Gøgleri kan sagtens være ekstremt højreorienteret – med underfundige t-shirts, komik og latterbrøl. Lige nu vinder højrefløjen frem i Europa med et smil på læben og farve i kinderne: Haha, det er så muntert at være hyggeracist og hverdagskvindehader. Folk kan vel godt tage en lille joke, ikke?
Samtidig sker det stik modsatte: Autoritær topstyring er nemlig ikke fremmed for selv de mest flippede og græsrodsagtige bevægelser på venstrefløjen. Her hærger revolutionsromantik og hårdt-hierarkiske ledelsesformer. Nogle af Europas nyeste partier er således præget af karismatiske ledere, der ikke levner meget plads til reel uenighed. Alt skal jo heller ikke gå op i snak, vel?
Yderpunkterne mødes i disse dage: Italien er ved at få en dybt besynderlig regering – et misfoster af en uhellige alliance – i form af et samarbejde mellem på den ene side det ultra-højreorienterede parti Lega, anført af 45-årige Matteo Salvini, der hylder princippet om, at politiske budskaber ikke må være mere komplicerede, end de kan trykkes på en t-shirt, og på den anden side det anti-politiske parti Femstjernebevægelsen med 31-årige Luigi Di Maio i spidsen. Han styrer anarkisterne med hård hånd.
I midten står den totalt uerfarne 53-årige Giuseppe Conte som en form for hånddukke. Han er udset til at blive ny premierminister i EU’s fjerdestørste økonomi. Politisk set er de partibevægelser bundet sammen af én og kun én simpel logik: Min fjendes fjende er min ven. De står begge uden for de gode selskab.
Vildere end Trump
Begge partier er opstået som vrede protestbevægelser mod det gamle etablerede politiske system. At de nu sammen står til at overtage regeringsmagten er et jordskred i langt større format end f.eks. det danske folketingsvalg tilbage i 1973, hvor Mogens Glistrup buldrede ind på Christiansborg. Denne gang er det ikke kun en chok udefra: Omvæltningen sker inden for magtens cirkler, næsten som en form for paladsrevolution.
Europa gennemlever således netop nu en turbulens, der mindst kan måle sig med valget af Donald Trump som USA’s nye præsident i 2016. På mange måder er alliancen i Italien endnu vildere.
Både Lega og Femstjernebevægelsen er i skarp opposition til de gamle politikere. Men med hver sin drivkraft, i hver sin retning: Lega vil have muslimerne ud af Italien og stop for indvandring, mens Femstjernebevægelsen først og fremmest vil gøre op med det pampervælde og den nepotisme og korruption, som stadig præger italiensk politik, bl.a. via ondartede mafia-forbindelser.
Lega og Femstjernebevægelsen har ikke nogen meningsfuld fællesmængde og er dermed et opsigtsvækkende nybrud i europæisk politik. I fredstid er det ikke set tidligere, at yderfløjene i Europa er gået sammen om at danne regering. Så måske er det Italiens nye regering, folk har tænkt på, når det er blevet hævdet, at hver sin ende af yderfløjene i det politiske spektrum mødes på et tidspunkt?
Det hævdes, at den alleryderste højrefløj ender i en obskur position, der minder mere om den yderste venstrefløj end noget andet. De seneste døgns markeringer kan tyde på, at det netop er dette skrøbelige punkt, som Italien nu skal forsøge at balancere på.
Det danske freakshow
Den italienske populistalliance kan bedst sammenlignes med, hvis Danmark to nyeste partier gik sammen i én regering: Alternativet og Nye Borgerlige. Umiddelbart lyder det gak-gak, men det er ikke mere mærkeligt, end at det også i det små er begyndt at ske i Danmark.
Ganske vist er Alternativet ikke Femstjernebevægelsen, og Lega er hverken Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti, men inspirationen sker i stigende grad på kryds og tværs. På højst overraskende vis.
Forleden skrev Alternativets byrådsmedlem i Sorø Niels Aalbæk Jensen på Twitter, at ”Hitler udgjorde ikke en trussel mod menneskeheden,” og han fortsatte sine rablerier: ”Donald Trump og det republikanske parti gør derimod. De fornægter klimatruslen og demonterer alle tiltag til at forsvare vores overlevelse. Det republikanske parti er den farligste organisation i menneskehedens historie.”
Alternativisten fra Midtsjælland har en mildest talt alternativ fortolkning af nazismens velorganiserede massemord. Og han lader bestemt til at kunne finde sammen med andre aparte typer. Det er italiensk for begyndere.
Ved sidste byrådsvalg gik Alternativet sammen i valgforbund med Dansk Folkeparti i to kommuner: ”Det er jo ikke os i kommunalbestyrelserne, der tager stilling til, hvor mange flygtninge Danmark skal byde velkommen, eller om elbilerne skal være afgiftsfritaget,” lød det dengang fra Alternativets mand i Odsherred, Jacob Antvorskov.
Understrømmen af tværpolitiske kortslutninger findes således også her i landet. Xenofobi og økologi udelukker jo heller ikke hinanden. Sådan logisk set. Man kan godt gå ind for både flygtningestop og bæredygtighed. Ja, måske ligger der ligefrem en ur-konservativisme gemt i begge dele, som har været glemt i Europas hidtidige demokratiske epoke.
Italien er ved at åbne et nyt kapitel, som lynhurtigt kan udvikle sig endnu mere skørt end det realityshow, som Donald Trump kører i Det Hvide Hus. Vreden mod den gamle politiske klasse har tydeligvis ikke toppet endnu. /Lars Trier Mogensen