Ny rindalisme? Oprør mod regnedrengene

Borgerlige bryder ofte ud i bitter frustration over, at kulturlivet domineres af eks-hippier, gøglere, kystbanesocialister og andre venstreorienterede fløjlsmaver. Og mistanken er umiskendelig rigtig: Det er påfaldende få digtere, skulptører og trubadurer, som bekender sig til Thatcher, Reagan og Trump. Kulturlivet er ganske enkelt ikke borgerligt i sin grundstemning, skønt enkelte agent provocateurs med jævne mellemrum formår at skabe sig lukrative karrierer på at optræde til bal hos de borgerlige.

Men skævheden opvejes. Skævheden i kulturlivet mere end opvejes af en anden og langt mere udslagsgivende ubalance: Den økonomiske profession i Danmark er stort set udelukkende befolket af regnedrenge, borgerlige budgetbisser, lady-bosser og andre typer af tavse, blåstribede jakkesæt. Det er stort set umuligt at opdrive en fagøkonom, som ikke sværger til en blå cocktail af skattelettelser, lavere overførselsindkomster, en mindre offentlig sektor og friere rammer til erhvervslivet.

De danske økonomer ligner hinanden, går næsten ens, og ja, og de kommer frem til de stort set samme konklusioner. Ligesom kunstnerne gør. Men hvor de venstresnoede bohemer har oplevet modstand og er blevet mødt af et folkeligt oprør – bl.a. tilbage med lagerforvalter Peter Rindals protest mod Statens Kunstfond – er det økonomiske broderskab endnu ikke blevet mødt af organiseret vrede. Før nu. Netop i dag lancerer Enhedslisten et større angreb på Finansministeriets ukritiske brug af politisk farvede beregningsmodeller.

Politisk regnemaskine

Med rapporten ‘Den politiske regnemaskine’ forsøger Enhedslistens chefstrateg Pelle Dragsted at rejse en debat, som måske ikke umiddelbart har lige så stor folkelig gennemslagskraft som Rindals oprør mod kulturparnasset, men som til gengæld griber ned i en økonomisk virkelighed, som rammer endnu flere i hverdagen. Det er samtidig en stærkt kontroversiel rapport, som nok skal skabe ramasjang på Christiansborg. Afsættet er lige så teknisk kompliceret, som det er principielt enkelt: Er der en ideologisk slagside i Finansministeriets beregninger, som giver de borgerlige partier en trumf på forhånd? Pelle Dragsted & co. er ikke i tvivl.

”Rapporten dokumenterer en lang række problemer i de regnemetoder og modeller, som Finansministeriet anvender til at estimere de økonomiske effekter af politiske forslag. Disse problemer giver samlet en politisk bias, der overvurderer de positive effekter af skattesænkninger og lavere ydelser til ledige, og undervurderer de positive effekter af offentlig forbrug og investeringer. Ligesom de skaber alvorlig usikkerhed om troværdigheden i de økonomiske prognoser,” lyder det i indledningen.

Præmissen er, at Finansministeriets beregninger bygger på fire teser, der dels har en kraftig borgerlig slagside og dels ikke er tilstrækkeligt dokumenteret videnskabeligt. De fire liberale teser er: At lavere kompensationsgrad (offentlige ydelser) ved arbejdsløshed sænker ledigheden. At lavere skat øger arbejdstiden. At der ikke er positive dynamiske effekter af offentligt forbrug og investeringer. At øget udbud af arbejdskraft hurtigt fører til øget beskæftigelse.

Pointen er altså, at de officielle regnemodeller i Finansministeriet – som i dag og uantastet ligger til grund for alle politiske forhandlinger i Danmark – ikke er politisk neutrale: Skattelettelser til de vellønnede er altid en god forretning, yderligere nedskæringer i de offentlige overførsler endnu bedre, mens investeringer i f.eks. vuggestuer altid giver bragende underskud. Og påstanden er videre, at så længe disse teser er bygget ind i regnemodellerne, vil det være næsten umuligt at kende forskel på en regering ledet af Venstre,  Socialdemokratiet eller et tilfældigt tredje parti.

Det fiffige modsvar

Skævvridning kan – retfærdigvis – også udlægges på en helt anden måde. Finansminister Kristian Jensen (V) er ikke imponeret af Enhedslistens kritik. Til dagbladet Information udtaler han i dag:

”Alle har ret til deres egne holdninger, men ingen har ret til deres egne fakta. Fakta er, at ændringen af ydelsesniveauet øger folks lyst, aktivitet og villighed til at søge job. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Enhedslisten i en tid, hvor der er så meget snak om fake news, udgiver en 120-siders rapport, der ligger helt skævt i forhold til, hvad fagøkonomer kommer med af vurderinger. Jeg kan godt forstå, at det er irriterende for Enhedslisten at få at vide, at deres politik ikke hænger sammen. Men sådan er det nu engang. Man har en politik, der ikke hænger sammen, og derfor forsøger man at ændre regneprincipper i stedet for at ændre politik.”

Modsvaret fra Kristian Jensen er fiffigt, og udstiller ganske fint, hvor fronterne står i kampen om sandhederne. De borgerlige politikere føler, at de har kendsgerningerne på deres side, godt bakket op af det unisont enige panel af danske fagøkonomer, som har læst de samme bøger på universitetet og træder i hinandens karrierespor. Finansministeren har fuld rygdækning til sin økonomiske linje, og kan også regne med, at modellerne vil overleve næste folketingsvalg.

Efter forrige valg skrev Socialdemokratiet i deres regeringsgrundlag, at VK-regeringens økonomiske politik vil blive videreført ”i bredeste omfang”. Dengang turde finansminister Bjarne Corydon ikke udfordre de langt yngre karriereøkonomer i ministeriet, og lod bare tingene gå deres vante gang. Spørgsmålet er, om Socialdemokratiet vil ændre kurs fremover? Vil det lykkes for Enhedslistens at piske et oprør op?

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, træder foreløbigt varsomt: ”Det er ikke sådan, at vi bare skal rive en regnemaskine fra hinanden og starte forfra, men vi skal sørge for, at regnemetoderne hele tiden bliver opdateret og justeret ud fra den nyeste faglige viden, der er tilgængelig,” siger han og træder vist derved ingen over tæerne. Det lyder ikke ligefrem, som om Socialdemokratiet planlægger en paladsrevolution.

Oprøret mod regnemodellerne bliver også svært, så længe stort set alle fagøkonomerne finder Finansministeriets teser tilstrækkeligt underbyggede. Så længe der ikke kommer en ny gruppe af økonomer i Danmark, der kan fremdrage videnskabelig dokumentation for andre økonomiske dynamikker i de nordiske velfærdsmodeller, vil den økonomiske politik med noget nær statsgaranti forblive lige så borgerlig, som kunstverdenen fortsat er udspændt i et rødligt spektrum fra kulturradikalister over venligboere til punkpoeter.