Ramadan: Venstre ramt af sosse-sygen

I 17 år var det en vindersag for Venstre at sætte kritisk lys på muslimer i Danmark. I et demokrati giver det ofte hurtige point at fremhæve flertallet på bekostning af mindretallet. Fra 2001 og frem til i år har skiftende Venstre-profiler med regelmæssige mellemrum formået at oppiske en stemning ved højtider og personsager. Taktikken har virket overrumplende effektivt. Indtil nu.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs seneste udfald om ramadanen – og de sukkerkolde buschauffører – skiller sig som sådan ikke ud. Budskabet kører i cirkler, men reaktionen er anderledes. Utilfredsheden ulmer nu inde midt i Venstres egen folketingsgruppe, og Danmarks såkaldt liberale parti udstiller dermed for første gang mere sig selv, end de formår at splitte deres politiske modparter på Christiansborg. Venstre synes ramt af en socialdemokratisk syge.

Tidligere var rollefordelingen ellers klar på forhånd. Med pavlovsk refleks har nogle få, velartikulerede og i øvrigt sekulære meningsdannere udtrykt en multikulti-krænkelse på vegne af landets muslimer og talt om universelle borgerrettigheder, mens de fleste vælgere til gengæld er blevet rablende rød-hvidt arrige. Venstre har effektivt spillet på, at et stort flertal har ønsket flere og flere stramninger i udlændingepolitikken – og at dette tavse flertal kan gives stemme ved at lave larm i gaden. Jo mere spektakulært, desto bedre.

Hver eneste og evige gang en Venstre-profil har knyttet usympatiske karakteregenskaber til muslimer som gruppe, er én effekt blevet fremprovokeret med statsgaranti: Socialdemokratiet er splintredes indefra. Når Venstre har talt dunder mod f.eks. kriminelle med muslimsk baggrund, har socialdemokraterne vaklet og er blevet udspaltet i fløje, fraktioner og nye kaffeklubber.

Når valget nærmede sig, kunne man være sikker på, at Venstre ville køre udlændingedebatten i stilling. På én og samme tid gled økonomiske hverdagsproblemer i baggrunden og i allerforreste række stod et rundforvirret Socialdemokratiet, som ikke kunne blive enige med sig selv om enten at hyle forskrækket med i udlændingedebatten eller lade sig forarge sammen med det kosmopolitiske mindretal i storbyerne.

Men tiderne skifter. I går aftes skrev Venstres folketingsmedlem Jacob Jensen på Facebook: ”Jeg kan forstå, at min gode MF kollega Inger Støjberg er bekymret for, at der skal ske ulykker på arbejdspladser, som følge af fastende muslimer i ramadanen. Kan den bekymring mon underbygges med noget faktuel statistik, eller…? Måske vi politikere skulle koncentrere os om at løse de virkelige problemer først.”

Kritik fra eks-profilerne

Han er ikke det eneste Venstre-medlem, som har fået nok af Inger Støjbergs repetitive udfald. Men de fleste interne kritikere i folketingsgruppen har hidtil være fåmælte. Splittelsen er hidtil blevet tegnet tydeligst af tidligere Venstre-profiler.

Senest i forbindelse med regeringens ghettoudspil, hvor Venstres tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech var oprevet over indholdet: ”Forslaget om dobbelt straf er uhyggeligt, og det er som om, at man vil gøre Danmark til en krigszone. Jeg synes, at det er synd og skam, at man stigmatiserer dem, og når man ser på, hvor mange veluddannede kvinder vi har fået i dag, så er det en meget upædagogisk og forkert fremgangsmåde.”

Hun er også mere end almindelig kritisk over for den manglende accept af åben uenighed om linjen i Venstres folketingsgruppe: ”Jeg er virkelig bedrøvet. Det er så pinagtigt at høre, hvordan loftet har sænket sig i Venstre. Jeg er aldrig før stødt på den form for partidisciplin i mine 27 år i Folketinget”, siger Birthe Rønn Hornbech og fremhæver dermed, at uenighed er begyndt at blive opfattet som farlig i Venstre.

Samme pointe har Venstres tidligere integrationsordfører Eyvind Vesselbo været ude med, da Inger Støjberg kom med skiftende forklaringer i sagen om tvangsadskillelse af unge asylpar – eller ‘barnebrude’-sagen, som hun selv kaldte forløbet: ”Det her var ikke sket i 00’erne i Venstres folketingsgruppe. Det er et grundelement at være loyal, ja, men over for hvem? Man skal være loyal over for den danske befolkning og være sikker på, man kan stå inde for det, der sker i Folketinget,” udtalte Eyvind Vesselbo, og fortsatte:

”Der er sket et skifte i Venstres folketingsgruppe, hvor man ud fra loyalitetshensyn forsvarer nogle ting, som ikke burde forsvares. Det har altid været vigtigt for Venstre at overholde loven, og i 00’erne ville en gruppeformand have sagt fra, mens mange medlemmer ville have reageret mere kraftigt”.

Tilbage ved vedtagelsen af den såkaldte ‘smykkelov’ skrev Venstre tidligere indenrigs- og landbrugsminister Britta Schall Holberg i et læserbrev: ”At Dansk Folkeparti vil være sig selv bekendt er et, men at vores Venstre, som mange af os har kæmpet for og troet på i så mange år, jeg selv fra 1967, skulle synke så dybt, at man blæser på lov og ret, det er så forstemmende.”

Ny dynamik til valg

Udadtil er det endnu ikke et akut vælgermæssigt problem for Venstre, at tidligere profiler ytrer kritik. Ej heller at menige folketingsmedlemmer som Jacob Jensen lægger afstand til Inger Støjberg. Problemet er mere strategisk.

Splittelsen viser, at det ikke længere er et sikkert trumfkort for Venstre at komme med spektakulære udfald i udlændingedebatten. Det er således ikke længere en givet sag, at Venstre vil kunne indhente efterslæb i meningsmålingerne ved at åbne for sluserne i udlændingedebatten, sådan som tilfældet har været ved stort set samtlige valg siden 2001. Socialdemokratiet har for længst besluttet sig for at placere sig samme sted som Venstre eller gerne lidt til højre.

Når Inger Støjberg skaber støj på linjen retter opmærksomheden i medierne sig ikke længere mod sprækkerne i oppositionen men derimod direkte mod de interne kritikere i Venstre. Og Socialdemokratiet frydes derfor efterhånden kun ved tanken om, hvor langvarig de indre brydninger i Venstre nu kan vare ved. Af gode grunde kender sosserne alt til den socialdemokratiske syge, som i årevis hærgede partiet indefra fra 90’erne og langt ind i 00’erne. Enhver debat blev udlagt som splid, og til sidst turde ingen tænke eller sige noget som helst.

Det djævelske for Venstre er, at fløjkrigen vil forstærkes, desto svagere partiet eventuelt kommer til at stå i meningsmålingerne. Hvis Venstre taber næste valg, vil næstformand Kristian Jensen nemlig overtage formandsposten, og så vil kursen i udlændingedebatten blive lagt tættere på Jacob Jensen end på Inger Støjberg. Alle dem i Venstre, der begynder at tvivle på Lars Løkkes ellers veludviklede overlevelsesinstinkter, vil af personlige karrierehensyn begynde at lægge mere og mere højlydt afstand til Støjberg-retorikken, og så kører cirkusset af sig selv.

Når et parti først begynder at kæmpe om positionerne i tiden efter et forventet nederlag – allerede i de indledende faser til valgkampen – kan opløsningen gå hurtigt. Derfor er der mange i Venstre, der er begyndt at frygte for den valgkamp, som reelt allerede er gået i gang. Støjberg-modellen er ikke længere en sikker succes. Snarere en bordbombe i Venstres eget gruppeværelse.