Knud Pedersen og 'Det uopnåelige'

I dag slutter føljetonen ‘Kunsten ud til folket’. Serien har taget afsæt i Nikolaj Kunsthals udstilling ‘Museet er lukket’ om projektmageren og kunstneren Knud Pedersen, der døde i 2014, 89 år gammel.

Heldigvis nåede billedkunstneren og filminstruktøren Carina Randløv at lave en dokumentarfilm om ham. Hun fulgte Pedersen fra 2013 og frem til hans død, og det er der kommet ‘Det Uopnåelige’ ud af. Filmen er færdig, den har haft premiere, men den er ikke offentligt tilgængelig – endnu. Føljeton viser i dag fem bidder fra filmen, og Carina Randløv kommenterer klippene nedenunder. Du kan følge’ Det Uopnåelige’ på facebook.com/detuopnaaelige

Titelsekvens med Knud Pedersen

Carina Randløv: »Det her er titelsekvensen på filmen. Knud Pedersen går frem og tilbage foran den gamle plakat med påskriften ‘War is over’. Det er en gammel Fluxus-plakat, som Yoko Ono har lavet. Den hænger nede i hans Kunstbibliotek. Den har et dobbelt budskab: Knud Pedersen var jo med i modstandsgruppen Churchill-klubben under Anden Verdenskrig og sad to år i fængsel, da han var teenager. Hans krig er slut, men samtidig har den været grobund for alle hans projekter. Og nu hvor Knud ikke er mere, er det også slut med projekterne og hans såkaldte krig mod systemet.«

Kunsten at uopnå

Carina Randløv: »At uopnå – det er det udtryk, som filmens titel kommer af. Det er det, der er samlende for alle Knud Pedersen projekter. Jeg syntes, at det var vigtigt at gå ind i den filosofiske del af ham. Knuds tilgang er, at det alt sammen handler om at gøre nogle ting, som man tænker er umulige. Han siger hele tiden, at hvis tingene lykkes, er det, fordi man ikke har sat sit mål højt nok.«

Prins Joachim som konge af Frankrig

Carina Randløv: »Jeg var inde på Amalienborg for at tale med Prins Joachim bagefter. Han kunne godt huske det her projekt, og han var vild med det. Derfor var han glad for at få det yderligere udfoldet. Og det har flere planer. Vi kender jo alle sammen problematikken: Prins Joachim er lillebroren og det der. Man kan grine ad projektet, men jeg synes, at det er genialt, fordi det tvinger os til at nytænke historien – Den Franske Revolution. Knud fandt på det i 1989, og  den franske præsident, Mitterand, var faktisk inde over og sige god for det.«

Benådningsbrevet

Carina Randløv: »Det er mere enkelt. Der er altid mange fortolkningslag i Knuds projekter, og det er der også i det her. For det første er der det med, at den danske stats satte ham i fængsel i to år under Anden Verdenskrig. Så han siger: ‘Prøv lige, Danmark, at tænke over, hvad I gjorde, da i satte mig i fængsel’. Og så er der det andet lag, som hedder ‘far og søn’. Hvad er det, man giver videre til sine børn? Knud Pedersen har givet noget videre til sin søn, Klaus Riskær Pedersen. Måske er der noget skyld, måske ikke. Senere i klippet går Klaus Riskær ind og siger, at det slet ikke er et projekt, at det er et none project, for Dronning Margrethe kan jo overhovedet ikke tage stilling til det. Men selv om hun ikke kan det, bliver sådan et brev sendt videre til Kriminalforsogen og justitsministeriet.

Brevsprækken som massemedie

Carina Randløv: »Her er vi i en lidt anden boldgade. Det handler også om Det Uopnåelige, noget som aldrig er blevet gennemført. Det handler om, at Knud Pedersen var meget ærgerlig over, at der blev makuleret en masse bøger. Han mente simpelthen ikke, at det kunne være rigtigt. Så fandt han et hul i postloven, en paragraf der siger, at det er muligt at få omdelt tryksager gratis. Det kunne man så bruge sådan, at folk, der ikke læser meget normalt, kunne få bøger, der ellers skulle have været makuleret, lige ind gennem brevsprækken, uden at det kostede nogen noget.«