Rød-hvidt: Nyt laboratorium for nationalisme

Forestil dig et spejlkabinet. Et spejlkabinet, hvor formerne forvrides i tid og rum. Forestil dig så et regeringskabinet, der består af Mette Frederiksen, Kristian Thulesen Dahl og Preben Møller Hansen.

Preben Møller Hansen! Ja, den gamle sømandsboss, som i 1986 stiftede partiet Fælles Kurs, der blev valgt ind i Folketinget året efter med fire mandater. Forestil dig, at de tre politikere – som tilsammen ville have et flertal – skulle regere Danmark sammen. Det virker måske surrealistisk, men det er ikke langt fra den nye virkelighed i Grønland. Og måske heller ikke fra en snarlig fremtid i Danmark? Strømningen findes allerede andre steder i Nordatlanten, f.eks. i Skotland, hvor de social-nationalistiske parti Scottish National Party regerer.

Umiddelbart er der dog ikke mange oplagte lighedspunkter mellem dansk og grønlandsk politik: Danmark er et lille, kompakt land, hvor har været borgerligt flertal stort set siden 1960’erne, mens Grønland er en enorm og vidtstrakt nation, hvor de røde partier har domineret alt og alle, og kampene i de seneste generationer enten er blevet udkæmpet internt mellem gamle mandlige hvalrosser i det socialdemokratiske Siumut, eller senere mellem på den ene side Siumut og på den anden side det SF-inspirerede Inuit Ataqatigiit, IA.

Grønland er ikke og har aldrig været et mini-Danmark, slet ikke politisk. De politiske temaer er om muligt endnu mere forskellige fra de partipolitiske landskaber: Vilkårene for det livgivende fiskeri har således domineret debatterne nordpå, mens bl.a. skattepolitik og islam slet ikke har været et tema, da Grønland f.eks. allerede har en flad skat på 40 pct. á la Liberal Alliance, og hvad der kunne kaldes for udlændingedebatten udelukkende handler om de overpriviligerede danskere.

De åbenlyse forskelligheder til trods sker der alligevel en opsigtsvækkende tilnærmelse i disse måneder mellem de politiske strømninger i de to nationer inden for rigsfællesskabet: I begge nationer er det gamle Socialdemokrati begyndt at orientere sig mod de nye, nationalkonservative partier, frem for deres hidtidige alliancepartnere blandt de socialliberale og folkesocialisterne. En ny rød-hvid alliance er ved at opstå – i både Grønland og Danmark.

Den rød-hvide alliance

Landsstyreformand Kim Kielsen fra Siumut valgte i sidste uge at danne ny regering, Naalakkersuisut, sammen med tre små partier, der lige præcist bragte ham op på de fornødne 15 ud af 31 mandater i det grønlandske parlament. Og hvilke tre partier: Partii Naleraq, Nunatta Qitornai og Atassut. De to første er udbryderpartier fra Kim Kielsens eget socialdemokrati, mens Atassut er det borgerligt-konservative parti i Grønland. Interessen samler sig dog primært om indlemmelsen af Partii Naleraq og Nunatta Qitornai, som på hver deres måde repræsenterer en utålmodig separatisme. Begge partier vil løsrives fra Danmark hurtigst muligt.

Alliancen mellem den sagtmodige Kim Kielsen og de to tidligere Siumut-frontfigurer Hans Enoksen og Vittus Qujaukitsoq skubber Grønland i en mere indadvendt, protektionistisk og erklæret nationalistisk retning. Ét af de første mål for den nye rød-hvide regering, eller pro-selvstændighedsregeringen om man vil, er at erstatte dansk med engelsk som nyt andetsprog, og i det hele taget stræbe efter at gøre Grønland mere grønlandsk – og mindre dansk. Samtidig er en skarp konfrontation brudt ud mellem byboerne i hovedstaden Nuuk og de mindre bygdesamfund langs kysten.

Kim Kielsen & co. repræsenterer dem, som ikke taler dansk, heriblandt småfiskerne uden for Nuuk. De hidtil tavse skal have stemme. Gerne demonstrativt. Ved at fravælge de to næststørste partier, både Inuit Ataqatigiit, IA, som er SF’s søsterparti, og Demokraterne, der kan placeres omkring Det Radikale Venstre, trækker den nye grønlandske regering i en nationalistisk retning, som ikke er set i samme grad tidligere i det danske kongerige. Men som altså snart også kan komme til Danmark.

National selvstændighed

Positivt formuleret handler projektet om at skabe større selvrespekt og national stolthed. I stedet for at underkaste sig udefrakommende og lade fremmede styre landet skal Grønland vinde kontrol over deres eget land. Kim Kielsen & co. vil give den traditionelle og ældre befolkning bedre vilkår på direkte bekostning af de moderne, unge og dansktalende, og vil ikke længere finde sig i at blive hundset rundt med af folk, der ikke taler grønlandsk. På bagvendt vis er det her, Preben Møller Hansen kommer ind i billedet.

Sømandsbossen Preben Møller Hansen, som var en slagfærdig formand for Sømændenes Forbund, var forud for sin tid. Lang tid før Dansk Folkeparti blev dannet, lancerede han med Fælles Kurs et parti, som slog en stribe både nationalistiske og socialt indignerede temaer an. Som et forvarsel om Dansk Folkepartis mest populære slagnumre var Fælles Kurs bygget op omkring tre mærkesager: Bedre vilkår for ældre, nej til EU og og stop for indvandring. I partiprogrammet fra 1989 lød det let og enkelt: ”Vi – hele det danske folk – skylder vore ældre alt”, ”Vi vil ikke acceptere den politik, der dikteres Danmark fra EF”, og “De, der søger politisk asyl i Danmark uden reelle bevæggrunde, skal afvises”.

Hvis Preben Møller Hansen genopstod i dag, og Fælles Kurs kom i Folketinget ligesom tilbage i 1988, ja, så ville han efter alt at dømme kunne træde ind i samarbejde med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, nært beslægtet med den rolle som de to gamle enspændere, Hans Enoksen og Vittus Qujaukitsoq, spiller i den nye grønlandske regering.

Ambitionen for Socialdemokratiet i Danmark er at danne en solo-regering efter næste folketingsvalg, og planen er derfor hverken at invitere Det Radikale Venstre eller f.eks. SF med ind og få ministerposter. Socialdemokratiet ønsker at regere med skiftende flertal, og dermed kunne indgå aftaler med Dansk Folkeparti, muligvis alene, afhængigt af mandatfordelingen efter næste folketingsvalg, der skal holdes inden for et år.

Drømmen blandt de ledede socialdemokrater i Danmark er at klippe båndene til De Radikale og SF – for slet ikke at tale om Enhedslisten og Alternativet.

Det dramatiske træk

Tilnærmelserne er gensidige: Dansk Folkeparti er også på vej til at løsne båndene til de borgerlige partier. Sådan lyder analysen i hvert fald i erhvervsavisen Børsen, hvor politisk kommentator Helle Ib afslører, at i toppen af Dansk Folkeparti er i overvejelser om at flytte sig afgørende i retning af Socialdemokratiet: ”I Dansk Folkeparti overvejes et dramatisk træk, der kan forandre dansk politik,” indleder hun og fortsætter:

”Især udlændingepolitikken er under pres. Frederiksen kæmper for at gøre de borgerliges advarsler om udsigt til indrømmelser og slaphed til skamme. Det er her, i denne proces, Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl har en nøgle. Afhængigt af øjnene, der ser, kan den skabe opstandelse eller låse op for fastlåste fronter: Thulesen Dahl kan stille i udsigt, at DF ikke vil vælte Mette Frederiksen, så længe en ny S-ledet regering holder sig på udlændingepolitikkens smalle stramme sti”.

Helle Ib ser konturerne af et nyt politisk landskab på Christiansborg. Hvis Kristian Thulesen Dahl rykker ind og vil danne parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering, vil Danmark også kunne få en rød-hvid alliance: ”Gør han det, vil det være et historisk træk, som afgørende kan forandre magtforholdene. Yderpartierne vil blive afpelsede – de har jo ikke noget at true med. Og et rystet Venstre, nok med Kristian Jensen hurtigt i front efter valget, kan måske lige så godt søge samarbejde frem for perspektivløs visnepolitik”.

Hvis den dobbelte knibetangsmanøvre lykkes for både Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl – og Socialdemokratiet vrider sig løs fra SF og de radikale, og Dansk Folkeparti bryder med de borgerlige – vil Danmark nærme sig grønlandske tilstande. På syret vis er Grønland blevet et politisk laboratorium for en ny, jævn og anti-urban nationalisme.