Nyhedsanalysen
Mandag - nyhed - dagtilbud til 1-årige
Den store danske nyhed mandag var, at regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har indgået endnu en delaftale i planen om at gøre Danmark til ‘ghettofrit område’ i 2030: Etårige børn, der bor i udsatte boligområder, skal have et ”obligatorisk læringstilbud”, hvis de ikke er i daginstitution. Tilbuddet, som er af den uafviselige sicilianske slags, handler om at lære dansk og ”gennem leg og aktiviteter bliver introduceret til de danske traditioner, højtider, normer og værdier”. Men, lød det fra Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), ”truslen om skærpet straf er symbolpolitik, der skaber mistillid. Politikerne skulle hellere investere i de områder, de er bekymrede for”.