Irlands rasende abortkrig

”Jesus gav os sit liv, så vi kunne leve. Abort er imod Jesus’ vilje!”

Han står på en taburet midt på en af Dublins mest befærdede butiksgader og taler så energisk, at spytstænk fyger fra hans mundvige. Han er midaldrende og i fodformede sko. I hænderne knuger han et stort skilt med et bibelvers øverst og et stort VÆLG LIVET! STEM NEJ! nederst. En gruppe af folk stimler sammen på pladsen foran ham. De fleste af dem er uenige med manden på taburetten. Stem ja, råber de, mens de rykker tættere på ham.

”Jesus giver ikke en fuck for mit barn, det er ikke ham, der skal passe det. Det er mig, og jeg vil selv bestemme over mit liv. Jeg er en kvinde, jeg har ret til at vælge. Du ved ikke, hvad du taler om.”

Hun råber ordene så højt og vredt, at hun nemt overdøver menneskemængdens småsnakken. Hun er ung, i hættetrøje og med håret flettet i en enkelt tot, der hænger ned ad den ene skulder. Folk omkring hende klapper og stemmer i med tilråb, der er rettet mod manden på taburetten. Bliv oplyst, råber de, vågn op. Taburetmanden siger, at det er dem, der skal oplyses, og sådan fortsætter det.

Ord mod ord. Holdning mod holdning. Følelse mod følelse. Hver fløj føler det hele så stærkt.

En lov uden huller

Siden 1983 har abort været ulovligt i Irland. Da forbuddet blev indføjet i den irske forfatning, blev det mejslet ind i lovgivningen, at et ufødt barn og kvinden, der bærer det, har lige rettigheder. En abort betragtes som et mord og kan give en fængselsstraf på op mod 14 år. Der er stort set ingen huller i loven. Hvad end graviditeten er et resultat af en voldtægt, barnet er handicappet, moderen er ude af stand til at tage sig af barnet – eller simpelthen bare ikke ønsker sig et barn – så gør forfatningsændring nummer 8, at det ikke kan lade sig gøre at afbryde graviditeten.

Ét sted er der dog indskrevet en undtagelse – hvis den gravides liv er i ”betydelig” fare, er det tilladt for irske læger at afbryde en graviditet. Men selv i sådanne tilfælde er det vanskeligt.

”Man skal nærmest allerede have begået selvmord, hvis den undtagelse skal træde i kraft,” siger Kate Omelia, en 23-årig irsk kvinde, mens hun skærer en grimasse, der matcher hendes modstand mod forbuddet.

Overvejende set kan det irske folk opdeles i tilhængere og modstandere af forbuddet. Til dagens folkeafstemning stemmer tilhængerne nej til at ophæve forbuddet, mens modstanderne stemmer ja. Blandt nej-stemmerne findes mange religiøse, ældre mennesker og folk bosiddende uden for de store byer. Ja-stemmerne repræsenterer groft sagt det modsatte – mange af dem er unge, veluddannede og med bopæl i universitetsbyerne. Meningsmålingerne lover en tæt kamp.

Mænd er sikre, kvinder er nervøse

I Irlands hovedstad er det ikke svært at se, hvilken fløj byens borgere mestendels hører til. Stort set alle indbyggere har en klar holdning – og de er ikke bange for at skilte med den. I Dublins gader hænger ja/nej-plakaterne ligeligt fordelt på lygtepælene, men at dømme efter de badges, t-shirts og klistermærker, som indbyggerne gladeligt lufter, er det tydeligt, at det meste af Dublin går ind for et ja til at afskaffe forbuddet.

På facaden af Dublins ældste boghandel står ordet REPEAL skrevet med versaler henover vinduerne. Den ældre mand bag disken, Maurice Earls, er da heller ikke det mindste i tvivl om, hvad han skal stemme på.

”Det er åbenlyst, at vi skal af med det forbud. Det er en gammeldags og fornedrende lov, der har rod i en konservativ tankegang, som ikke har noget at gøre med den irske mentalitet,” siger han.

På grund af den klare udmelding på butikkens facade har boghandlen den seneste tid oplevet af få truende opringninger fra folk, der er uenige med facadens ordlyd. Det tager de ikke så tungt, siger Maurice Earls. Det er, hvad der sker, når man tager stilling. Og stillingtagen er vigtig for den gråhårede boghandler. Han nærer stor tiltro til den irske befolkning, og han er meget sikker på, hvad resultatet af afstemningen bliver.

”Det kommer til at blive et ja. Det er jeg meget sikker på. Er du ikke også det?” spørger han sin kollega, der står ved siden af ham med et let undrende blik.

Kollegaen er Mary McAuley, en ung kvinde med kort, lyst hår og et yes-badge på brystet. Da Maurice Earls forlader disken for at finde en bog til en kunde, fortæller hun, hvad hendes undren skyldes.

”Det er påfaldende, hvor mange mænd der er så sikre på, at det bliver et ja. Min far er for eksempel heller ikke det mindste i tvivl. Det virker, som om de slet ikke kan forestille sig, det kan gå anderledes. Mange kvinder er derimod langt mere nervøse. Min mor er virkelig nervøs, håbefuld naturligvis, men nervøs. Det er os kvinder, der er hovedpersonerne i den her debat, og der er simpelthen så meget på spil, at man ikke tør tro for meget på det,” siger Mary McAuley.

Aborttrafik til Storbritannien

Ifølge tal fra sex- og sundhedsorganisationen The Irish Family Planning Association (IFPA) er mere end 170.00 irske piger og kvinder rejst til udlandet for at få foretaget en abort, siden forfatningsændringen indtrådte.

England og Wales er de lande, der står for langt størstedelen af aborterne, og hver dag rejser ni kvinder fra Irland til Storbritannien for at få afbrudt en graviditet. Tallet er baseret på, hvor mange gravide der opgiver en irsk adresse, når de indskrives til aborten, men fordi abort er så tabubelagt for irske kvinder, er det langt fra alle, som opgiver deres adresse. Derfor skønnes det, at tallet kan være endnu højere.

Ulovlige abortpiller bliver også importeret til Irland i massevis, og ifølge det internationale tidsskrift for obstetrik og gynækologi, BJOG, blev der mellem 2010 og 2012 sendt 1.642 pakker med abortpiller til Irland fra én enkelt forhandler.

Grundet den strikse lov skal man være yderst påpasselig, hvis man får tilsendt den slags præparater. Det er ofte i al hemmelighed og uden at have nogen at tale om det med, at hjemmeaborterne foretages. For med en udsigt til en af landets hårdeste fængselsstraffe er det med ikke at blive opdaget.

”Det lyder fuldkommen vanvittigt, men det er set før, at folk har anmeldt kvinder, hvis de har fundet ud af, at vedkommende har spist en abortpille,” siger Kate Omelia, der er født og opvokset i Dublin, men nu bor i København. Hun er rejst hjem til Dublin for at afgive sin stemme. Den går til et klart ja.

Ja til homoægteskab, nej til abort

I 2015 stemte Irland som det første land i verden ja til, at to mennesker af samme køn kan gifte sig. Med en folkeafstemning, hvor 62 procent svarede ja, og 38 procent svarede nej, blev Irland forgangsland for resten af verden, der endnu ikke var nær så langt fremme i ligestillingsskoene.

Det virker derfor påfaldende, at det samme frisind ikke præger det irske folk, når det gælder abort og kvinders ret til selv at bestemme over deres krop. Ifølge Kate Omelia bunder svaret i uvidenhed og tabuisering. Fordi ingen taler om aborterne, så findes de heller ikke i manges bevidsthed. Out of sight, out of mind.

”De fleste irere kender en, der er homoseksuel. Det er så normalt, og derfor tror jeg, at mange havde deres bekendte i tankerne, da de skulle stemme om homoægteskaber. Men sådan er det ikke med abort. Der er ikke ret mange, der tror, de kender nogen, som har været berørt af abort. Det taler man jo ikke om. Derfor er det også lettere for folk at fordømme det,” siger Kate Omelia.

En avisbod på O’Connell Street

Ved en avisbod på O’Connell Street i Dublin står to ældre herrer og funderer over verdenssituationen. John sidder på en stol, mens Larry står og læner sig op ad den mobile aviskiosk. De er begge gråhårede og med et smil på læben. Irland er et godt land, siger de, og Dublin er de stolte af. De udtaler hovedstadens navn med et tydeligt u og fortæller om den smukke natur, der findes kun en lille times kørsel uden for byen.

Larry og John er lige omkring 75 år, siger de og smiler på sådan en måde, så det er svært at vide, hvad du skal tro. Ved afstemningen i dag er de to mænd ikke enige. John stemmer ja, mens Larry stemmer nej.

Modsat manden, der stod på taburetten og råbte, handler Larrys nej ikke om Jesus:

”Abort skal ikke gøres til sådan en ting, som alle bare kan få gjort i tide og utide. Jeg er bange for, at folk vil bruge det som en let løsning, så de kan have ubeskyttet sex og ikke skal tænke sig om. Det er livet altså for dyrebart til,” siger Larry.

Den tolkning er hans ven John ikke enig med ham i:

”Jeg stemmer ja, og det gør jeg for min datters skyld. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hende, når jeg skal vælge. Hvad ville hun som ung kvinde ønske sig? Det er hendes liv. Det må være det vigtigste i sidste ende,” siger John.

Resultatet fra dagens folkeafstemning forventes at ligge klar i løbet af i morgen lørdag.