Kære læser

Med venner som disse...

European Council President Donald Tusk speaks during a media conference prior to an EU-Western Balkans summit at the National Palace of Culture in Sofia, Bulgaria, Wednesday, May 16, 2018. EU og det vestlige Balkan holder topmøde for første gang i 15 år. 2018 er året, hvor EU's udvidelsespolitik vender tilbage, siger leder af tænketank i Beograd. Det skriver Ritzau, onsdag den 16. maj 2018.. (Foto: Virginia Mayo/Ritzau Scanpix)

I går sagde præsident Donald noget, der bør få hele den vestlige verden til at tabe kæben. Det er jo i og for sig ikke noget nyt. Det virker, som om præsident Donald siger noget vildt hver eneste dag. Forskellen er bare, at det i går var en anden præsident Donald end ham, vi normalt bliver bestyrtede over. Det var Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd med den uformelle titel ‘præsident af Europa’, der fik alle til at gispe. Donald Tusks udtalelser handlede om Donald Trump og Donald Trumps politik overfor Donald Tusk og Donald Tusks venner. Det lyder nærmest som noget fra et sløvt hippieband fra 70’erne: Donald, Donald and the Dadilidoos.

Der var nu ellers ikke meget fredelskende hippiestemning over det, da en sammenknyttet Europa-Donald på gårsdagens pressemøde skulle beskrive sit forhold til Amerika-Donald. Med en sur stemme sagde Europa-Donald: ”Med venner som disse, hvem har så brug for fjender”. Det er sådan noget, C3PO fra Star Wars kunne finde på at sige til sin nævenyttige lille satan af en robotven, R2D2. Nu var det altså den europæiske præsident, der sagde det til den amerikanske præsident.

Men hold nu fast, for Donald Tusks tale blev endnu mere bitter: ”Vi bør takke USA for at minde os om, at hvis man har brug for en hjælpende hånd, så må man kigge for enden af sin egen arm”. Av! Nu har vi vist bevæget os væk fra Star Wars og over til en mere teenagepige-agtig film: Donald, Donald and don’t talk to me …

Man troede, det var en Vittighed

Det er altid skægt at se gamle mænd blive bitre på hinanden. Men faktisk er det slet ikke sjovt. Lad os lige mindes et par ord, som Søren Kierkegaard skrev tilbage i 1843: ”Det hændte paa et Teater, at der gik Ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tro, at det er en Vits.”

Sådan er det også med Donald og Donald. Vi kan nok sidde og grine af dem, men det her er faktisk en utroligt alvorlig sag, og mens vi griner af det, kan verden ende med at gå til grunde.

Årsagen til uenigheden mellem USA og Europa er dels, at USA har trukket sig fra Iran-aftalen, og at USA har annonceret, at man vil sætte tariffer på import af stål og aluminium fra Europa, hvilket reelt vil starte en handelskrig mellem de to stormagter. De to problematikker har nogle ildevarslende implikationer:

Når Donald Trump trækker sig fra Iran-aftalen, indvarsler det en ny æra i amerikansk udenrigspolitik, hvor vi ikke længere kan regne med, at USA holder, hvad de lover. Det er alvorligt, fordi USA er Vestens overhoved, der kommer og hjælper, når vi andre har problemer. Men kan vi stadig regne med, at de gør det, når Trump er ved roret?

Den anden følgevirkning er, at en handelskrig mellem USA og Europa vil være et hårdt slag for den vigtige alliance, som de to udgør. Samhandel er et af de vigtigste enkeltelementer for internationalt venskab. Så vigtig, at man inden for politisk videnskab kalder det ‘den kapitalistiske fred’: Når man er afhængige af at handle med hinanden, går man heller ikke i krig med hinanden.

Efter Putins drejebog

Det mest ildevarslende er, at splittelsen mellem Europa og USA er lige efter den russiske præsident Vladimir Putins drejebog. Sådan helt bogstaveligt talt. I 1997 blev der udgivet en bog i Rusland med navnet Grundlaget for geopolitik: Den geopolitiske fremtid for Rusland. Bogen har haft stor indflydelse på det russiske militær og den udenrigspolitiske elite, og når man hører bogens anbefalinger, forstår man hvorfor:

Bogen er en drejebog for, hvordan Rusland kan blive den dominerende magt i Eurasien, og vejen derhen er blandt andet at få samlet Tyskland og Frankrig i  en samlet blok, så de kan distancere sig fra USA (tjek), at skubbe Storbritannien ud af Europa (tjek), destabilisere interne politiske processer i USA og andre steder (tjek), opildne til uroligheder i USA, der kan skabe splittelse og separatisme, fx raceuroligheder (tjek).

I går konkludere det amerikanske senats efterretningskomite, at Ruslands fifleri med det amerikanske valg havde haft til formål at hjælpe Donald Trump. Det giver mening, for valget af Trump har i den grad været med til at destabilisere USA internt, og nu er Trump også i gang med at kappe det stærke bånd til Europa. Det efterlader os med kun én vinder: Rusland. /Andreas Terp

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12