Grøn, grønnere, Costa Rica

Carlos Alvarado (f.1980) tilhører en generation, der kan og vil gøre noget ved verdens mest presserende problemer. Ved sin indsættelse som præsident i sidste uge ankom han symbolsk i en brintbus.

”Vi står over for den titaniske og smukke opgave at afskaffe brugen af fossile brændstoffer i vores økonomi, så vi kan bane vejen for brugen af ren og vedvarende energi,” sagde den nye præsident (her lidt mudret oversat).

Ideen er, at det skal være slut med fossile brændstoffer og fossile brændsler – det vil sige diesel og benzin – i landets transportsektor i 2021, som er 200 året for Costa Ricas uafhængighed.

Costa Rica, der ligger mellem Nicaragua mod nordvest og Panama mod sydøst, er lidt mindre end Danmark og har lige under fem millioner indbyggere. Det er en af de fredeligste og mest stabile nationer i Mellemamerika.

Costa Rica har endvidere i en årrække været blandt verdens førende lande inden for vedvarende energi. I 2017 dækkede vedvarende energi hele Costa Ricas elektricitetsforbrug i sammenlagt 300 dage – svarende til 99 pct. af elektricitetsforbruget.

Energien skaber Costa Rica via en kombination af vandkraft, geotermisk energi og vindenergi. Faktisk kommer 80 pct. af energien fra vandkraftværker, der opererer med hydroelektriske dæmninger, herunder Reventazón-dæmningen (indviet i 2016) som er det største infrastrukturprojekt i Centralamerika efter Panama-kanalen. Reventazón-dæmningen er dog blevet kritiseret af miljøgrupper for at ligge klos op ad en dyrelivskorridor. Selv om Costa Rica kun dækker 0,03 procent af Jordens overflade, er landet hjemsted for 5-6 pct. af verdens arter. Biodiversiteten er helt i top.

I januar sidste år skrev The Guardian, at brugen af dæmningerne har været medvirkende til, at regeringen har nedprioriteret solenergi, fordi hjemmegenereret energi kan betyde et indhug i indtjeningen hos Costa Ricas statslige elektricitetsselskab.

Bilproblemet

Ifølge eksperter har Costa Rica også det problem, at landets forbrug af olie generelt er stigende (med 11 pct.), ligesom antallet af biler pr. indbyggere er stigende (med 25 pct. om året). Dermed vokser Costa Ricas bilmarked hurtigere end Kinas, hvilket kan mærkes i hovedstaden San José, hvor der bor 365.000 mennesker.

The Independent har fat i en costaricansk energiforsker på University of California – Berkeley, José Daniel Lara, som siger, at målet om at udfase fossile brændstoffer i 2021 i det store hele er urealistisk. ”Et forslag som dette må anskues for dets retoriske værdi og ikke sin tekniske præcision,” lyder det fra Lara.

Hos BBC skriver en Robert Fletcher, der er adjungeret professor hos Sociology of Development and Change group på Waningen-universitetet i Holland, at Costa Ricas mål er ambitiøst og beundringsværdigt, men at der er to store udfordringer, hvis landet virkelig gerne vil være CO2-neutralt. Den ene er, hvordan man måler det.

”Vi kan ikke vurdere et lands CO2-udledning, før vi har besluttet os for, hvilke udledninger det er ansvarligt for. Skal vi kun inkludere den udledning, som landet producerer? Eller også dem som produceres uden for landets grænser, men som landets økonomi er afhængig af? Hvem er for eksempel ansvarlig for udledning fra luft- og søtransport? Det er spørgsmål, som hele verden skal stille sig selv.”

Ifølge Fletcher er den anden store udfordring økonomien. ”Den costaricanske regering har altid været ærlig omkring, at landets CO2-neutralitet er afhængig af økonomisk støtte fra det internationale samfund. Den støtte har imidlertid været lang tid om materialisere sig. Det skyldes til dels, at de internationale gik i stå forud for Parisaftalen i 2015. Men der er et dybereliggende problem. For at indfri forventningerne om ‘markedsbaserede’ mekanismer i den globale miljøpolitik må Costa Rica generere mindst lige så store indtægter fra klimaøkonomien, som den, der kommer fra landets CO2-udledende industrier. Det ville være en hård nød at knække for et hvilket som helst land.”

Alt det kan man kalde mellemregninger. Det ændrer ikke ved, at Costa Rica har fat i den lange ende. Som økonomen Joseph Stieglitz skrev forleden, varmer det om hjertet at se et land, hvis borgere stadig er så dybt engagerede i de demokratiske principper – i en verden, hvor ”autoritarisme og protofascisme er i fremgang i mange hjørner af verden”.