Det politiske Grand Prix

Musikken til Det Europæiske Melodi Grand Prix har igennem årene fået sig et lidt blakket ry. Nogle vil nok påstå, at de ofte lidt ordinære og generiske popsange, som deltager ved sangkonkurrencen, ikke ligefrem er af den slags, der starter en revolution. Men det er ikke rigtigt. Grand Prix-sange kan sagtens starte en revolution. Det er faktisk allerede sket.

Dette års Grand Prix blev holdt i Portugals sommersol, og man forestiller sig, at der er blevet drukket masser af portvin i det maritime, sydeuropæiske land, mens der er blevet festet til tonerne af de popfyldte sange. Men for nogle og fyrre år siden var alt ikke fryd og gammen i Portugal. Dengang var landet styret af et autoritært diktatur.

Man kan vist godt antage, at Grand Prix-festen er markant mindre sjov, når ens land og befolkning er undertrykt af en gruppe skidte karle, og det blev portugiserne så trætte af, at de 25. april 1974 satte gang i den fredfyldte  ‘nellikerevolution’. Det hele startede med en sang. Da tonerne fra Portugals sangbidrag til Grand Prixet i 1974, ‘E Depois do Adeus’ af Paulo de Carvalho, flød ud igennem radioen, var det et tegn til de revolutionære om, at revolutionen var startet. Eurovision anno 1974’s fjortendeplads havde startet en revolution.

Politik og musik

Der var ikke megen politik i Paulo de Carvalho sang. Men historien om den revolutionære sang er en fin påmindelse om, at skønt Det Europæiske Melodi Grand Prix har en regel om, at man holder politik ude af konkurrencen, så sniger de politiske kampe sig altid ind i konkurrencen alligevel.

Nogle gange helt åbenlyst: I år var det f.eks. den israelske deltager, Netta, som vandt med sangen ‘Toy’, der er en hyldest til #MeToo-bevægelsen. Danmark gav den ingen point. Om det skal tolkes sådan, at Danmark hader #MeToo, eller det bare ikke var en særlig god sang, er der uenighed om.

Men nogle gange er de politiske budskaber mere skjulte. Slet skjulte, bevares, men dog skjulte. Især har Vestens anstrengte forhold til Rusland været et tema de sidste par år. Forrige år vandt Ukraine med en sang om Krim, og det har næppe været på grund af den gode musik. Da Grand Prixet så skulle holdes i Kijev sidste år, fik russerne slet ikke lov til at være med. Sangerinden blev nægtet indrejse, fordi hun havde opholdt sig på Krim-halvøen, som ukrainerne stadig betragter som deres efter den russiske annektering. I år var Rusland så med igen men blev stemt ud i semifinalen. Igen kan man godt have seerne mistænkt for at have lyttet til sangene med politiske ører.

Grand Prix i populismens tidsalder

Mennesket er politisk – gudskelov. Derfor er det også helt naturligt, at politik sniger sig ind i en stor europæisk sangkonkurrence. Kunst har altid været en måde at udtrykke vores følelser og holdninger på, og det er kun forfriskende, at det europæiske X-Factor på glitter-svampe får lidt kant over sig.

Eurovision er et tidsbillede på det samfund, vi lever i. Det vidnede dette års udgave også om. Selvfølgelig ved at en #MeToo-sang vandt, men også ved at det populistiske opgør med eliten viste sit ansigt til festlighederne. Skulle man være af den opfattelse, at det folkelige oprør mod etablissementet er et overstået kapitel i europæisk historie, så tager man helt fejl. I går nåede de to italienske populistpartier Lega Nord og Femstjernebevægelsen til enighed om at indgå i et regeringssamarbejde. Skulle man være i tvivl, så er det ikke to partier, der er populistiske på den der stille og rolige måde. De er fart-på-populister. Lega har f.eks. tidligere foreslået, at der i Milan skulle være togvogne specielt til milanesere – underforstået togvogne, ikke-vestlige immigranter ikke måtte bruge. Rosa Parks må vende sig i graven!

Hvad har alt dette så med årets Grand Prix at gøre? Jo, da stemmerne skulle fordeles, og en vinder skulle udkåres, var der gigantisk forskel mellem, hvem fagjuryerne og seerne synes, var bedst. Værst var det med Ukraine (husk igen på hadet til Rusland): den fik 11 point af juryen men 119 point af seerne. Også den danske sang faldt i langt højre grad i seernes smag: 188 point fra seerne og kun 38 fra juryen.

Pointen er, at selv når det kommer til Grand Prix, er den europæiske elite og befolkning helt ude af trit med hinanden. Grand Prixet blev dermed en lille miniudgave af det italienske valg, dog med en vinder, der fik nogenlunde lige mange stemmer af jury og seere. Det betyder, at Eurovision næste år skal holdes i Israel, og hvis Grand Prixet var politisk i år, så tør man næsten ikke tænke på, hvordan det skal gå i et af verdens mest kontroversielle lande. /Andreas Terp