Atomexit: Ingen kan regne med Amerika

Det vil vare mange år, rigtig mange år, før alverdens ledere igen stoler så meget på hinanden, at de kan indgå forpligtende aftaler om våbenkontrol, bekæmpelse af forurening eller jagt på organiserede kriminelle.

I går aftes underskrev USA’s præsident, Donald Trump, et papir, som automatisk sætter det internationale samfund mange år tilbage og straks har efterladt et magtpolitisk tomrum for fejlslagne stater, banditregimer og nationer, som kører på frihjul i forhold til grænseoverskridende problemer.

Trumps overrumplende beslutning er dog ikke i sig selv overraskende. For det første har han længe truet med at melde USA ensidigt ud af netop denne aftale, der blev indgået under forgængeren Barack Obama, og for det andet har han også for længst trukket sig ud af både frihandelsaftalen omkring Stillehavet og den globale klimaaftale, der blev indgået i Paris i 2015.

Trump er erklæret modstander af såkaldt multilateralt samarbejde, altså samarbejde mellem en klynge af lande: Han sværger i stedet til bilaterale relationer, hvor et stærkt USA på den ene side og et svagere land på den anden side indgår en aftale, baseret på styrkeforholdene.

Atomaftalen, som Iran indgik med de såkaldte 5+1-lande (USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU) byggede ellers på et enkelt princip: Mod at afvikle sit atomprogram ville omverdenen løfte de omfattende sanktioner, der var blevet indført mod Iran. Helt konkret skulle Iran reducere antallet af aktive centrifuger, der kan berige uran, fra 19.000 til 6.104, og reducere lagrene af beriget uran fra 10.000 kilo til 300 kilo. Til gengæld ville varehandlen igen begynde at flyde.

Indtil videre er aftalen officielt blevet overholdt af parterne. I hvert fald ifølge de myndigheder, som kontrollerer forløbet. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har dog sat et stort spørgsmålstegn ved Irans opfyldelse af aftalen og har forsøgt at overbevise den internationale opinion om, at Iran har fortsat sin atomare oprustning, nu sågar accelereret af indtægterne fra samhandlen med omverdenen.

Hardcore naivisme

Netanyahu lykkedes dog ikke med at overbevise nogen, bortset fra én mand, en ret afgørende mand: Donald Trump.

USA’s præsident har besluttet at genindføre de økonomiske sanktioner mod Iran og vil nu ensidigt forsøge at afruste det persiske rige for nukleare våben. På papiret kan det måske lyde potent: Trump vil ikke finde sig i mere snak, og slet ikke dobbelt-snak. Nu vil USA sætte tingene på plads. Men i virkelighedens verden er Donald Trumps fremfærd naiv.

Dybt naiv. Af mindst to årsager: Det er naivt at tro, at USA på egen hånd kan true sig til resultater, som ikke tidligere har kunnet lykkes under endnu større pres, og det er endnu mere naivt at tro, at USA vil følge de nye trusler op med reel og omfattende militær handling.

Vel vidende at hverken Trump eller et flertal i den amerikanske befolkning har lyst til at gentage fiaskoen med krigen i Irak – og derfor på ingen måde har tænkt sig at indlede en ny landkrig mod Iran – er realiteten, at USA nu har spillet sig tilbage til tiden før de virkningsløse sanktioner. Efter Trump har trukket sig ud af atomaftalen, er presset mindsket på Iran.

Iran har samtidig fået en forøget tilskyndelse til at beskytte sig selv med våbenmagt, i frygt for at USA og Israel evt. skulle gøre alvor af truslerne med militære nålestiksangreb. I en tid hvor Trump tilmed forsøger at skabe indtrykket af, at han kan forhandle sig frem til fred på den koreanske halvø, virker det sjældent set klodset og selvmodsigende, at han blot annullerer en eksisterende aftale, der formelt set er overholdt, frem for f.eks. at formulere forslag til forbedringer.

Hvem vil fremover kunne stole på en aftale med USA?

I et historisk perspektiv er det ret imponerende, at USA’s præsident med ét hurtigt pennestrøg kan undergrave både verdenssamfundets troværdighed og give autoritære stater en endnu stærkere tilskyndelse til oprustning og således styrke de allermest reaktionære kræfter i fjendtligtsindede lande.

Det bedstes værste fjende

Fremadrettet er den store risiko ved Trumps manøvre, at det bliver væsentligt vanskeligere, for ikke at sige umuligt, at indgå forpligtende aftaler mellem verdens stormagter. I forvejen er internationalt diplomati ikke blot det muliges kunst, men i praksis det umuliges kunst.

Der har aldrig og vil aldrig blive underskrevet en perfekt international aftale. Ligesom f.eks. FN’s havretskonvention, der regulerer landes rettigheder og pligter i verdenshavene, ikke er perfekt, er heller ikke atomaftalen mellem Iran og 5+1-landene på nogen måde dadelfri. Af den simple grund at vidt forskellige lande aldrig vil kunne blive enige om, hvad der er ideelt – fordi de har og altid vil have vidt forskellige geopolitiske interesser, politiske kulturer og i øvrigt skiftende regeringer, som pludselig prioriterer anderledes.

Hvis verdens stormagter ikke respekterer, at andre lande har andre interesser, at sprogbrugen kan være forskellig, og at man nogle gange må videreføre egne forgængeres kompromisser, ja, så er det slut med samarbejde på tværs af grænser. I tilfældet med Trump kan det dog være en pointe i sig selv. Det er således tankevækkende, at eks-præsident Barack Obama i går aftes brød sin tavshed og skrev på Facebook:

”Dagens udmelding er totalt misinformeret. Det sætter os på en sti, hvor vi kan blive tvunget til at vælge mellem krig eller et atombevæbnet Iran,” skriver Obama og fortsætter: ”Det var aldrig meningen, at aftalen skulle løse alle vores problemer med Iran. Vi havde helt åbne øjne over for, at Iran har destabiliserende opførsel – både støtte af terrorisme og trusler mod Israel og andre naboer. Og præcis derfor er det vigtigt, at de aldrig får et atomvåben. Ethvert aspekt af iransk opførsel, som er bekymrende, er langt mere farligt, hvis deres atomprogram ikke er under kontrol”.

Hvis det ikke lykkes for 5+1-landene, nu minus USA, at videreføre atomaftalen, risikerer spredningen af nukleare våben netop at komme ud af kontrol. At sløjfe atomaftalen er således et ekstremt risikobetonet gamble – uden udsigt til gevinst.

Det gode er igen blevet det bedstes værste fjende. Og fjenden af de hidtil bedste forsøg på at nedruste og mindske risikoen for altødelæggende krige hedder i dagens verden Donald John Trump. Fanget i sin egen hardcore naivisme har han gjort kloden til et farligere sted at leve.