Et liv i litteraturens tjeneste

Inden for et hvilket som helst erhverv er der visse stjerner, visse personer, der gør sig bemærket ved det ekstraordinære. En sådan stjerne var Merete Ries i den litterære verden, ikke mindst forlagsdelen af den. Hun blev student (fra Aurehøj Statsgymnasium) i 1957 og studerede derefter dansk ved Københavns Universitet. Efter nogle års studier flyttede hun i 1963 (uden afsluttende eksamen) med sin mand – englænderen Paul Ries – til England.

Få år senere blev hun skilt og vendte tilbage til Danmark, hvor hun i 1966 fik tilbudt et job på Gyldendal. Allerede to år efter blev hun redaktør. Og ikke en hvilken som helst redaktør, men en skarp og vellidt redaktør, der havde noget på hjerte og var i stand til at vælge og finde de – ikke mindst kvindelige – forfattere, som hun gerne ville udgive. Hun befandt sig i et stærkt team. Foruden direktøren, Mogens Knudsen, bestod danskredaktionen af Erik Vagn Jensen og Erik C. Lindgren. Der var i de år både en indadvendthed – rettet imod det daglige arbejde – og en udadvendthed, idet redaktionens medlemmer også havde noget at sige i samfundsdebatten.

Merete Ries var sig selv og blev muligvis opfattet som provokerende af nogle, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg mødte hende først sent i forløbet, idet jeg ankom til forlaget som forfatter i 1978. Hun gjorde et uforglemmeligt indtryk på én. Sammen med en tredje forlagsredaktør (jeg var redaktør på Borgen til 1979) gik vi ligefrem med ideer om at lave et forlag sammen. (Det var tænkt som et datterselskab i Gyldendal-regi, ikke som et selvstændigt forlag). Det blev ikke til noget, og i 1980 blev hun fyret fra Gyldendal – i en større fyringsrunde. Hvad direktionen nok ikke havde forudset, hændte nu: En ikke helt lille og stadigt voksende gruppe af forfattere protesterede og skrev under på diverse skrivelser. Forfatterne ønskede at beholde hende som redaktør – og hvis de ikke havde hende som redaktør, solidariserede de sig med de forfattere, der havde! Og med hende, selvfølgelig.

Hun blev nu ansat på Tiderne Skifter hos Claus Clausen, men det varede kort. Personligt oplevede jeg hende i den rolle, da Tiderne Skifter udgav Bandet Nul Live (Bandets første bog på Tiderne Skifter), som udkom i 1981. Året efter, i 1982, stiftede hun sit eget forlag, Rosinante, med adresse i Charlottenlund. Det var med kontor hjemme i hendes egen villa på Kirkevej, ikke langt fra Ordrup Station. Her foregik det i de kommende år.

Thomas Bredsdorff har en sjov historie i sin nekrolog i Politiken, om hvorfor forlaget hed – og hedder – Rosinante: Det var dyrt for Gyldendal at satse på de nye forfattere, skriver han. ”Du har et donquijotesk forhold til penge,” var Mogens Knudsens afskedshilsen. Og Thomas Bredsdorff fortsætter: ”Merete Ries, der kunne sin Cervantes, stiftede et forlag, hun opkaldte efter Don Quijotes hest.” Det nye forlag gik godt. Hun havde sans for, hvilke bøger hun skulle udgive. Og så var hun heldig, idet hun fik Peter Høeg under sine vinger. Det var vigtigt, for han blev som bekendt en verdenskendt bestsellerforfatter, der bar ikke bare Rosinante, men mere eller mindre Danmarks ry i udlandet!

I denne sammenhæng blev også Merete Ries verdenskendt. Hun var en celebrity i Frankfurt, hvor hun færdedes på den årlige bogmesse med megen charme og (nedtonet) glamour. Hun var sådan set nøgternheden selv, men hun kunne ikke benægte succesen. Hun var et behageligt selskab, både for danske og udenlandske forfattere og for forlæggere fra vidt omkring, inklusive hendes hjemlige kolleger.

I 1989 solgte hun Rosinante til Munksgaard, der stod stadig Rosinante på bøgerne, men i kolofonen hed forlaget Rosinante/Munksgaard (senere: Munksgaard/Rosinante). Residens Nørre Søgade på 2. sal, hvor Munksgaard boede på 1. og 3. sal og Hans Reitzels Forlag og Høst & Søn på 4. sal. Munksgaard-gruppen var samlet på én adresse.

Hun var nu i Frankfurt som forlagschef for Munksgaard (og fra 1997 som litterær direktør). Et år, husker jeg, havde hun fødselsdag under messen. Nogle havde sørget for en gave, og jeg (der var redaktør på Hans Reitzels Forlag) blev bedt om at skrive teksten på kortet, som derefter alle skulle skrive under. Jeg skrev ligeud: Vi elsker dig! Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, da alle havde skrevet under, at det ikke var så dårligt at modtage sådan et kort fra sine kolleger. Sandt var det.

I 1991 henvendte F.P. Jac og jeg os til Merete Ries i anledning af vores første fællesbog (efter Bandet Nul, som var opløst) betitlet Digte fra halvtredserne. Om hun ville udgive den? Det ville hun gerne. Vi kom til møde på hendes kontor, og F.P. skånede hende ikke for sit særlige seksuelt betonede frisprog, der godt kunne chokere sartere sjæle. Hun smilede, hun havde gennemskuet hans talent og kærlighedsgeni. Vi ytrede et ønske om, at bogens omslag blev udført af Helle Thorborg, hvis grafik vi mente passede perfekt til bogens titel. Merete Ries nikkede og sørgede for, at sådan blev det.

Det blev også en åbning for mit eget forfatterskab, der udkom på Rosinante fra 1993 til 1998. Jeg fik den bedste pleje, selv om mine bøger var det modsatte af bestsellere! Men smukke var de, hver gang tilrettelagt af Mette & Eric Mourier (som jeg den dag i dag arbejder sammen med – takket være Merete Ries!).

Årene gik, jeg så sjældent Merete Ries. Jo, på BogForum, hvor hun havde den sædvanlige energi og kærlige facon. Jeg udstillede i flere år mine Bebop-bøger, inviteret af Hans Reitzels Forlag (hvor jeg var holdt op som forlagsredaktør ved udgangen af 1999). Mette & Eric Mourier designede en T-shirt med Bebops logo, som jeg stadig ifører mig til bogmesser. En dag kom Merete Ries over til min (eller altså Hans Reitzels Forlags) stand, og spurgte, om hun måtte købe, jeg tror det var otte stk. Bebop-T-shirts (en til hver af hendes medarbejdere). Desværre, måtte jeg svare, jeg havde ikke ekstra …

Merete Ries og Gyldendal købte Rosinante tilbage fra Munksgaard, og Gyldendal overtog forlaget helt i 2000. To år senere forlod hun forlaget. Men allerede året efter oprettede hun igen sit eget forlag, denne gang Ries Forlag, som lukkede – og overgik til Rosinante – 1. januar 2015. Ved siden af sit fremragende forlagsarbejde har Merete Ries gjort en betydelig indsats inden for, hvad man kunne kalde den bogkulturelle kamp: imod frie priser (for bevarelse af Den faste bogladepris – det slag er tabt!) og i Kulturministeriets Litteraturudvalg, hvor hun kæmpede for bedre forhold for den oversatte kvalitetslitteratur – og ja, for kvalitetslitteraturen, dvs. litteraturen som kunstart, i det hele taget.

Hendes præstation livet igennem var enorm, hun var højt agtet blandt andre forlæggere og ikke mindst blandt de forfattere, hun udgav. Hun havde gefühl, hun havde stil. Hun kunne også være skrap. Jeg blev engang sat hårdt på plads, fordi jeg uforvarende kom til at bruge ordet ’tøsedreng’. I det hele taget, når jeg tænker over det – helt tilbage til 1970’erne – er hun en af grundene til, at jeg blev feminist. Hun viste et godt eksempel.

Sidste gang jeg hørte fra hende var på Facebook. Jeg skrev (21. februar 2014) et opslag om Inger Christensens Sommerfugledalen. Her fortalte jeg, hvordan sonetkredsen var blevet til, og hvilken rolle jeg havde spillet i den forbindelse (teksten er optrykt i Dan Turèll var vild med Clifford Brown, 2014). Opslaget sluttede: ”Sådan har jeg i al beskedenhed spillet en rolle i verdenslitteraturen.” Hertil svarede Merete Ries i kommentarfeltet: ”Ikke den eneste rolle, du har spillet i verdenslitteraturen, Asger!” Jeg følte et øjebliks pludselige varme, sådan kendte jeg Merete Ries, generøs, opmærksom. Et stort menneske. /Asger Schnack