Vold på film og vold på sig selv

Uh, mand. Der er så mange ting i verden, der kalder på vrede, indignation og forargelse. Men at føle sig stødt på manchetterne over indholdet af Lars von Triers nye spillefilm, og så bagefter lufte sin moralske forargelse over for pressen eller på de sociale medier… ”altså, undskyld mig”, som salig chefredaktør (og von Triers barndomsven) Tøger Seidenfaden plejede at sige i ophedede diskussioner på tv, det er simpelthen for dumt.

I aftes blev The House that Jack built vist på den 71. udgave af Filmfestivalen i Cannes. Her på matriklen er vi i vid udstrækning kontorfolk, der lever en stille, introvert funktionærtilværelse, så vi er desværre ikke dernede og flanere vores hvide underben på Promenade de la Croisette under den stikkende sol, men vi læser da aviser, og flere journalister beretter om både stående ovationer (i seks minutter) efter filmen og udvandring under den. Ikke enten eller, men både og.

Nyhedsbureauets Ritzaus mand m/k på stedet talte ”omkring 200” gallagæster, der gik i vrede eller afmagt, og fik også flere gode citater på blokken: ”Jeg synes, det er vildt, at de viser den film her i Cannes, når man tænker på, hvor meget snak der er om, hvordan kvinder bliver fremstillet i branchen og i samfundet. Jeg har kvalme,” udtalte en tysk kvinde, som Ritzau beskrev som en, ”der selv laver film”. En anden frafalden gallagæst sagde, at hun for det første fandt filmen meget voldelig – meningsløst voldelig. Og for det andet brød hun sig ikke ”om den måde, han fremstiller kvinder på”. Det var ”virkelig slemt”, og det var ikke noget, hun kunne ”bakke op om”.

Åh ja, det med fremstillingen af kvinder sagde den førstnævnte udvandrer, den tyske kvinde, i øvrigt også noget om: ”Det er virkelig en frygtelig fremstilling af kvinder. Der burde have været kvinder, der protesterede her.”

Drillepinden rammer plet

Det er nærmest, som om de her individer følger en drejebog for, hvordan publikum skal reagere, når der står Lars von Trier på plakaten. I videointerviewet med instruktøren, som Københavns Universitet lagde ud i forbindelse med at han modtog Sonningprisen for nogle uger siden, fortalte han, at han var færdig med ”at drille”, fordi det ofte blev misforstået.

Han sagde også, at han laver de film, som han synes mangler, eller som ingen andre laver. Om der ligefrem mangler en arthouse-film om en seriemorder, ved vi ikke helt, men vi ved, at Lars von Trier er sådan indrettet, at hvis der ligger nogle tabuer eller uskrevne regler og forbud i tiden, så kan han ikke lade være med at styre lige ind i dem. Det er som barnet, der ikke kan lade være med at sprænge ballonen.

Hvis der er er et emne, man skal være lidt forsigtig med i de her år, så er det selvsagt kvinder. Men stort set hele von Triers filmproduktion de seneste 20 år er bygget op omkring kvinder, forholdet til kvinder og kvinders forhold til verden. Det ville være underligt, ja, nærmest suspekt, hvis han lagde dem fra sig nu. Og os bekendt dør der også masser mænd og børn i The House that Jack built.

Lars von Triers naturlige instinkter gør ham til en PR-mand af guds nåde. Hvilken anden kunstner kan forarge og få publikum til at udvandre i 2018? Man skulle tro, det var Salon d’Automne i Paris i 1912, men det er det ikke. Nej, her på Føljeton kan vi ikke lide vold og heller ikke ”meningsløs” vold på film (vi lukker øjnene), men det ville være at gøre vold på os selv at tage afstand fra drillepinden Lars von Trier. Gammel kærlighed ruster ikke. /Oliver Stilling