Kun uddannelse udløser den demografiske dividende

Jascha Döker er en stor mand med stort skæg, næsering og tatoveringer. Hans far er tyrker, hans mor er østriger. Han arbejder som elektriker på Salzburg Festivalen, en fejring af den klassiske musik i Mozarts hjemby. Han er ikke nogen stor operafan – han kan godt lide orkestret, men ikke sangen – og alligevel gør han sit for at få den østrigske kultur ud til et globalt publikum.

Udover at arbejde læser den 18-årige Döker på Landesberufsschule, som er en fagskole. Undervisningen kombinerer teori med praktisk arbejde. Ét klasseværelse er udstyret med ovn og vaskemaskine, et andet med en model af et samlebånd, og i et tredje lokale kan de studerende styre et ‘intelligent hus’.

Skolen udvikler sig med tiden.

»Vi plejede at uddanne en masse radio- og tv-montører, men i dag smider folk bare de ting væk,« siger Eberhard Illmer, skolens leder. Den grundlæggende filosofi er dog stadig den samme: Skolen arbejder tæt sammen med de lokale arbejdsgivere, der sender deres lærlinge på skolebænken for at sikre, at de har de nødvendige kvalifikationer. Adspurgt om han er bange for arbejdsløshed, svarer Jascha Döker: »Det bekymrer mig ikke«.

Fagskoler I Tyskland og Østrig har et godt ry, og det er ikke uden grund. De ved, at ikke alle unge mennesker har glæde en en akademisk uddannelse. »Jeg kedede mig, da jeg gik i skole«, siger Jascha Döker, »men den tekniske undervisning her er super«. Ungdomsarbejdsløsheden i begge lande er blot det halve af gennemsnittet for euro-landene.

Et æsels barn

Det er ikke alle uddannelsessystemer, der tjener de unge nær så godt. På et landsbymøde i den indiske stat Uttar Pradesh fik forældrene, at vide at deres børn efter fem års skolegang ikke var i stand til at læse en simpel historie. Mange kunne end ikke kende forskel på bogstaverne.

Det kom som et chok. En af forældrene rejste sig og talte direkte til rektor: »Du har svigtet os. Jeg har arbejdet som et bæst hele mit liv, fordi jeg aldrig har gået i skole og ikke har haft andre færdigheder end et æsel. Men du sagde, at hvis jeg sendte mit barn i skole, ville hans liv blive anderledes end mit. I fem år har jeg holdt ham væk fra markerne og væk fra arbejdet, og først nu forstår jeg, at han er 13 år og intet ved. Hans liv vil ikke være anderledes, han vil komme til at arbejde som et bæst ligesom mig. Rektor gav svar på tiltale. »Det er ikke vores skyld. Vi gør hvad vi kan for jeres børn. Men du har ret: I er bæster og æsler. Et æsels barn er stadig et æsel.«

En af dem, der deltog i mødet, var Lant Pritchett, en amerikansk økonom fra Harvard. Han mener, at de offentlige indiske skoler er elendige, fordi de ikke står til ansvar. De skal indskrive så mange elever, som staten kræver, men de skal ikke bevise over for hverken forældre eller andre, at børnene lærer noget som helst. Knap halvdelen af lærerne dukker op på en given dag. En undersøgelse som Pritchett citerer i sin bog The Rebirth of Educators viser, at efter otte års skolegang kunne 60 procent af indiske børn ikke bruge en lineal til at måle en blyant.

Langt flere uddannes

Den gode nyhed er, at stort set alle lande, både demokratiske som despotiske, i de seneste par årtier har gjort store fremskridt med at få de unge ind i klasseværelserne. I 1950 havde en gennemsnitlig voksen over 15 år blot modtaget tre års skolegang; i 2010 var skolegangen steget til otte år. I de rige lande steg det fra seks til 11 år i den periode, og i fattige lande fra to til syv. Det er bemærkelsesværdige tal.

Unge i Zambia eller Haiti bruger mere tid på skolegang i dag, end italienerne gjorde i 1960. Universiteterne, der for ikke så længe siden var et domæne for  en lillebitte elite, er blevet en overgangsrite for den globale middelklasse. 41 procent af de 25-34-årige i rige lande har nu en videregående uddannelse – mod 26 procent i 2000. Udviklingslandene haster i samme retning.

Den dårlige nyhed er, at det varierer voldsomt, hvor meget folk faktisk lærer i klasseværelserne. I udviklingslandene, der står for størstedelen af eleverne, er mange skoler ganske forfærdelige. PISA, OECD’s måling af 15-åriges præstationer i naturvidenskab, matematik og læsning, dækker ikke de fattigste lande, men resultaterne i flere lav- og middelindkomstlande er skuffende.

Det er 170 gange mere sandsynligt, at en finsk studerende rammer toppen af PISA’s naturvidenskabstest, end at en mexicansk studerende gør det. I matematik vil mere end 60 procent af brasilianerne høre til de nederste 10 procent i Sydkorea. I mange udviklingslande har mere end halvdelen af de studerende kun opnået de helt grundlæggende kompetencer i matetik. I de rige lande er det kun en femtedel, der klarer sig så dårligt.

Den demografiske dividende

De, der ikke kan læse eller manipulere tal, tjener mindre. Robert Barro fra Harvard og Jong-Wha Lee fra Korea Universitetet anslår, at lønnen for dem, der har afsluttet en gymnasial uddannelse, er 77 gange højere end for dem, der kun har grundskolen, og at de med en universitetsuddannelse tjener 240 procent mere. Hvis udviklingslandene skal realisere den demografiske dividende, det er at have en ung og energisk befolkning, skal de unge uddannes bedre.

Eftersom den største forskel i testresultaterne er mellem rige og fattige lande, kunne man tro, at det hele handler om penge. Men »ressourcer har som sådan kun en lille eller slet ingen statistisk indvirkning« på, hvor meget eleverne lærer, konkluderer Lant Pritchett. Rige lande har fordoblet eller tredoblet udgifterne til skoler siden 1970 uden nogen markant effekt. USA bruger dobbelt så meget som Polen, og alligevel får begge landes 15-årige elever samme resultater i PISA. Sydafrika bruger flere penge end Kenya, men klarere sig markant dårligere.

Mange uddannelsesmæssige modefænomener er skadelige. En undersøgelse viser, at 85 procent af amerikanske forældre tror, de skal støtte deres børns selvværd, men undersøgelser anslår, at ufortjent lovprisning gør børn selvglade. Amanda Ripley, forfatter til The Smartest Kids in the World, beskriver, hvordan amerikanske studerende, der besøgte en af Finlands fremragende skoler, var overraskede over, hvor få skinnende trofæer, der var på skolen.

Gode skoler, gode lønninger

Gode skolesystemer kan være meget forskellige. I Sverige og Holland har de et voucher-lignende system, hvor forældre frit kan vælge at bruge offentlige penge på private eller offentlige skoler. Sydkorea har et centraliseret system, hvor studerende ved offentlige skoler også får privat hjælp til at klare en afgørende eksamen, når de fylder 18. Finland gik fra lige-ved-og-næsten til verdensetter ved at insistere på, at kun de allerbedste studerende kunne blive lærere, hvorimod næsten hvem som helst – ifølge Amanda Ripley – kan blive lærer i USA. Det, der virker godt i ét land, kan ikke nødvendigvis overføres til et andet. Dieter Euler fra Universität St. Gallen har eksempelvis bemærket, at fagskolerne ikke så let lade sig overføre til lande, hvor virksomheder og fagforeninger ikke har et ligeså tæt forhold som i Tyskland og Østrig.

Lærernes kompetencer er åbenlyst vigtige, og i lande med fremragende skoler er lærerne ofte velbetalte. Men hvis systemet er dysfunktionelt, nytter det ikke at tilbyde flere penge. I dele af Indien er lærernes løn så høj, at selv folk uden interesse for undervisning betaler bestikkelse for at få et lærerjob.

Et kapløb med katastrofen

Næsten alle systemer, private såvel som offentlige, skaber fremragende skoler. For at opnå bedre resultater anbefaler Lant Pritchett decentralisering. Naturligvis skal staten sikre, at privatskoler ikke prædiker jihad, men derudover skal rektor have råderum til at hyre og fyre lærere, og gode skoler skal have lov til at udkonkurrere dårlige. En uddannelsesreform i Brasilien i 1998 løsnede den statslige kontrol og lod pengene følge barnet. Det resultere i det største løft i PISA’s matematik-test i årene 2003-2012.

Unge er i dag bedre uddannede end tidligere. Men som den britisk forfatter H.G. Wells engang formulerede det, er historien »et kapløb mellem uddannelse og katastofe«. Ingen nationer har råd til at sænke tempoet.