Arbejdsmarkedets usynlige mur

Cristina Fonseca fik lungebetændelse en uge før sin afsluttende eksamen.

»Jeg troede, jeg skulle dø,« husker hun, og da hun endelig blev rask, valgte hun at genoverveje sine grundliggende prioriteter. Som den stjerneprogrammør, hun var, havde hun allerede masser af jobtilbud, men hun sagde nej til dem alle.

»Jeg indså, at jeg ikke havde lyst til at bruge mit liv på noget, der i virkeligheden ikke rigtig havde nogen værdi for mig selv.«
Hun besluttede sig for at blive for at blive selvstændig. Efter et år med et par mislykkede projekter blev hun medstifter at firmaet Talkdesk, der hjælper andre virksomheder med at oprette callcentre. Med hjælp fra Talkdesks software kan man få et callcenter op at køre på fem minutter, siger hun.

Optimismen

Christina Fonsecas succes er med til at forklare, hvorfor nogle er optimistiske med hensyn til generation Y’s (eller millennialerne, som vi kalder dem i denne føljeton, red.) muligheder på arbejdsmarkedet. Hun er kun 28 år og har allerede skabt en helt ny tjeneste på ryggen af en anden tjeneste, der først for nyligt er dukket op. Hun bor ét sted – i Portugal – men hendes forretning er bredt ud over hele kloden. På den måde minder hun meget om de andre unge iværksættere, vi har mødt under udredningen af denne serie. Som for eksempel en russer, der har skabt et virtuelt talentbureau for modeller (castweek.ru); en asiatisk-amerikansk el-cellist, der lærer folk, hvordan man laver nye lyde ved hjælp af en bærbar computer (danaleong.com); og en nigerianer, der har startet et nyt forlag for afrikanske romantiske romanforfattere (ankarapress.com).

Eliten i ungdomsgenerationen i dag er flersproget, globalt orienteret og digitalt indfødt. Ingen af dem kan huske livet før internettet eller forestille sig, hvordan nogen har klaret sig uden, og de mest kendte af dem ændrede verden, før de fyldte 30. Det er personer som Facebooks Mark Zuckerberg, Googles Sergey Brin og Larry Page og Instagrams Kevin Systrom. Den globale økonomi arbejder med den type forretningsfolk, og deres ideer passer perfekt ind i den. Digitale startups kræver langt mindre startkapital, end når man eksempelvis skal bygge en fabrik, og har man først opfundet et succesfuldt stykke software, kan det distribueres til millioner med minimale omkostninger. Nutidens unge stjerner har således skabt en ekstrem rigdom langt hurtigere, end det lykkedes for Rockefeller og Carnegies med deres gamle penge.

Taberne

Men den nye generation er ikke bare elite, og arbejdsmarkedet har ikke taget lige godt imod alle. Tag Firenze Moreau – en ung arkitekt fra Paris, der oplevede det dobbelte uheld at være færdiguddannet på universitetet i 2009, netop som verdensøkonomien var i knæ; og så er hun fransk. »Jeg har virkelig brug for et fast arbejde,« siger hun. »Et fuldtids fast arbejde.«

Ifølge Frankrigs arbejdsmarkedslov, som fylder 3.800 sider, skal arbejdstagere tilbydes faste kontrakter, en forholdsvis høj løn og er ekstremt svære at slippe af med. Reelt har det betydet et ansættelsesstop hos franske firmaer, siden krisen satte ind: 80% af de nyansættelser, der er foretaget siden 2008, løber på kortvarige kontrakter, og Firenze Moreau har været ansat på otte arbejdspladser – ingen af jobbene har varet længere end 16 måneder, og da hun tilmed har et lille barn, som hun skal forsørge, betyder det, at hun konstant er på udgik efter det næste.

»Det er trættende,« sukker hun. Én arbejdsgiver foreslog, at hun kunne starte et firma selv med det arbejde, hun i forvejen lavede for dem. På den måde ville firmaet kunne  holde på hende på ubestemt tid uden at påtage sig de ekstraudgifter, der var ved en fastansættelse – det afviste hun dog.
Ungdomsarbejdsløsheden i Frankrig er på 25%, og skandaløst nok har den ligget så højt i næsten tre årtier. Skiftende regeringer har talt om gennemgribende arbejdsmarkedsreformer, men den slags falder sjældent i god jord hos vælgerne, så hver gang er tiltagene fuset ud. Også Firenze Moreau afviser, at det skulle kunne gøre en forskel. At det er dem, der allerede er i arbejde, der holder nye ude. Hun sender skyldsspørgsmålet videre til grådige arbejdsgivere og tvivler på, at nogen regering – højre- eller venstre- – vil kunne løse problemet.

Ufleksibilitet er sværere for unge

Ufleksible arbejdsmarkedsregler er hårdere for den unge arbejdskraft end for den ældre. Mennesker uden megen erfaring har vanskeligere ved at overbevise kommende arbejdsgivere om, at de er værd at ansætte, og når virksomhederne ved, at de kan være svære at slippe af med eller fyre, tøver de med at ansætte nogen overhovedet. Det gør sig især gældende, når økonomien ikke vokser hurtigt nok, og firmaerne samtidig bliver nødt til at opretholde de store faste omkostninger, som følger med de ældre fastansatte, der blev ansat, da økonomien voksede.

Frankrig er ikke alene om at have den form for problemer. Både Grækenland, Spanien og Italien har alle regler, der er  lidt for gode ved de ansatte, men gør det svært at lade nye komme ind. Det er et system af ‘insidere’ og ‘outsidere’. Ungdomsarbejdsløsheden i de lande er henholdsvis 48%, 48% og 40%, og den samme problematik gør sig gældende for udviklingslandene, der også ofte har nogle voldsomt rigide arbejdsmarkedsregler. Globalt er den gennemsnitlige ungdomsarbejdsløshed 13% i forhold til 4,5% for de ældre. Unges arbejde er også oftere midlertidigt, dårligere betalt eller mindre sikkert end deres midaldrende landsmænd.

Ressourcespild

Der er mange årsager til, at ungdomsarbejdsløsheden er et stort problem: For det første er det naturligvis bare surt for dem, det drejer det sig om. For det andet er det spild af menneskeligt potentiale – den tid, der spildes på at sende ansøgninger og cv’er ud i det blå eller ligge modløs på sofaen, kunne være brugt på at lægge kabler, bygge huse eller opbygge en ny virksomhed. For det tredje er det potentielt finansielt ruinerende for et land – hvis de unge ikke kan få en fod på karrierestigen, er det svært at se, hvordan de skal kunne afhjælpe det massive pres, der kommer fra de store generationer af pensionister, der kommer. Og for det fjerde kan arbejdsløshed blive selvforstærkende: Jo længere folk er uden arbejde, jo dårligere bliver deres færdigheder og selvtillid – jo mindre tiltrækkende virker de for potentielle arbejdsgivere, og jo mere sandsynligt bliver det, at de giver op og slår sig til tåls med at overleve på understøttelse.

De første ti år

Dette ‘arvæv’ er værre, hvis man er en ung arbejdsløs – formentlig fordi det er her, ens arbejdsvaner fæstner sig. Thomas Mroz fra University of North Carolina, Chapel Hill, og Tim Savage fra tænketanken Welch Consulting har regnet ud, at en 22-årig, der er arbejdsløs i bare seks måneder, vil tjene 8% mindre, når han bliver 23, end han ellers ville have gjort. Forskerne Paul Gregg og Emma Tominey fra University of Bristol er ved en lignende undersøgelse kommet frem til, at mænd, der var arbejdsløse i deres ungdom, tjener 13-21% mindre, når de er 42 år, og David Bell fra University of Stirling og David Blanchflower fra Dartmouth College har konstateret, at folk, der var arbejdsløse i begyndelsen af ​​20’erne, er mindre lykkelige end forventet selv i en alder af 50.

»Det er de første ti år, der er afgørende. Det er dem, der former karrieremulighederne på lang sigt,« siger Stefano Scarpetta fra OECD. Det er her, man udvikler de bløde færdigheder, som man ikke kan lære på nogen skole: omtanke, punktlighed og teamwork.

Forudsætninger for job

I løbet af de næste ti år vil mere end 1 milliard unge træde ud på det globale arbejdsmarked, men der vil kun være fast arbejde til 40% af dem, anslår Verdensbanken. Cirka 90 procent af de nye jobs er i den private sektor. En af de vigtigste forudsætninger for skabelsen af nye jobs er økonomisk vækst, så politiske tiltag, der fremmer vækst er særligt gode for de unge. Derudover bør man fjerne de arbejdsmarkedslove og overenskomster, der står i vejen for et fleksibelt arbejdsmarked.

Stefano Scarpetta fra OECD fremhæver derfor de nylige forsøg i Spanien, Italien og Portugal, der har ophævet en lang række af de mest rigide regler, men tilføjer dog, at lovene generelt bør være meget enklere. For eksempel ville det være bedre helt at skrotte den barske skelnen mellem midlertidige og permanente kontrakter og kun have én type kontrakter, hvor fordele og jobsikkerhed styrkes gradvist.

I Danmark har man med succes vist, hvordan et arbejdsmarked kan være fleksibelt og stadig give arbejdstagerne en følelse af sikkerhed. I flexicurity-systemet kan virksomheder ansætte og fyre forholdsvist nemt, mens arbejdsløse arbejdstagere understøttes af staten, som hjælper dem med omskoling og med at finde nyt arbejde.

Mindstelønnens problem

Fagforeninger har det med at holde hårdt på mindstelønnen. Men den hjælper kun dem, der allerede er i arbejde, og specielt, hvis den er sat for højt, kan den helt udelukke dem, der har færrest kompetencer og mindst erfaring, hvilket ofte vil være tilfældet for de unge. Det giver mere mening at styre lønninger gennem en negativ indkomstskat, hvor man fra statens side yder økonomisk støtte til de lavest lønnede arbejder, så de ikke bliver dyrere for arbejdsgiverne. På kort sigtkoster det system skatteyderne penge, og derfor foretrækker mange regeringer at hæve den juridiske mindsteløn, men så sender man omkostningerne videre til det private.

Et andet afgørende punkt for jobvækst i de yngre årgange er, at det bliver lettere for dem at starte deres egen virksomhed. Selv om de yngre er fulde af energi og åbne for nye ideer, er de virksomheder, de skaber, typisk mindre vellykkede end dem, der bliver lanceret af ældre iværksættere. De unge har sværere ved at rejse kapital, fordi de generelt har en svagere kredithistorie og mindre sikkerhed at stille. De ved normalt også mindre om den branche, de forsøger at komme ind, og har færre kontakter end deres ældre kolleger. En undersøgelse foretaget af Global Entrepreneurship Monitor har således påvist, at virksomheder drevet af iværksættere over 35 år, var 1,7 gange mere tilbøjelig til at overleve i mere end 42 måneder end virksomheder, der drives af 25-34-årige.

Misforhold

Overalt er der et enormt misforhold mellem de færdigheder, som mange unge kan tilbyde, og dem, som arbejdsgiverne har brug for. Cristina Fonseca, som vi åbnede denne artikel med, siger, at hun har svært ved at finde de rigtige talenter til sin virksomhed Talkdesk.

»Jeg har brug for virkelig gode ingeniører, virkelig gode designere og folk, der taler virkelig godt engelsk. Men der er ikke nok af dem,« siger hun.

Sammen med den økonomiske vækst bliver arbejdskraften også mere sofistikeret. Efterspørgslen på kognitive færdigheder vil fortsat være stigende, og den efterspørgsel er verdens skoler ikke engang tæt på at møde.