Kære læser

Skudt i ryggen, død og genopstået

Russian journalist Arkady Babchenko (C), who was reported murdered in the Ukrainian capital on May 29, Ukrainian Prosecutor General Yuriy Lutsenko (R) and head of the state security service (SBU) Vasily Gritsak attend a news briefing in Kiev, Ukraine May 30, 2018. REUTERS/Valentyn Ogirenko TPX IMAGES OF THE DAY

Sandhedssøgende russiske journalister arbejder med livet som indsats, og de er nogle temmelig hårde hunde. Da det i går kom frem, at den kendte russiske journalist Arkadij Babtjenko, 41, alligevel ikke var død, sådan som alverdens toneangivende medier (inklusive Føljeton) havde skrevet, reagerede flere af hans kolleger med vrede. Ikke over at Babtjenko var i live, det var de selvfølgelig glade for. Men de ukrainske myndigheders (og Babtjenkos) omgang med sandhed og fantasi kunne de ikke tolerere.

Journalisten og forfatteren Andrej Soldatov skrev på Twitter, at stuntet efter hans mening var langt over stregen: ”Babtjenko er for pokker journalist, ikke politimand, og en del af vores job er at skabe tillid, uanset hvad Trump og Putin siger om fake news. Jeg er glad for, at han er i live, men han har medvirket til at underminere journalisters og mediers troværdighed,” lød det fra Soldatov. Journalisten Simon Ostrovskij, der ligeledes er russer og ven af Babtjenko, udtalte til BBC, at han følte lige dele vrede og lettelse: ”Vi er alle blevet holdt for nar.”

Det kan da godt være, at der gik lidt David Copperfield i den ved ved politiets pressemøde i Kijev i går, da afdøde pludselig gjorde sin entré blandt tilhørerne. Men Babtjenko havde i det mindste ikke kappe på, og af en decideret anti-bangebuks at være så han ret betuttet og brødebetynget ud. Der var gået mindre end et døgn, siden hans kone, Olga, havde fundet ham med skudsår i ryggen ved indgangen til deres lejlighedskompleks. Han var kommet med en ambulance, og kort tid efter havde hun fået meddelelse om, at han var død. Det har været en temmelig kedelig besked at gå i seng på, og det var nok derfor, at Babtjenko gav hende en offentlig undskyldning på pressekonferencen. Jeg er frygtelig ked af det,” sagde han, ”men der var ikke andre muligheder”.

Operationens detaljer er endnu ikke kendt af offentligheden. Men det er noget med, at Ukraines efterretningsvæsen havde fået nys om, at der var et mordkomplot mod Babtjenko under opsejling, og at det var Kreml, som stod bag. Babtjenko, der som ung russisk soldat kæmpede i forreste linje i Tjetjenien, har i mange år været en arg kritiker af præsident Vladimir Putin. Han har forholdt sig stærkt kritisk til krigene i Georgien og Ukraine, og til sidst er han angiveligt blevet en sten i skoen. Da han sidste år fornemmede, at jorden brændte under ham i Rusland, rykkede han til Ukraine med sin kone, deres biologiske datter og – ifølge russiske medier – seks (!) adoptivbørn.

Ukraines sikkerhedschef, Vasyl Hrytsak, sagde på pressekonferencen, at det for nogen tid siden var blevet opsnappet, at den russiske sikkerhedstjeneste via en ukrainsk statsborger havde forsøgt at finde lejemordere i Ukraine, men at planerne var blevet forpurret med hjælp fra Babtjenkos ‘død’ – og at nogen var blevet anholdt.

Og hvad så nu? Rusland siger, at det hele er endnu et eksempel på anti-russisk propaganda. Og andre har mindre problemer at slås med. I går skrev redaktøren for det ukrainske magasin Novoye Vremya på Facebook, at han en halv time senere skulle sende et blad med Babtjenkos kontrafej på forsiden og en stor artikel indeni til tryk. ”Hvad skal jeg nu sætte på forsiden?” spurgte han. ”Hvem gør sådan noget her? Det er selvfølgelig godt, at han er i live. Men det er lidt underligt.”

Både fiktionens og virkelighedens verden er fuld af eksempler på karakterer og folk, der fingerer deres egen død, så om ikke andet er Babtjenko kommet i godt selskab dér. Forfatteren Arthur Conan Doyle lod sin mesterdetektiv Sherlock Holmes genopstå, efter at han ellers var faldet i døden ved det schweiziske Reichenbach-vandfald under kamp med sin ærkefjende professor Moriarty i 1893. Det var ikke, fordi Doyle havde lyst – fansene krævede det simpelthen. Der virker Arkadij Babtjenkos genopstandelse lidt mere lystbetonet. Hvorom alting er: Babchenko optræder allerede under Wikipedia-opslaget ‘faked deaths’. Bortset fra det har den ukrainske redaktør ret: Det er en underlig sag. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12