Tiden er løbet fra det konservative Irland – og folket er løbet med

På Parnell Street i den nordlige del af Dublins bymidte sidder en stor gruppe unge mennesker på en restaurant. Udenfor er en lun dag ved at blive til en kølig aften, og en blanding af håb, forventning og nervøsitet blæser med forårsvinden. Gruppen af unge er larmende og grinende. ”Der er et foreløbigt resultat,” råber en ung mand fra en bordende til en anden, mens hans fingre klikker rundt på telefonens skærm. Ja-siden fører betydeligt. Rundt om bordet måber de og smiler stort, mens de håbefuldt krydser fingre. Det er næsten ikke til at tro.

Dagen efter lå det endelige resultat klar. Det irske folk stemte med en rekordhøj valgdeltagelse ja til at afskaffe det abortforbud, som har været indskrevet i landets forfatning siden 1983. Efter flere års frustrationer og flere ugers intens valgkamp, hvor fortalere fra begge fløje har stået på hver sin side af kamparenaen, traf Irland en endelig beslutning. 66,4 pct. af landets befolkning stemte for en afskaffelse af forbuddet. Kun 33,6 pct. stemte nej. Det er næsten ikke til at tro.

Har man opholdt sig bare en dag eller to i det irske land op til afstemningen eller blot fulgt med i mediernes dækning af sagen, ved man, at det har været en følelsesladet kamp. Religiøse, konservative kræfter stod på den ene side og kæmpede med næb og klør, mens frigjorte, moderne stemmer stod på den anden og gjorde det samme. Det var ikke blot en kamp om retten til livet for et ufødt barn – det var en kamp om retten til livet for kvinder. En kamp om det frie valg og om irske kvinders rettigheder i et land, der notorisk har holdt kvinder nede.

”Et ja til at afskaffe abortforbuddet sikrer et mere medmenneskeligt og et mere sikkert Irland. Det er et skridt mod at blive et land, som ikke længere vil ignorere den ulighed, som har hersket i århundreder,” siger Amy Ní Cholgáin. Hun er 20 år, studerer økonomi og jura på Dublins universitet, DCU, og så er hun frontperson for universitetets feministiske forening.

En skandale i det irske sundhedssystem

Lige nu rejser ni irske kvinder dagligt væk fra Irland for at få en abort, mens tre kvinder hver dag spiser en ulovligt importeret abortpille. Irske kvinder er under konstant overvågning af både læger og medborgere, der holder øje med, om graviditeten afbrydes. Og selv om resultatet af fredagens historiske afstemning lød på et ja til at afkriminalisere aborten, er der stadig lang vej endnu for Irlands kvinder.

”Vi har i årevis levet i et land, som ikke har tillid til kvinder. Abortforbuddet er bare et eksempel på, at det frie valg i mange tilfælde ikke eksisterer her i landet. Det er ikke bare krænkende og frihedsindskrænkende, det er også farligt og sætter kvinder i en livstruende situation,” siger Amy Ní Cholgáin.

Midt i den rasende abortkrig har også en anden skandale rystet den irske befolkning. I de seneste måneder er det kommet frem, at staten har svigtet mindst 1.500 irske kvinder, som alle er ramt af livmoderhalskræft. En fejl i sundhedssystemet har gjort, at de mange kvinder har fået falske svar fra deres tidlige kræftscreeninger og derfor ikke har opdaget sygdommen i tide. For at dække over fejlen undlod staten at informere kvinderne om de forkerte resultater. 17 kvinder er foreløbig døde som følge af den fatale systemfejl.

”Sagen om livmoderhalskræft har kun gjort en betændt situation værre. Det har bevist, at Irlands kvinder ikke får den behandling, de skal have, og det har pustet til ilden, i forhold til hvad folket vil finde sig i. Det har skabt et fællesskab og en opfordring til, at kvinder må stå sammen og protestere mod de uhyrligheder, der foregår,” siger Amy Ní Cholgáin.

En revolutionær halshugning i Paris

Det fællesskab, som den 20-årige studerende påpeger, kan også mærkes i Irlands gader. Op til fredagens afstemning stimlede store grupper af mænd og kvinder sammen og protesterede. ”En kvinde, du elsker, har brug for dit ja,” stod der på en af plakaterne i deres hænder. ”Stem ja, hvis du vil tillade kvinder selv at træffe vigtige beslutninger om deres eget liv,” stod der på en anden.

Ja-tilhængernes ord, erklæringer og slagord leder tankerne hen på Olympe de Gouges ikoniske manifest Erklæring om kvindens og medborgerindens rettigheder. Olympe de Gouges endte som bekendt med at ofre sit liv for sin kamp for kvinders rettigheder, da hun i 1793 blev halshugget i Paris under Den Franske Revolution. Den franske aktivist var forud for sin tid, og hun banede vejen for verdens feminister og ligestillingskæmpere. Derfor virker det påfaldende, når dele af verden, endda dele af det vestlige demokrati, 225 år senere stadig ikke er klar til den lighed, som de Gouges forsøgte at fremtvinge.

Men fredagens resultat peger på, at Irland endelig er ved at være parat til forandring, i hvert fald hvis du spørger Amy Ní Cholgáin:

”Indtil nu har der eksisteret en kultur, hvor irske kvinder har været opfattet som andenrangsborgere. Vi har ikke den samme status som mænd, vi kan blive nægtet behandling, selv et ufødt barns stemme betyder mere end vores. Det står endda stadig indskrevet i vores lands fundamentale papirer, at kvinder hører til i hjemmet.”

”Med debatten om afskaffelse af abortforbuddet har vi endelig åbnet op for en samtale, hvor vi tilkendegiver, at det er et problem, og vi stopper med at lade som om, det ikke eksisterer. Vi begynder at tale om, hvordan kvinder bliver behandlet her i landet, og det er et meget stort skridt. Der sker så meget på det her område lige nu, og det sker kun, fordi vi er begyndt at tale om det,” siger Amy Ní Cholgáin.

Seksualundervisning uden katolicisme

Selv om det på mange områder virker, som om Irland er stået af toget længe før sine europæiske kammerater og stadig lever i fortiden, har Amy Ní Cholgáin ret, når hun siger, at der er ved at ske noget. Abortdebatten og kræftskandalen har medvirket til, at Irland er ved at vågne op. Lige nu er det på tapetet, at præventionen skal frigives, ligesom der bliver lagt planer for, at de irske skoleelever for første gang i irsk historie skal have obligatorisk seksualundervisning, som er uafhængig af den katolske kirke.

I dag er godt 90 pct. af Irlands folkeskoler ledet af katolske kræfter, og overvejende set har seksualundervisningen indtil nu bestået af en tegnefilm, hvor to mennesker møder hinanden, krammer, og pludselig bliver skærmen sort og bum, så er kvinden gravid.

For 20-årige Amy Ní Cholgáin er folkeskolernes syn på sex ikke i trit med, hvad unge mennesker rent faktisk har brug for:

”Det er så vigtigt for vores fremtid, at børn og unge lærer om sex på en ansvarlig og oplysende måde. Det har vi ret til. Hvordan skal man lære om sex, prævention og graviditet, hvis man ikke hører om det i skolen og heller ikke har forældre, der vil fortælle om det? Jeg drømmer om en standardiseret seksualundervisning, som inkluderer alle, som ikke er homofobisk og som er åben over for forskellighed,” siger hun.

Folket er vokset fra Irland

Fredagens irske abortafstemning var både et billede på en ildkamp mellem land og by, religion og menneske samt en kamp mellem generationer. Spørger man landets unge mennesker, er den forstokkede og gammeldags tankegang, som Irlands fundament i så høj grad er baseret på, ikke længere repræsentativ for det land, de ser sig selv komme fra. På mange måder er Irland et kontrastfyldt land, for selv om katolicismen har sit tag i folk, er folket også i stigende grad ved at få tag i sig selv.

Irland har det højeste antal folkeafstemninger i verden, for landets fundament kan kun ændres af at afholde en afstemning, og landets borgere higer efter at ophæve restriktionerne. Irlands borgere er simpelthen uenige med deres grundlov, fortæller Amy Ní Cholgáin:

”Jeg tror, at det irske folk er vokset fra landets grundlæggende fundament. Folket er kommet foran, mens landet er sakket bagud. Vi passer ikke længere sammen. Jeg tror, at vi er ved at skille os af med det dybtliggende, konservative fundament og er på vej mod et nyt, friere og langt mere lige et af slagsen.”

”Jeg drømmer om et fremtidigt Irland, hvor jeg kan opdrage en datter og en søn på lige fod, så de har de samme rettigheder og muligheder, og hvor jeg ikke er nødt til at opdrage dem forskelligt, fordi samfundet ikke ser ens på dem. Jeg vil ikke skulle lære min datter, hvordan hun overlever i et samfund, der ser hende som mindreværdig. Jeg vil heller ikke skulle lære min søn, hvordan han begår sig i et samfund, hvor han udelukkende i kraft af sit køn er hævet over kvinder. Mit ønske for fremtiden er, at mine kommende børn vil opleve Irland som et frit og lige land,” siger den 20-årige universitetstuderende.