Hver fugl synger med sit næb, siger man. Men sangdroslen synger ikke bare med sit næb, den synger også højere og smukkere end de fleste andre af skovens næbdyr, og her klokken 4.47 lørdag morgen i en skovlysning omtrent 250 kilometer fra hovedstaden er det, som om den har ansporet en hel polyfoni af fuglestemmer. Er det en gøg i det fjerne, du har fået til at kukke med? Velkommen hjem fra syden, lille ven.
Der er masser af tristesse og internationale ærgrelser at skrive hjem om i den årle morgenstund – den vingeskudte atomaftale med Iran, for eksempel – men hvis man skulle gøre en undtagelse, er der altid sangdroslen og dens venner – eller, tja, den italienske billedkunstner Amedeo Modiglianis vidunderligt smukke maleri ‘Nu couché (sur le côté gauche)’ fra 1917, som mandag aften ventes afhændet, når auktionshuset Sotheby’s i New York åbner sit Impressionist & Modern Art Evening sale, hvor der også er Monet og Picasso på plakaten.
Nu er det ikke størrelsen, der gør det, men Modiglianis billede, som man vel med en vis ret kan kalde et nøgenstudie, er med sine 147 centimeter i bredden det største maleri, kunstneren overhovedet nåede at få lavet i sit relativt korte liv (1884-1920). Han malede 22 nøgenbilleder i denne serie, de fleste af dem hænger fremme til skue for offentligheden forskellige steder i verden, men det her anses altså for at være hans bedste.
Når man ser på maleriets kvindelige models maskeagtige ansigt, er det svært ikke at tænke på Picassos epokegørende værk ‘Frøknerne fra Avignon’ (1907). Begge kunstnere fandt inspiration i afrikanske masker, men havde ellers ikke alverden med hinanden at gøre. Picasso købte et enkelt maleri af Modigliani, men malede det over, da han manglede lærreder, så højere tanker havde han tilsyneladende ikke om sin kollega. Omvendt anerkendte Modigliani Picassos kunstneriske geni, men mente ikke, at det var nogen undskyldning for at gå så dårligt klædt.
Og så til prisen
Nå, det anekdotiske materiale har måske gjort dig interesseret. Og hvad er prisen på ‘Nu couché (sur le côté gauche)’, spørger du, hvor meget skal du slippe? Det er et lidt prekært emne. Sotheby’s har vurderet maleriet til 150 millioner dollars, svarende til knap en milliard danske kroner. Det er rekord for en vurdering. Leonardo da Vincis maleri ‘Salvator Mundi’, der blev solgt for 450 millioner dollars (2,8 milliarder kroner) i november, var ‘kun’ vurderet til 100 millioner dollars.
Og her opstår der så et problem. Det skulle være så smukt; vi ville gerne overgive os til naturen, kunsten, sangdroslen, det sublime penselstrøg, det lille kraftfulde næb, den velformede numse. Men det hele krakelerer, når prisen kommer på bordet. Det er verdens ulighed, der trænger sig på – den ene procent mod de 99 andre – og det er næsten kvalmende at høre Sotheby’s mand forsøge at retfærdiggøre prisstigningen fra de 26,9 millioner dollars, som en casino-ejer i Las Vegas fik for det i 2003: Værdien ”afspejler den stigende kærlighed til Modiglianis værker og betydningen af dette værk i hans oeuvre,” siger Simon Shaw fra Sotheby’s ifølge The Guardian og tilføjer: ”Det er et mesterværksdrevet marked, samlerne bliver dygtigere og dygtigere til at adskille det bedste fra resten, og det her er et A+-værk fra en A-klasse-kunstner”.
Føj for den lede. Picasso ville have fundet det mesterværksdrevne marked komplet latterligt. Selv om man har råd til at lægge 150 millioner for et maleri, kan der godt stå idiot på ryggen af en.
På den anden side: Rekordprisen for et Modigliani-maleri blev sat i 2015, da en kinesisk milliardær ved navn Liu Yiqian købte et andet nøgenstudie for 170,4 millioner dollars. Liu Yiqian fortalte ved den lejlighed, at det, der interesserede ham ved Modigliani, var hele kunstnerens liv. At malerierne betød alt for Modigliani. ”Det er ikke kun hans kunst, men hans liv,” forklarede Liu Yiqian. Selv har den kinesiske milliardær en fortid som taxachauffør. Men så kastede han sig over ejendomsmarkedet og lægemiddelindustrien og bruger nu nogle af sine mange rare penge til at introducere sine landsmænd for vestlig kunst. Det er da også en god historie. Den må kunne fløjtes. /Oliver Stilling