Skandalesagerne i dansk politik fremstår for tiden tamme og uanseelige. Man kan måske ligefrem tale om, at de mangler format; man kunne godt tænke sig noget med international gennemslagskraft, eller noget, der ikke bare var idiotisk, dumt og ynkeligt.
På de bageste rækker i Dansk Folkepartis folketingsgruppe sidder der en kvinde ved navn Dorthe Ullemose, som de færreste har hørt om. Hvis hun har gjort sig bemærket, er det ved, at hun ikke har gjort noget særligt væsen af sig.
Men det er nu ikke det, der gør hende til en decideret nullitet: Fyns Amts Avis afslørede i sidste uge, at Ullemose, som også sidder i Svendborgs byråd, efter alt at dømme har oprettet en falsk Facebook-profil med det anonyme navn ‘Tom Jensen’, som gennem flere måneder har svinet hendes politiske modstandere til og samtidig rost hende til skyerne i diverse kommentarspor på det sociale medie: ”Dorthe Ullemose fremstår som en dygtig Leder”; ”Dorthe Ullemose fremstår som den eneste mandfolk i DF Svendborg”; ”ja Ullemose har ikke haft det nemt med alle de klaphatte”; ”Dorthe fik som jeg husker det 1800 personlige stemmer som vidner om hvor dygtig hun er. At gå ud af et parti fordi man ikke får sin vilje er utilgiveligt”. ‘Tom Jensen’ husker godt, og han har endda rundet lidt op, for Ullemose fik 1.790 stemmer ved kommunalvalget i 2017.
Nu var vi så venlige at skrive ”efter alt at dømme” lige før, for Ullemose har i mellemtiden beskyldt sin voksne datter for at stå bag profilen. Men Fyns Amts Avis har haft en sprogforsker og retslingvist på sagen, og indicierne tårner sig op, for hverken Dorthe Ullemose og ‘Tom Jensen’ er tilsyneladende helt fortrolige med det skrevne danske sprog – eller skulle vi sige fortroelige? ”Begge har tilføjet et ekstra ‘e’, hvor det ikke hører hjemme. Dorthe Ullemose i ordet ‘eksempeler’, Tom Jensen i ‘fortroelige’, og de har også begge en forkærlighed for ordet ‘føj’. Jeg har fundet det tre gange hos Dorthe Ullemose og en enkelt hos Tom Jensen,” siger sprogforskeren Tanya Karoli Christensen.
Sagen er stor i Svendborg, og eftersom Ekstra Bladet har været så gode at gribe fat i den, skal Ullemose nu sættes på plads af Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup.
Sko på bordet i Israel
Gaaab. Totalt kedeligt, provinsielt og forudsigeligt. Who cares? Næ, så har de det sjovere i Israel, og den følgende skandalesag har dét over sig, at den nærmest er kunst, selv om den på en måde er mere ubetydelig end ‘Tom Jensen’-sagen: I sidste uge var Japans premierminister Shinzo Abe og hans kone Akie Abe på besøg hos den israelske premierminister Benjamin Netanyahu og dennes kone Sara Netanyahu.
Alt forløb tilsyneladende fint, de udvekslede vel politiske ideer og hyggede sig og grinede ad deres små indbyrdes sprogforbistringer. Aftensmaden var helt sikkert god, for den var tilberedt af den celebre israelske mesterkok Moshe Segev. Men så kom desserten på bordet. Chokolade. Hvem kan stå for chokolade? På de billeder fra middagen, som Moshe Segev har lagt ud på Instagram, ser alle glade ud, og de smiler også med øjnene. Der er ingen ko på isen.
Men så: Moshe Segev, der virker ret glad for sig selv, havde valgt at servere chokoladen på bordet i noget, der til forveksling lignede sorte herresko. I dag – nærmest as we speak – går historien viralt over hele verden som en skandalesag. Den israelske avis Yediot Aharonot har nemlig hevet et citat ud af en ikke nærmere identificeret ‘japansk diplomat’: ”Hvad tænkte den fremtrædende kok dog på? Hvis det var humor, synes vi ikke, at det er sjovt; vi blev fornærmede på vegne af vores premierminister.” Den anonyme japaner fortsatte: ”Der findes ingen kulturer i verden, hvor man placerer skoene på bordet”.
Nu er vi ikke eksperter i japansk konduite her på kontoret, men vi ved da godt, at japanerne stiller skoene uden for dagligstuen. Det gør man også i vid udstrækning i parcelhusmiljøer herhjemme, selv om det godt kan føles lidt kastrerende at rende rundt i strømpesokker – specielt hvis man har slips på. Vi ved til gengæld også, at det er uhøfligt at brokke sig over sine værter, og da i særlig grad hvis man gør det anonymt.
Det er også ligegyldigt. Historien er ude i verden, det er en skandale, og Moshe Segevs kombination af sko og chokolade minder en lillebitte smule om Salvador Dalí og Edward James’ berømte ‘Hummertelefon’ fra 1936. Ikke meget, men nok. ‘Tom Jensen’-sagen er til sammenligning røv og nøgler. /Oliver Stilling