Vi er dem, der står på gaden og lader barnet falde

Bor man i Paris, så man selvfølgelig videoen ret hurtigt – med manden, der i løbet af 30 sekunder aftenen forinden kravler op ad altanerne på en husmur og resolut hiver et lille barn ind over den altankant, ungen har vovet sig ud på. Jeg nåede mest at tænke, ”shit, hvor er han stærk” og ”heldigt for barnet, at der kom en jægersoldatagtig person gående forbi på den gade”. Og så fik jeg en klump i halsen, fordi det jo er vor allerstørste skræk, at det kunne være ens eget barn.

Men det skete i det 18. arrondissement, og bor man i Paris, bør man vide bedre og mere. 18. arrondissement er et af byens fattige områder, hvor mange illegale indvandrere, men også flygtninge holder til. Det ved folk jo ikke, som bare ser videoen.

Hvis barnet havde hængt ud over kanten i det 16. arrondissement, hvor der hovedsageligt bor velhavende mennesker, og hvor politiet nidkært holder fremmede væk, er det ikke nær så sikkert, at Mamoudou Gassama var kommet forbi, havde kastet sig ind over gaden, sprunget op på facaden i det hjørne, hvor han kunne se, der var en chance for at komme op og med umenneskelige kræfter hejse sig selv fra altan til altan for at komme barnet til hjælp.

”Tænkte du ikke over, at det kunne koste dig selv livet?”

”Nej, jeg tænkte kun på barnet,” fortalte Gassama på fransk tv mandag.

Med et rørende ansigt – næsten barnligt, han er jo kun 22 år – fortalte Gassama en smule om, at han har været på rejse fra Mali siden 2013, altså siden han var 17, gennem Niger til Libyen. Om båden over Middelhavet, hvor de havde været så mange.

Den erfarne journalist måtte nærmest trække ud af ham, hvor forfærdelig rejsen havde været: ”Vi var mange. Virkelig mange,” var det eneste, Gassama fortalte på sit gebrokne fransk, ud over at det først var, da han kom ind fra altanen, at han begyndte at ryste.

Men hvad var det dog, det så pludselig mindede om, barnet, dér på altanen?
Den lille krop lignede Alan Kurdi, bare fra en lidt anden vinkel. Billedet altså, som gik verden rundt, dengang den treårige syriske dreng lå druknet med armen ned langs kroppen i strandkanten i Syditalien i 2015. Barnet på altanen sprællede stadig, det var forskellen.

Ikke mindst var forskellen, at nogen resolut og uden mindste tanke på sig selv eller konsekvenserne kastede sig ud i at redde barnet. For Gassama satte jo ikke alene livet på spil. Hvis han klarede den, risikerede han, at hans dåd ville trække ham ud af den papirløses anonymitet og dermed få ham udvist fra Frankrig. Gassama er ikke flygtning, men såkaldt økonomisk immigrant. De bliver sendt tilbage, hvor de kommer fra, Frankrig har netop strammet lovgivningen på området. Alligevel tøvede Gassama ikke så meget som et sekund.

Men så skete det. Som i eventyr af den slags, der dyrkes i den frie verden og Hollywood, blev Gassama reddet. Mandagen efter at Spider-Man – som Gassama nu er døbt verden over – havde reddet barnet, sad den unge mand over for præsident Macron i Élyseepalæet under krystallysekroner og med guld på væggene.

”Bravo,” sagde Macron og udbad sig flere helte af Gassamas slags. Det kunne jo også virke meget uskyldigt, selv politiske modstandere måtte den dag bøje sig, selv om de fortsat går ind for stramninger på indvandringspolitikken.

Præsident Emanuel Macron har imidlertid så sent som for et par uger siden præsenteret en fransk ghettoplan, som mest går ud på, at folk skal klare sig selv. I den forbindelse efterlyste Macron flere ”helte” fra forstæderne. Pludselig dukkede Mamoudou Gassama så op som sendt fra himlen, nu også grydeklar til politiske formål. Det nåede de utallige kommentatorer da også at tale om, både på tv, i radioen og på nettet, selv om ingen af dem rigtig kunne argumentere imod, at Macron hyldede Gassama. Hvis man ikke hyldede ham var det forkert, hvis man hyldede ham, var det også forkert, og hvad skal man så sige?

Paris i morgengryet

Det virkelig paradoksale er imidlertid, hvordan disse unge immigranter behandles hver eneste dag. Hverdagens helte er der nemlig masser af i Frankrig. Man behøver bare stå tidligt op, sådan som også landets forhenværende liberalistiske præsident Sarkozy syntes, at man skulle gøre. Det havde Sarkozy åbenbart ikke selv gjort, og Macron heller ikke. For i morgengryet er Paris, RER-toget fra forstæderne og metroen fyldt med mennesker med temmelig mørk hud, der er på vej på arbejde for at gøre rent, feje gader og slæbe skrald, og der er mange, som ikke har papirerne i orden.

Også i de områder, hvor helt dugfriske ‘papirløse’ som Gassama holder til, er der travlt om morgenen. Frankrig er ikke så gennemorganiseret som Danmark, der kan lidt lettere snydes med lønsedler, navne og fødselsdage. Der udvises i praksis en vis tolerance over for de mange, som sover under broer og metrolinjer eller har fundet ly i forstæder. Det er ikke for tolerancens skyld; andre interesser er på spil: En pæn del af Frankrigs byggebranche holdes i gang af i enhver forstand sort arbejde. Og ingen, slet ikke det mest kapitalistisk orienterede Frankrig, har interesse i, at denne arbejdskraft forsvinder. Hvordan ellers få blandet beton eller slæbt jern til billige penge?

Det er da også tilfældet for Gassama, viser det sig. Han bor på 11 kvadratmeter i forstanden Montreuil, der netop har gjort ham til æresborger, sammen med 11 brødre og fætre og arbejder på daglejerbasis på byggepladser. ”De kan jo ikke kende forskel på os, så vi bruger hinandens papirer,” forklarer en af dem til Le Figaro. Nu har Gassama fået opholdstilladelse og job, så der blive en ren seng ledig.

Videoen med den unge mand på vej op for at redde barnet viser derfor så meget mere, end man lige tror. Det er ikke enhver, der har kræfter nok til at rejse mod Europa eller at kravle fire etager op på ydersiden af et hus.
Men samtidig viser det også en veritabel heltedåd, vi selv er helt ude af stand til at udføre af bare skræk. En styrke og en moralsk pondus, vi slet ikke har, hvis Europa er et ‘vi’.

Der er ikke meget heltemod i det Europa, Mamoudou Gassama er søgt til, som i stedet for at redde børn og unge mennesker, der vover sig ud på havet eller ud over altanen, vender ryggen til og går sin vej. Vi er bare bange. Vi iler ikke til og redder uden at tænke på konsekvenserne. Vi regner og beregner. ”Vi kan ikke tage imod hele verdens dårligdom,” lyder en berømt sentens i Frankrig – som undskyldning for ikke at redde ”alle”. Eller kort sagt: Når vi ser menneskebørn, som hænger på en altan, der risikerer at dø, er den europæiske realitet, at vi går videre, som om intet var hændt.

Det, Mamoudou Gassama i al sin ungdommelige styrke gjorde, både fysisk og moralsk, var at redde et menneskeliv uden mindste bagtanke. Bare fordi det er et menneske. Mamoudou Gassama mindede os lige om alt det, vi ikke er.

Vi er i modsætning til den, vi hylder, dem, der står på gaden og lader barnet falde.