldstændig unaturlig
Kovendingen kan skyldes almindeligt parlamentarisk drilleri. Dansk Folkeparti har nu igen en klemme på de andre borgerlige partier og kan enten blokere eller sætte en høj politisk pris for at levere stemmer til at sænke arveafgiften. Men der kan også være en anden forklaring: Måske har DF’erne søgt tilbage i arkiverne og læst, hvad nogle af de største borgerlige tænkere har skrevet om netop arveafgiften gennem tiderne?
Den liberale økonom og britisk-skotske moralfilosof Adam Smith skrev i 1800-tallet – nogenlunde samtidig med Honoré de Balzac – at ”der ikke findes nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre, end retten til at disponere over sin formue efter døden”. Han var ganske vist ikke begejstret for arveafgiften i sig selv, som han kaldte ”ond,” men i forhold til andre skatter, mente han, at arveafgiften var blandt de mindst forvridende. Eller med andre ord: I valget mellem at beskatte indkomst og arv er det til enhver tid bedre at beskatte arv, da nedarvede formuer ikke i sig selv skaber øget værdi.
Endnu mere svulstigt lød det fra USA’s forfatningsfader Thomas Jefferson tilbage i 1700-tallet: ”At man skulle kunne råde over ejendom i al evighed er åbenlyst absurd. Jorden og alle dens frugter tilhører hver enkelt generation, og tidligere generationer har ingen ret til lægge bindinger på sådanne frugter for tiden efter deres død. En sådan forlængelse af ejendomsretten er fuldstændig unaturlig.”
Svært at retfærdiggøre? Fuldstændig unaturlig? Ja, hvad du rent faktisk skal rådgive dit unge menneske til at gøre, afhænger af, hvad du forventer dig af dansk politik: Hvis du satser på, at Dansk Folkeparti trækker det længste strå, igen, skal du vejlede til den lange vej mod flid og viden. Og omvendt: Hvis du tror, at Liberal Alliance og Konservative endelig bryder igennem enhver fornuft, så står sommeren på champagne og kaviar: Til døden dem skiller. /Lars Trier Mogensen